First step on the way!

Det var ved at være en senere aften midt på ugen. Der var relativt vindstille, hvilket var noget som passede Samuel fint. Selv var han på arbejde, selvom det nu heller ikke ligefrem kunne siges at være nogen nyhed, for han gjorde jo ikke andet efterhånden. Så var det jo trods alt også kun godt, at han ikke havde noget familie direkte som han havde kontakt med, eller nogen kæreste for den sags skyld, for det var jo slet ikke noget som han havde tid til!
Restauranten var ved at være temmelig affolket, da han havde valgt at gøre sin entré. Måske at hans arbejde var ved at blive temmelig risikabelt, men det var nu alligevel en nødvendig risiko som han var nødt til at løbe. Han var den som havde bedst mulighed for det, så selvfølgelig var det noget som han gjorde, endda med glæde! Han havde opnået noget, og selvfølgelig var det en tanke som han kun måtte være stolt af! De mørke øjne for lidt fra den ene til den anden side, også selvom han ikke rigtigt så hvad han søgte efter. Han trak let på skuldrene og søgte ned til bordet bagved, som han altid sad ved når forhandlingerne skulle gennemkøres, og det var i aften han havde den endelige mulighed, så der var bare ikke noget som måtte gå i vejen! Og det var virkelig, virkelig vigtigt! Han nåede skam også kun lige at sætte sig ned, idet at en lav mand, kom ind af døren og fangede hans interesse, han nikkede kun ganske kort mod Samuel og satte sig overfor ham. Samuel sendte ham et tilfredst smil og sendte ham en meget sigende mine. ”Du ved godt hvorfor jeg er her,” endte han ganske sigende. Manden nikkede stilfærdigt. En som sad så højt oppe i niveauerne her i de slumme kvarterer i New York.. den forhandling måtte bare ikke gå i vasken, og det var vigtigt!
”Jeg ved det godt, og lad mig gøre det klart for dig.. Nathan.. Joshuin er ikke en som man bare forhandler med. Hvad du har gjort, må være stort..” endte han ganske sigende. Samuel smilede tilfredst. Han var virkelig nødt til at holde fast i det skuespil, for det måtte ikke gå galt! ”Det har været småtterier for mig.. Jeg behøver vel ikke remse op..?” endte han ganske kortfattet. ”Lad os bare komme direkte til sagen,” afsluttede han stilfærdigt. Manden nikkede igen til ham og med den samme ganske kortfattede mine. ”En mand efter Joshuins smag.. Han fiskede roligt en lille konvolut op af lommen og lagde den på bordet. Intet navn, eller noget som helst stod på den.

Det var ved at være sent, hvilket Sophia efterhånden mærkede sig. Hun havde arbejdet siden formiddag, og havde kun et par timer til hun faktisk fik fri, langt om længe! Restauranten var temmelig affolket, hvilket var typisk på en hverdag på denne tid, hvor de fleste havde trukket sig tilbage til deres værelse. Hun bar den sidste bakke ud i køkkenet. Sådan! Alle bordene i hendes sektion var ryddet og gjort klar til hvis nogle skulle dukke op. Det var larm fra køkkenet, tallerkner skrabede mod hinanden. I baren ude i selve restauranten var frygtelig stille, men hun kunne høre nogle af de to andre servitricer stå og hviske. Hun havde aldrig været en del af det fællesskab, det var kun snobbede unge kvinder, med en alt for rig far der havde job her foruden hende, de var dog smukke og det var det som de spillede på, men desværre også noget som gav en hel del konkurrence, og i forhold til de smukke blondiner, var hun bange for at hun ikke kunne måle sig.
Hun rettede på den sorte thingytail kjole som de var tvunget til at bære, og som kun fremhævede de kvindelig former. De mørke lokker var sat op næsten kunstnerisk så det lænede til den ene side med et let krøl. De mørke øjne søgte rundt over det smukke sted. Det gik op for hende at endnu en gæst havde sat sig i det felt hun skulle tage sig af. Roligt greb hun den lille blok og en kuglepen før hun trådte hen mod dem. Hendes høje hæle gav genlyd i den store sal som hun bevægede sig. Hun fremtvang et smil så tæt på naturligt som muligt idé hun stoppede op ved siden af bordet. ”Godaften De'herre. Mit navn er Sophia, jeg vil være jeres servitrice i aften,” præsenterede hun sig høfligt og gav dem begge to et nik som hilsen. Under armen bar hun nogle bordeaux røde menukort som hun roligt lagde frem for dem. Ganske bevidst lænede hun sig lidt mere ind over bordet, så der var udsigt til kavalergangen. Hun hadede den slags, men der var trods alt en husleje som skulle betales og det var hendes erfaring at det gav fremragende drikkepenge! Der var noget velkendt ved den enes ansigt, det bemærkede hun med det samme, men hun kunne ikke sætte finger på hvad der var. Stille trådte hun et skridt tilbage og foldede hænderne foran sig, for at blive stående ubemærket mens de besluttede sig for hvad de ønskede. I mellemtiden forsøgte hun at huske hvor pokker hun havde set det ansigt før, selvom det meget vel bare kunne være at han havde været her før, der kom jo mange og det var bestemt ikke alle hun huskede!

At det var ved at være sent, så var det også det mest perfekte tidspunkt for ham, at skulle sørge for at få den handel gennemført, for det var virkelig det vigtigste for ham lige nu. For så var han det skridt tættere på at kunne få lov til at tage lidt fri og måske vende tilbage til det normale liv igen? For det var noget som han efterhånden faktisk måtte savne, selvom der ikke rigtigt var noget som han kunne gøre noget ved det. Han betragtede roligt manden overfor ham. Hans navn var ham ukendt, men ikke desto mindre, så var det bare vigtigt, at det hele gik som det skule og helst uden for mange mistanker, for han havde opretholdt denne maske i over et årti efterhånden, og han havde brug for at kunne komme lidt ud af det igen! ”Jeg er bare mig..” endte han tydeligt selvsikkert og med det tilfredse smil på læben. Han var nødt til at spille sin bror – den mand som han på ingen måder lignede i sit normale liv, men det var ikke noget som han kunne gøre noget ved nu.
Konvolutten tog han hastigt til sig hastigt til sig, som servitricen måtte komme hen til ham, hvor han hastigt førte den under sin frakke og ned i inderlommen, inden han vendte blikket mod hende. Han genkendte hende dog allerede med det samme! f**k! Det var bestemt ikke noget som ville gavne ham i den anden ende, specielt ikke hvis hun genkendte ham! Han nikkede ganske kort mod hende. ”En kop kaffe til mig. Jeg bliver her ikke længe,” svarede han ganske kortfattet, kun for at vende blikket mod manden som sad overfor ham. Han takkede venligt nej tak til hende, hvor han selv tydeligt tog det godt med ro, for dette var tydeligt også noget som han måtte være vant til efterhånden. Han selv forholdt sig ganske rolig, for det var bestemt ikke noget som ville hjælpe ham, at blive opkørt af dette, også fordi at.. ja, hvor stor var chancen for at møde et af de to overlevende fra hans brors skyderi? I en by som New York? Det var jo simpelthen utroligt! Han trak vejret dybt og nikkede mod manden som sad overfor ham. De kunne vel lige så godt tage det stille og roligt? ”En kop kaffe kan vi vel godt nå, inden vi skal videre..?” endte han ganske stilfærdigt. ”Så lad gå da.. En hurtig kop, og så må jeg af sted.” endte han ganske stilfærdigt. Ikke helt fordi at det faldt i god jord, men selv han vidste, at de var nødt til at opretholde en så normal udstråling som det var dem menneskelig muligt. De skulle jo nødigt vække for meget opmærksomhed.

Efterhånden glædede Sophia sig bare til at få fri, det havde været nogle lange dage, lønnen var ganske vidst højere end den ville være nede på den lokale kro, men under alle omstændigheder var det ligeså dyrt at bo i byen! Hun blev stående foran bordet og afventede høfligt de to herres orden. Det irriterede hende virkelig at hun ikke kunne finde ud af hvor pokker hun havde set hans ansigt før, også fordi det virkede som et ansigt hun ikke burde have glemt. Smilet faldt en smule jo længere hun ventet, først da hans stemme vækkede hende, bredte det sig igen. Der bredte sig et gys igennem hende, uden at hun vidste hvorfor. ”Så gerne,” endte hun stille og tog igen menukortene til sig. Hun kunne føle de to servitricers øjne brænde i nakken.. de skulle endelig ikke stå i vejen for at give hende hjælp, men det irriterede hende at de altid gloede. Hun opførte sig fuldkommen upåvirket. ”Det kommer til at varer et øjeblik,” meddelte hun og vendte ryggen til ham. Det gjorde efterhånden ondt at gå på de ømme fødder, hælene slog hende ihjel! Til tider savnede hun gåden i Montana og de grimme gummistøvler. Sophia fandt en bakke frem i baren og sørgede for to krus med nymalet kaffe. Det tog hende heller ikke lang tid til at finde finde to små skåle, som hun kunne komme fløde og sukker i, kun det bedste var got nok trods alt, hun undrede sig også altid over hvem der havde pengene til at spise på et sted som dette, for priserne var jo fuldkommen urimelige! Bakken tog hun i hænderne og bevægede sig igen mod bordet. Hun havde helt glemt at overveje hvor hun kendte manden fra, men et pludselig billede faldt i hendes sind. Hun stoppede op som frosset på stedet og tabte bakken med kaffe som endte med at falde ud over det hele. Lettere febrilsk så hun fra bordet og hen på de to piger, og ned på de ødelagte krus som lå på gulvet. Køkkenfolkene som løbene ud og rystede på hovedet af hende. Hendes hjerte hamrede så hurtigt at hun var sikker på at hun skulle besvime. En smule panisk gled hun i knæ, og forsøgte at samle skårene op men hendes hænder rystede for meget. ”U..undskydl gider du tage den her?” stammede hun mod en af de blonde kvinder, men uden at afvente svar strøg hun ud af restauranten og mod hendes garderobe hvor jakken hang, og hendes mobil lå i. Med skælvende hænder tog hun om den og trykkede nummeret in 9-1-1 og tog den til øret. ”Alarmcentralen, hvad kan jeg hjælpe med?” lød der i den anden ende. ”Je..jeg har br.. brug for hjælp til P..plaza hotel,” hviskede hun ind i røret uden rigtigt at vide hvad hun skulle sige. Stilheden der bredte sig fik hende til at smække røret på igen omgående, der var jo for pokker ikke meget hun kunne gøre!

Samuel var efterhånden frygtelig, frygtelig kendt med de lange arbejdsdage, for han var efterhånden på arbejde i døgndrift – i bogstavelig forstand, og det var et sted også en tanke som efterhånden irriterede ham, så derfor var det frygtelig vigtigt, at der ikke var noget som måtte gå galt lige i aften! Og derfor var det ham en vigtig faktor, at end ikke denne servitrice måtte genkende ham, for han genkendte i den grad hende! For han havde læst op på lektien, han vidste godt at det havde kostet hende mand og bror og sikkert også så mange andre, som han ikke lige kunne huske, men det havde været mange den aften! Det var et helvede af et påstyr som hans bror havde efterladt sig! ”Det er alt sammen fint..” endte han ganske kortfattet. Han selv havde ikke alverdens tid, og han vidste at det var nu at det hele skulle gå mod sin ende, så aftalen kunne komme i hus, og han måske kunne tage sig en friaften, for det ville virkelig være ekstremt tiltrængt efterhånden!
At servitricen endte med at smide det hele i gulvet, var noget som ikke bare fangede Samuels opmærksomhed, men ligeså også manden som han sad overfor, hvor de næsten automatisk halvvejs havde rejst sig. Hvorfor pludselig så.. forfjamsket? Ja, det var måske en lang dag for hende? Måske at hun bare havde tabt det på grund af ømme fødder i de sko? Ja, end ikke hendes kavalergang havde han set, for hans fokus hvilede helt andre steder. Han var jo trods alt så tæt på at få hele opgaven ordnet til fulde! ”Klodset servitør..” mumlede han spidst, hvor Samuel kun nikkede sig enig. Han nåede kun roligt at sætte sig tilbage, idet at servitricen var endt med at søge ud bag igen, hvor han alligevel måtte få sine bange anelser, for.. hun havde vel ikke genkendt ham havde hun? Eller nok snarere hans bror, men der var jo heller ikke nogen forskel på dem! Han bed sig let i læben. ”Vanvittigt..” mumlede han tydeligt irriteret, idet hans mobil endte med at ringe. Han himlede med øjnene og fiskede den hurtigt op af lommen. Nummeret havde han ikke lagt ind i telefonen grundet sin egen sikkerhed, men han genkendte det allerede med det samme. Han trykkede på den grønne knap og førte den op til øret. ”Hvad er der..?” endte han med en kortfattet tone. Beskeden som han fik i øret, var bestemt ikke noget som gavnede hans situation på nogen måde. ”Pis…!” endte han fast, som han vendte sig mod manden overfor ham. Jovist vidste han at politiet ikke ville dukke op, men det skulle jo stadig se ægte ud. ”Hvis jeg var dig, så vil jeg komme væk i en fart.. Politiet er på vej..” endte han fast, som han rejste sig. Manden rejste sig lige så hurtigt. ”Hvad foregår her..?!” endte han fast. Samuel vendte sig mod ham. ”Jeg er blevet skygget. Smut!” endte han fast. Velvidende om at det ødelagde hele sagen! Han fik mobilen ned i lommen, som han så manden spurte ud af dørene, hvor han selv vendte blikket den anden vej. Han vrissede let. Hun havde ødelagt det! Hastigt skyndte han sig igennem køkkenet. ”Hvor er garderoben?!” endte han fast.

Den blonde servitrice så overrasket til. Hun havde aldrig set Sophie eller hvad hun nu hed på den måde. Hun skulle til at åbne munden i ren protest, men der var ikke meget andet at gøre. Hun gik hen og begyndte at tørrer op, og samle de ødelagte skår op. Den tøs var så godt som fyret, det var hun overbevist om. Som den fremmede gæst kom hen og spurgte efter garderoben pegede hun blot. ”Ud af døren og lidt ned af gangen,” svarede hun irriteret før hun igen gav sig til at fortsætte rengøringen.
Den pludselige hukommelse var kommet frygteligt ubelejligt. Der var ingen nåde på dette sted, og hun havde nok sørget for at få sig selv fyret, men hvad pokker skulle hun gøre?!
Tanken om igen at stå ansigt til ansigt med den mand som aldrig var blevet dømt for mordet på hendes forlovede, bror og kære venner, det gav hende næsten en kvælende fornemmelse. Hun stod med telefonen knuget ind til sit bryst, og følte næsten at hjertet ville forsøge at hoppe ud. Hun kunne ikke blive der!
Ud af alle mennesker som levede i New York så skulle hun igen se ham?! Hvem havde været den mand som han havde siddet med? En som kendte til hans bedrifter? Hun lod hånden løbe igennem det mørke hår, og satte sig ned. Det stod ned i stænger udenfor, de høje hæle ville ikke bringe hende særlig langt. At man allerede havde bragt hendes besked videre, var hun på ingen måde klar over, den eneste tanke hun havde var at hun skulle væk. Hun satte sig ned på en bænk og løsnede de tætsiddende sko, så hun igen følte jord under sig. Der var dog ikke megen til til at ømme sine fødder. Sophia tog skoende i sine hænder og smed jakken omkring sine skuldre. Med skælvende hånd låste hun sit skab op og greb om tasken. Nøglen lod hun sidde i. Benene truede virkelig med at knække sammen under hende, hun kunne kun håbe at han ikke havde genkendt hende, men det var jo også.. 7 år siden nu, så mon dog! Den hurtigste vej var måske også den farligste. Hun rev døren fra garderoben og ud til gyden op. Parkeringspladsen lå lige bagved og folk fra gaden var ikke i stand til at se ind. I ren panik glemte hun at lukke døren, selvom det nok afslørede hendes flugt. Hun drejede ind på selve parkeringspladsen hvor høje murer omkring skjulte hende fra omverdenen. Hun lænede sig op af muren og forsøgte at trække vejret mere rolig end det hun havde formået til nu!

Det var bestemt heller ikke sådan her Samuel havde regnet med at det hele skulle gå for sig, og det var en tanke som faktisk måtte irritere ham, for hvis denne handel nu var afbrudt, så havde det kostet ham ti år med arbejde for de federale, og det var en tanke som helt klart ville irritere ham som aldrig nogensinde før, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han vidste at politiet ikke var på vej, men af den grund, så var dette alligevel forbandet ødelæggende for hans arbejde, og det var ikke ligefrem det som han havde regnet med skulle ske! Tanken gjorde ham hidsig.. utrolig hidsig! Som han fik vejen ind til garderoben, så var han skam også nogenlunde sikker på at det var der han skulle finde hende, og det var bestemt ikke noget som kunne gå hurtigt nok, for hvis han ikke fangede hende, så blev han endnu en gang gjort opmærksom i medierne, og det var bestemt heller ikke noget som ville gavne hans situation! Specielt nu hvor han var så tæt på!
Samuel nåede hastigt ud i garderoben, også selvom han kunne se, at han var for langsom. Han bed tænderne fast sammen. ”Fandens..!” endte han med en direkte hvislende stemme, for det var en tanke som gjorde ham direkte vred, for det måtte bare ikke gå galt! Han så sig omkring, også selvom den åbne dør meget hurtigt faldt ham i blik, selvom den bestemt heller ikke gjorde det bedre for ham. Var hun allerede kommet udenfor? Så håbede han så sandelig at hun ikke var kommet længere væk end til parkeringspladsen som han vidste var lige her omkring! Han var nødt til at blive i rollen, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det nemmere for ham lige nu! Han endte med at trække sit håndvåben. Han gik jo trods alt heller ikke nogen steder uden, for det var bestemt heller ikke noget som hjalp ham på nogen som helst måde overhovedet! Han fnøs ganske kortfattet. ”Skide servitrice..” endte han fast og endte direkte ud i det styrtende regn, selvom han ikke tog sig af det. Kursen satte han allerede med det samme i retningen af parkeringspladsen.. og ganske rigtigt.. Han var temmelig sikker på at det var hende, så febrilsk som hun bevægede sig frem. Det kunne godt være at det var 7-8 år siden hændelsen, men han havde heldigvis læst op på lektien og nu var han nødt til at gøre noget ved det, for nu havde hun slået en voldsom knude på den tråd som slet ikke skulle slås knude på! Han endte hurtigt henne ved hende, hvor armen sneg sig om hende, greb omkring hendes håndled og trykkede hende tæt ind mod sig, hvor han satte sit håndvåben direkte i hendes side, også for at lade hende vide, at han faktisk mente alvor. Det hele var for rollens skyld. ”Din bil..” endte han ganske kortfattet direkte mod hendes øre.

Sophia blev stående som frosset op af væggen. Hun turde knap at trække vejret men panikken havde allerede taget sit tag om hende, og havde formået at gøre hende forpustet. Regnen silede ned over hende, fik den i forvejen tætsiddende kjole til at føles tungt og klistret. Skoende holdt hun stadig i sin hånd, selvom det ikke gav nogle mening, hun havde ikke behov for dem. Hun kunne høre nogle inde i garderoben, og de manglende klik-lyde fra hæle manglende, hvilket kun fortalte hende, at han havde genkendt hende, den tanke gjorde hende direkte panisk! Tårerne strøg lydløst ned over hendes kinder, selvom de blandte sig med regnen og dermed forblev skjult. "O..okay det sk..skal nok gå," hviskede hun for sig selv. Vejen lå ikke langt derfra, hvis hun skulle have en chance var det nu. Hun tvang sig selv væk fra muren for at løbe mod gaden også selvom nær snublede over en sten, og løb direkte ind ham. Det føltes som om hendes hjerte stoppede. Hans øjne var ligeså kolde som hun huskede dem, og han duftede nøjagtig ligesådan! Omgående gav hun slip på de høje hæle og lod dem falde til jorden.
Hun frøs ind til hans krop, turde knap at bevæge sig, og særligt ikke da hun følte våbnets munding mod sin side. Hun kunne næsten føle kuglen borer sig ind i hendes bryst igen. ”Hv..hver s..s..sød,” hviskede hun direkte bedende ude af stand til at holde gråden væk fra sin tone. Med det faste greb omkring hendes hænder endte hun med at tabe mobilen. Det var ikke gået op for hende var meget hun skælvede, men om det var af frygt eller af kulden vidste hun ikke rigtigt. Blikket gled omkring på medarbejdernes parkeringsplads, eftersom hun ikke boede langt derfra havde hun slet ikke råd til hverken bil eller kørekort. Pistolmundingen mod siden gjorde hende ude af stand til at tænke så meget som en klar tanke. ”Jeg h..har in..ingen,” erkendte hun næsten febrilsk. Hun havde allerede tilkaldt politiet og det kunne næppe tage dem så længe at komme frem, hun undrede sig over hvorfor hun ikke kunne høre sirener. Han havde forsøgt at slå hende ihjel en gang, ville han begå samme fejl igen? Det tvivlede hun på. En overmod voksede i hende ved tanken om at han ville skyde hende alligevel. Hun gjorde et ryk i forsøget på at slippe væk fra ham, også selvom det gjorde ondt i armen. Hun havde ikke tænkt sig at give sig så let igen! ”Slip!” udbrød hun med en hæs stønnen, for det havde hun virkelig ikke tid til! Adrenalinen pumpede rundt i kroppen, gjorde hende frygtelig modig, hun skulle bare væk og det kunne ikke gå hurtigt nok!

Samuel havde genkendt hende allerede med det samme, hvilket vel også var det som havde gjort, at det var gået så hurtigt? Han var slet ikke i tvivl om, at hun ikke havde genkendt ham med det samme, men det var tydeligvis kommet, for ellers var politiet ikke kontaktet! De vidste jo godt, at den oprindelige Nathan Sanchez var død for flere år siden – skudt ned midt i feltet, også selvom det var sket så afliggende, at han sagtens kunne hoppe ind i rollen og fortsætte det i den gode sags tjeneste, og det var lige præcis hvad han havde i tankerne at skulle gøre, for det var det eneste som han havde! Hans blik hvilede på hende, som hun var endt oppe af muren ikke så forbandet langt væk fra ham. Det var heldigvis til hans fordel at hun havde genkendt ham som den mand hun troede han var, for ellers ville det hurtigt få andre til at stille spørgsmål, og det var da slet ikke noget som ville gavne ham! Heldigvis i den situation, men det gavnede ham slet ikke at han havde mødt en af de to som han bare slet ikke skulle møde på vejen, og det var en tanke som direkte.. skræmte ham et sted!
At lukke hende direkte ind mod sin egen krop, var egentlig kun for selv at holde kontrol på hende. Sirenerne ville slet ikke dukke op, så han var nødt til at handle hurtigt, og det skulle være nu! Pistolens munding hvilede direkte mod hendes side, også for at understrege det alvor som han selv måtte lægge i det, for det var faktisk temmelig meget! Han kneb øjnene fast sammen. At hun ikke havde nogen bil, gjorde det ikke ligefrem meget bedre, for han havde ikke alverdens med tid og det hele skulle jo se rigtigt ud som det var i forvejen. ”Skide servitrice..” vrissede han let, som han endte med at låse grebet fast omkring hende, selvom det var tydeligt at hun havde andre intentioner, hvilket kun var noget som gjorde ham umådelig vred! ”Stå i ro..!!” endte han hvæsende, idet han førte pistolen til hendes tinding i stedet for. ”Eller jeg skyder… Og jeg mener det!” endte han fast, som han rev hende med sig i stedet for. Tak og pris for at han var en større mand end det som hun var en kvinde! Hans egen bil stod ikke langt derfra, men.. det var nærmere gaden og han hadede det.. Folk kunne jo se dem! Han himlede med øjnene. Han var jo nødt til at tage chancen, for denne kvinde kunne han ikke lade gå! Han rev hende med sig hen til den mørke bil med en voldsom hånd. Heldigvis ikke så langt igen, men langt nok i hans øjne! Han fik hende hen til bilen, hvor han tvang døren til bagagerummet op. Han måtte handle hurtigt!

Efter alle de år havde Sophia slet ikke regnet med at han i det hele taget ville genkende hende, hun var end ikke sikker på at han havde været klar over at hende og Isabell var overlevet det ellers brutale angreb. Det var først inden for de seneste år hun var blevet i stand til at sove i sin egen seng uden at vågne af mareridt, eller uden at føle sig direkte utryg i sit eget hjem, og nu følte det bare som om at hun levede mareridtet om igen. Det mest fornuftige havde været at blive inde blandt de andre, men de pressede situationer gav hende en direkte følelse af panik. Hvis ikke han slog hende ihjel, så ville hun ende på gaden fordi hun var blevet fyret fra sit job. Hun forsøgte at vride sig ud af hans greb, men endte kun tilbage i hans favn. Hans duft var anderledes, men det kunne være hende som huskede forkert selvfølgelig, også selvom hun ellers så det for sig i detaljer. Hun havde lyst til at skrive, men tvang det tilbage, mest på grund af pistol mundingen der pludselig endte ved hendes tinding. Hun stivnede atter på stedet og stirrede op mod himlen hvor regnen faldt ned over hendes ansigt.
Hun turde ikke se på ham! Det var tydeligt at han var vred.. mindst ligeså meget hun var oprevet. ”Lad mig gå,” hviskede hun hæst og stadig bedende. Hvis først han fik hende med sig, ville hun være død ved næste givne lejlighed. Et sted var hun fristet til bare at bede ham om at få det overstået, det andet holdt hun virkelig ikke til! Med modvillige babyskridt fulgte hun ham hen til bilen, nu hvor hun ikke selv havde nogen. Det kække smil var falmet for længst, for der var virkelig ikke noget at smile af, desuden var hun gennemblødt og direkte kold. Hendes øjne blev større da det gik op for hende hvad han ville have hende til.. ”N..nej!” endte hun direkte febrilsk. Hun brød sig ikke om små rum og da slet ikke et bagagerum! Hun endte med at samle sig bare en smule. ”Få d..det da ove..overstået i stedet,” endte hun selv en anelse vrissende, også selvom gråden svækkede hendes tone betragteligt. Udefra lignede de vel næsten bare et par som havde haft et skænderi? Under alle omstændigheder var der ingen som lod til at bemærke dem, hvilket var ret typisk for byen. De mørke lokker faldt ned og klistrede sig til hendes slanke hals. For første gang lod hun de nøddebrune øjne søge direkte ind i hans, med kun panik og frygt at sporer.

Dette var for pokker noget som kunne sætte det hele i fare, og det var slet ikke noget som Samuel var videre interesseret i på nogen måde! Det ville ødelægge det hele! Og det var bestemt ikke noget som han ønskede sig, selvom det ikke var noget som han kunne fortælle denne unge tøs! Han vidste hvad hun havde været igennem, også selvom det næppe hjalp ham at skulle kidnappe hende, men han havde virkelig ikke noget andet valg, og han kunne ikke bare lade hende vandre frit, specielt ikke nu hvor hun faktisk havde set og genkendt ham! Han vendte blikket direkte mod hende og med den direkte vrede mine, også selvom han faktisk var.. mere bange i denne stund, end det som han var andet. Pistolens munde lod han hvile direkte mod hendes tinding, også for at holde hende i ro, for det ville bestemt ikke hjælpe ham at der blev gjort mere obs på at han var der, for det ville bare ødelægge.. alt!
Samuel vendte blikket direkte mod hende, som hun begyndte at gøre modstand. Han truede ganske vidst med at skyde hende, men han kunne da slet ikke drømme om det! Kun fordi at det ville ødelægge langt mere end det ville gavne. Bagagerummet havde han fået op, hvor det vel også blev gjort tydeligt for hende, hvad det egentlig var der skulle ske, for han kunne mærke det på hende, også på den måde som hun reagerede på, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hans vedkommende af den grund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Så er det jo godt at det er mig der bestemmer..!” endte han bestemt, som han endte med at låse grebet direkte fast omkring hendes skikkelse. Det var ham som var den store og stærke, og selvfølgelig var det noget som han agtet at holde fast i, så længe at det var ham menneskelig muligt, for han kunne bestemt ikke lade hende gå! Og det var slet ikke noget som kom på tale nu! Hendes panik og frygt, kunne han fint se, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre for ham, for han var nødt til at fastholde den rolle når han var udenfor sit eget hjem! ”Få det overstået..? Så gerne..” endte han med et kynisk smil på læben, som han direkte tog fat om hende, tvang hende resten af vejen hen mod bilen, kun for at gøre et fast forsøg på at få hende op i armene så han kunne få hende tvunget ned i det, og smække låget i. Han kunne ikke lade hende blive her nu.. Ikke nu hvor han var genkendt, og det var noget som direkte irriterede ham!

Sophia havde ingen idé om hvad det var hun havde sat i gang. Det eneste hun så for sig var den mand som havde slået gode venner, samt hendes forlovede ihjel og selv været frygtelig tæt på at slå hende ihjel. Denne gang regnede hun med at han ville fuldfører opgaven, han ville nok næppe lade hende gå efter dette og tanken gjorde hende direkte rædselsslagen. Hun havde brugt 7 år på at komme sig over hændelsen, og til tider plagede det hende stadig i hendes mareridt, og nu skulle hun til at gå igennem det helt forfra? Den vrede mine gjorde hende direkte angst. Hendes hjerte slog så hurtigt at hun næsten turde sværge at det snart ville hoppe ud af brystet på hende og det var bestemt ikke behageligt. Hun stirrede direkte opgivende mod bilens bagagerum og følte pistolmundingen mod sin tinding. Hun følt mest af alt for at skrige, andre ville helt sikkert høre hende, men hvad nyttede det, når det eneste han skulle var at trykke på en aftrækker? Sophia endte med at stå fuldkommen stiv. Hun holdt vejret selvom det var anstrengende med henblik på hvor hurtigt hendes hjerte hamrede mod brystet, men hun turde slet ikke prøve på andet. De mørke lokker var blevet gennemblødte og dryppede ned over hendes skikkelse, klistrede sig til hendes hals i ligeså høj grad som kjolen gjorde. Hun skælvede ikke mindst fordi hun følte sig kold, og bilen virkede slet ikke mere fristende end tanken om sin varme seng. Hun kunne ikke sige imod at det var ham som havde magten lige i øjeblikket, men hvor ville hun dog ønske at det bare var endnu en ond drøm! Hun kunne høre stemmerne summe i New Yorks gader og bilerne køre forbi lige for næsen af dem. Når hun mente at han skulle få det overstået, så mente hun at han skulle placere en kugle i hendes hoved, for det ville hun i den grad hellere end at skulle igennem et helved først! Hun gispede direkte chokeret da han tog hende i armene og tvang hende hen til bilen. "N-Nej!" råbte hun panisk. Først ved bagagerummet begyndte hun forgæves at kæmpe imod. Hun endte alligevel med ligge på den trange plads og det skræmte hende. Herinde føltes kjolen kun mere klam og hun følte sig spærret inde.. men det var nok hele idéen. Det var næsten en lettelse da han smækkede lågen over hende og hans ansigt forsvandt fra hendes åsyn. Tårerne strøg ned over hendes kinder. Den smule mascara hun brugte på arbejdet, løb allerede ned over hendes kinder. Hun turde næsten ikke at trække vejret endnu, desuden lå hun direkte akavet, det var jo ikke plads der var mest af! ”Luk mig ud,” hviskede hun hæst også selvom hun godt vidste at det ville være direkte nytteløst!

Det var slet ikke fordi Samuel ønskede at skræmme hende mere end det som godt var, men Sophia havde gjort det som han slet ikke havde regnet med. Hun havde ikke bare set ham, men også genkendt ham, og det var noget som direkte tvang ham til at handle, og derfor var han jo direkte nødt til at skulle handle på den måde som han gjorde det i denne stund, for han kunne bestemt ikke lade hende gå! Han stod med pistolmundingen mod hendes tinding og det eneste som han skulle, var at trykke på aftrækkeren, men han kunne ikke.. det var ikke ham som gjorde sådan noget, det var hans bror! Han vendte blikket direkte mod hende, som han havde taget omkring hende og tvunget hende resten af vejen hen til bilen, selvom det var tydeligt, at det slet ikke var noget som hun havde lyst til. Hun havde bedt ham om at få det overstået? Jamen, det gjorde bestemt ikke ham noget! Så kunne det være, at han kunne gøre noget ved det, før flere skulle få øje på ham, og koble ham til den dårlige side af ham, som havde været så meget oppe i medierne for år tilbage, men det var underordnet for ham nu. Bagagerummet smækket han i, hvor han direkte trak vejret dybt og tungt. Det her satte virkelig det hele i fare, og det ødelagde virkelig også bare.. alt! Han sukkede direkte opgivende, som han gik hen til døren som han tvang op, kun for at finde sin bilnøgle frem, som han satte i og fik startet bilen op. Mobilen fandt han frem og trykkede nummeret ind til hovedkontoret. Han kunne det heldigvis i hovedet – i tilfælde af at hans mobil blev væk eller stjålet, hvilket var en står risiko som han løb i hans arbejde, og specielt med det som han lavede. ”Så tag den dag for pokker..” mumlede han direkte vredt, idet han bakkede ud af parkeringspladsen og direkte ud på vejen. Det kunne måske føles som han tvang speederen i bund, men han var vred, og han skulle bare på farten og det skulle være nu! Han var vred, men et sted også fordi at han var bange, og det var ikke noget som han kunne gøre noget ved alligevel! Med den ene hånd på rette og den anden med mobilen mod hans øre, så holdt han nu alligevel øje med vejen. Tøsen have han i bagagerummet, også fordi at hun slet ikke skulle være der.. Han ville jo nødigt ende med at udsætte hende for fare, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for! Det var jo ikke hans job at udsætte andre for fare! Tvært imod, så var det hans job at holde dem sikre!

Det havde taget hende nogen tid også fordi det var mange år siden, og han var jo blevet en del ældre siden, noget havde virkelig forandret sig ved ham, det måtte hun erkende, for ellers ville hun jo have genkendt ham med det samme. De øjne var ingen hun tog fejl af, og han skulle ikke have lov til at slippe fra det, de havde jo aldrig fundet ham i sin tid. Det havde næsten været for tilfældigt at hun skulle støde på ham af alle mennesker der boede i New York! Hendes hjerte slog ulideligt hårdt, det var lige før det ville slå hende ihjel før han ville i sig selv. Hun lå i det mørke bagagerum og skælvede af ren og skær kulde. Kjolen var våd og klistrede til hendes krop, desuden kunne hun ikke strække sine ben hvilket var frustrerende. Hvor de skulle hen havde hun ikke den mest fjerne idé om, og hun turde næsten ikke at tænke over mulighederne, med de mennesker han havde slået ihjel, havde han vel næsten en kirkegård for sig selv? Hun slog ikke på bagagerummet for ingen ville høre hende uanset, det var New Yorks trafik og aften, ingen ville nogensinde have en chance. De mørke øjne gled rundt for at overveje sine muligheder men det lod ikke til at der var de helt store. Det føltes næsten kvælende at ligge deromme, særlig fordi hun kunne høre hans stemme. Det lød næsten som om han forsøgte at få fat i en vigtig.. måske den gæst han havde fået kaffe med? Det lod til at han temmelig hurtigt var kommet af vejen. Det var tydeligt at de kørte hun kunne føle hjulene under sig på en eller anden underlig måde, og det gjorde hende en smule svimmel. Samtidig var hun udmattet og havde mest lyst til at sove, men det turde hun end ikke. I sit stille sind bad hun til gud, på trods af at hun aldrig havde været særlig kristen. Lidt skramlende forsøgte hun at vende sig sådan at hendes ben ikke skulle blive ved med at sove. Kjolen sad lige og lige fast i bagagerummet, hvilket næsten lettede hende. Så kunne døren ikke være helt lukket, men det ville være direkte dumdristigt her i byen, hun ville blive kørt ned. Nej hun måtte vente til de kom u på en landevej hvis de i det hele taget gjorde det. Hun forsøgte at kontrollere sin vejrtrækning og slå lidt koldt vand i blodet, men det var bestemt ikke nemt, det eneste hun kunne gøre var at.. vente?

Samuel vidste godt, at han var tvunget til at handle, og det var noget som han måtte gøre hurtigt! At få hende i bagagerummet var måske en fejltagelse, men for pokker… han kunne jo ikke ligefrem lade hende rende frit bare sådan uden videre, for det var slet ikke noget som han ville få det mindste ud af, og det vidste han jo godt! Han havde fået smækket døren i, uvidende om den faktisk var lukket ordentlig eller ej, men af den grund, så regnede han ikke ligefrem med at hun ville hoppe ud, for det ville da først for alvor slå hende ihjel, og det var faktisk ikke noget som han var synderlig interesseret i, for det ville kun ødelægge langt mere end det som det måtte gavne! Nu hvor han havde levet i sin brors skygge igennem så frygtelig mange år, og uden at det var gået galt, så skulle det jo selvfølgelig gå galt nu, og det var en tanke som direkte måtte irritere ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han himlede med øjnene, som han endelig kom igennem på telefonen. ”Jeg har hende i bagagerummet.. Og jeg ved det godt..!” endte han med en fast tone. Et sted var han jo ikke bare vred, men også.. bange? Bange for hvilke konsekvenser dette havde skænket ham? For det var noget som i den grad havde gjort det hele langt mere besværligt for ham end det som det havde været i forvejen, og det var i den grad en tanke som gjorde ham vred, for han havde virkelig arbejdet hårdt for den aftale, og han havde været så tæt på at få det hele i hus her til aften, hvis det ikke havde været for den forbandede servitrice. ”Hvor mange er der ikke i hele New York Karl Smart.. Og så skal jeg støde på hende som en af de to, jeg bare ikke måtte.. Jeg har kæmpet for det her i 7 år nu! Jeg lader det ikke gå!” nærmest skældte han ud i telefonen, som han strammede grebet omkring den. Han holdt sig for nu på hovedvejen. Et sted vel også i håbet om at hun ville falde i søvn før eller siden, for det gjorde det hele langt nemmere også for ham, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Han endte med at svinge af i et lyskryds og kørte ind på en mindre sidevej. ”Jeg er fuldstændig ligeglad, for jeg sætter hende ikke bare af igen! Er du klar over hvor meget det her har ødelagt?! Få arrangeret et hus langt ude i ingenting.. Send mig koordinaterne…” endte han med en fast tone, som han smækkede røret på og smed sin mobil ned på passagersædet ved siden af ham i stedet for. Han fnøs. ”Idiotiske…” endte han fast, som han svingede af igen og igen, kun for at søge ud på en af de mindre landeveje. Han skulle bare væk fra byen!