First step on the way!

Nathan var død og borte, og i og med at de lignede hinanden så meget, var heldigvis til hans fordel, når det kom til arbejdet som han havde været fanget i, igennem 7 lange år, for det havde virkelig været frygtelig lange år, hvor han havde spillet Nathans liv. Var der i det hele taget nogen som huskede Samuel efterhånden? Eller var det ham som var død for folk? Han skød de tanker væk, som han holdt øje med vejen og bare lyttede til hende ved siden af sig. Hun lød da om ikke andet til at være faldet en anelse til ro. ”Whatever..” mumlede han let og himlede med øjnene, for det var slet ikke noget som gavnede nogen af dem af den grund. Han drejede af endnu en gang, og førte dem ud på den evige lange øde landevej og med den samme faste mine. Stolede hun ikke på ham, så var det ikke hans problem, men hendes eget, og så måtte hun finde ud af det på den vej! At hun spurgte ind til hans bror, fik ham svagt til at smile. ”Han døde ganske kort efter hændelsen for 7 år siden. Overmandet af politiet i en gyde.. Han skød, de skød og de.. slog ham ihjel,” svarede han roligt. Det var egentlig ikke fordi at det rørte ham at snakke om hans bror, men selv den hændelse var holdt ude af medierne, for han havde ikke tøvet med at hoppe ind i rollen da han havde fået muligheden for det. Han satte tågelygterne på, så han kunne se langt, og vendte blikket mod vejen endnu en gang. Hun virkede da langt mere rolig nu, end det som hun havde gjort til nu? Hans hænder strammede grebet betydeligt mere om rattet, også for at skulle holde sig selv lidt i skindet. Hun skulle jo selvfølgelig bare fortsætte med at arbejde mod ham, og det var en tanke som virkelig irriterede ham, for hun gjorde det hele langt mere besværligt end det var i forvejen! ”Kan du ikke bare fatte, at jeg ikke bare kan sætte dig af?! Jeg er ligeglad med din husleje og dit job! Det jeg er bekymret for, er for pokker da dit liv..!” endte han med en stemme kun præget af frustration, for det kunne da ikke være det sværeste at forstå?! Han vendte blikket ganske kort mod hende endnu en gang. ”Sædet kan lægges tilbage Sophia..” Han forsøgte da om ikke andet at beherske sig lidt, selvom det var svært! ”Prøv at få noget søvn. Det bliver en lang køretur,” endte han ganske kortfattet. Ikke bare et venligt forslag, men nærmest som en ordre. Han kunne sagtens være en god mand.. det kunne han faktisk, men ikke når man konstant arbejdede mod ham!

Sophia var meget nysgerrig på hvad der var hændt hans bror, hvis man antog at hun valgte at stole på. Måske det ville være lettere, han havde jo de klare beviser på at han var en god mand. I det store og det hele gjorde det vel heller ingen forskel om hun stolede på ham eller ej? Han kunne slå hende ihjel uanset hvad, og der var ikke rigtigt nogle steder at flygte hen. Hvis hun var heldig så ville han lade hende være alene hvor end han havde tænkt sig at sætte hende af, og så måtte hun jo se derfra. Tanker fór rundt i hovedet på hende, og drev hende næsten ind i en siddende søvn. Den kølige og irriterede tone, gjorde det ikke nemmere for hende på nogen måde, måske hun modarbejdede ham, men han var heller ikke ligefrem troværdig! Hun lyttede nøje til hans forklaring.. Nathan? Havde det været hans navn? Hun havde aldrig vidst hvem manden var. Tanken lettede hende virkelig, for hun havde levet hver dag i frygten for at.. ja at det her skulle ske! ”Politiet lovede mig at give besked når de fangede ham. Vi var to der overlevede den aften og som ikke har fået ro i 7 år,” hun så væk fra ham, og blev fjern i blikket ved tanken om hvad der var sket. Hun var faldet betydeligt mere til ro, også selvom hun stadig skælvede af ren og skær frygt. Om ikke andet forholdt hun sig da roligt, mest fordi hun ikke havde noget valg. Hun så på vejen kun oplyst af månen og hans forlygter. Hun undrede sig lidt over at de ikke havde mødt en eneste bil på deres vej, og de havde kørt i temmelig lang tid, sådan føltes det om ikke andet. Det havde heller ikke været helt mørkt da de stod på parkeringspladsen. Den lidt aggressive tone fik hende til at krybe en smule sammen ganske af sig selv, for hun brød sig ikke om det i forvejen, men lige i aften kunne hun slet ikke have hans hysteri i hovedet. ”Så fortæl mig hvor lang tid jeg skal være væk? Og hvor pokker du har tænkt dig at fører mig hen. Hvis du ikke har tænkt dig at slå mig ihjel, så får jeg brug for penge så jeg har et sted at bo.. idiot,” det sidste var mer en mumlen for sig selv, for hun var dybt irriteret på ham. Stilheden lagde sig igen i bilen, til han besluttede sig for at finde en mere rolig tone frem igen. En mere akavet stemning havde hun aldrig været ude for! ”Jeg.. vil faktisk helst ikke bevæge mig for meget. Ellers tak,” afslog hun lidt mere høfligt, også selvom tonen af mistro lå der uanset hvad hun gjorde. Hun rynkede let på panden. ”Hvor lang tid har vi kørt?” spurgte hun lidt mere nysgerrigt også for at få bare en smule tidsfornemmelse tilbage!

Samuel vidste godt, at politiet havde lovet at give besked når Nathan var fanget, men.. i princippet var han jo heller ikke fanget, og man måtte jo opveje lidt det gode med det dårlige, for det var to som havde overlevet, to kontra en hel by som skulle vises sikker, og det var jo ikke fordi at hun ikke havde været sikker, men det at hun havde set ham og faktisk ringet efter politiet, var jo noget som satte hele hans arbejde og det som han havde arbejdet så hårdt på i fare, og det var slet ikke noget som han fandt sig i, på nogen måde overhovedet! Han vendte blikket ganske kortfattet mod hende endnu en gang, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være. Han smilede svagt. ”I princippet blev manden aldrig fanget, men dræbt..” påpegede han med en ganske sigende mine, for løgn var det jo ikke engang. Han holdt dog denne gang øje med vejen, også selvom det virkelig måtte irritere ham, at hun skulle arbejde sådan imod ham, for det var slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst! Han havde brug for at vide, at han gjorde det rigtige, selvom han dog kunne forstå det. At hun så skulle fortsætte med at køre rundt i det, var et sted en tanke som direkte irriterede ham, for han kunne slet ikke svare på det. Det afhang jo helt af hans arbejde og hvordan det gik frem, før han kunne sætte hende af i New York igen. Han himlede med øjnene med en kort tænkende mine. Han lod hende dog ikke blive i det sikre hus alene, så måtte han jo gøre det til hans hovedbase for nu om ikke andet, pog så måtte han jo tage de ture ind til New York når det blev nødvendigt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg ved det ikke helt præcist. Men måneder skal du nok regne med. Det kommer an på om jeg kan redde den aftale i land, som du lige valgte at spolere for mig,” nærmest fnøs han af hende, som han vendte blikket mod hende endnu en gang. Hun havde ondt, og det kunne han godt se, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne tage sig af som sådan. At hun så ikke ville lægge sig til at hvile, måtte hun jo selv om. Det var faktisk bare et venligt forslag fra hans side af. ”Det var også bare et forslag.. Vi har kørt i godt og vel en lille time vil jeg gå ud fra.. Der er endnu et par timer endnu.. Så hvis du ville have noget søvn.. Så kan jeg se på dine sår når vi kommer frem..?” endte han sigende. Det var jo ikke noget nyt for ham, at tage sig af egne sår uden lægebesøg. Det kunne han slet ikke i hans erhverv!

Politiet havde lovet at give hende og Isabel klar besked når han var uskadeliggjort på den ene eller på den anden måde, men hvis han havde overtaget sin brors liv, så var han i teorien heller ikke fanget, det kunne hun godt se logikken i, men tanken gjorde hende vred, netop fordi hun havde levet i frygt og i et levende mareridt gennem de sidste mange år, hun havde været tvunget til at droppe sin uddannelse og hele det liv hun havde været i gang med at bygge op omkring sig. Det gjorde hende faktisk vred, men hun bed det i sig for nu, særlig nu hvor han lod til at være faldet lidt til ro også selvom han var en meget fast mand. Hun anede et lille smil på hans læber, hvilket næsten var mere skræmmende end hans hysteri. ”Måske. Men han blev uskadeliggjort. Hvor forvirrende,” endte hun lidt opgivende. Det var ikke noget hun kunne forstå sig på, men det vat tydeligt at det var noget som hun skulle lære at forstå sig på, for hun var blevet en del af det. Hvor ville hun dog have ønsket, at hun aldrig havde genkendt ham eller i det hele taget reageret på det. Hun vendte blikket mod ham med direkte chok. Måneder?! Måneder indespærret på et eller andet gudsforladt sted uden noget.. hun ville være hjemløs når hun først kom tilbage, og hvad ville de ikke gøre med hendes ting? Det irriterede hende tydeligt at han gav hende skylde for at have ødelagt alting. ”Måneder? Jeg kan ikke blive væk i måneder!” udbrød hun næsten febrilsk. Pludselig havde hun igen lyst til at tude men hun bed det i sig igen. Kidnappet.. for måneder? Hun havde troet at dette mareridt var sluttet for mange år siden! ”Desuden.. du kan ikke bare.. enten overtage eller være, eller hvad du nu er, en morder og en kidnappet og ikke forvente en reaktion! Jeg håber for din skyld at du får gjort det hurtigt, for jeg har ingen intentioner om at blive længe, om jeg så skal gå tilbage til New York,” vrissede hun stædigt. Hun havde selv både temperament men hun var ligeså meget beslutsom, også selvom de allerede var langt derfra. Tanken om de kun havde kørt i en time kom bag på hende, for det føltes jo som meget mere! Hun havde ondt og hun var træt og irriteret! ”Det går væk af sig selv.. Jeg skal bare have noget søvn,” svarede hun som en lidt skjult afvisning. Hun lagde sig ind mod sædet og lukkede øjnene. Hvis der var timer endnu så kunne hun ligeså godt få sig noget søvn hun havde behov for det, desuden kunne hun ikke magte at høre hans stemme en gang til!

Samuel var hoppet ind i rollen, så i princippet var Nathan Sanchez faktisk stadig løs og på fri fod, også selvom det ikke var noget som han ønskede i længden, for han ønskede bare den mulighed for at få afsluttet sit arbejde og så komme hjem og bare være sig selv, selvom han vidste, at det var noget som havde ekstremt lange udsigter. Han havde været i arbejdet nu i 7 lange år, og det så slet ikke ud til at stoppe. ”Jeg ved godt det er forvirrende.. og det er bedst sådan..” fastholdt han en kende stædigt, som han fortsatte med at have blikket på vejen. Det var ved at være sent, og herude, var der jo ikke så mange som kørte – hvilket vel også var grunden til at stedet her, var blevet valgt i udgangspunktet? For det var slet ikke noget som han havde det mindste imod, for det var noget som kun gjorde det hele så meget bedre for ham, for han var jo trods alt også nødt til at sørge for at hun var i sikkerhed, og så måtte hun bare acceptere at det kunne tage måneder, hvis ikke år! Hans hænder lukkede han mere og mere fast omkring rattet på bilen, for han forsøgte virkelig at holde sig i skindet, men det var bestemt heller ikke fordi at hun gjorde det meget nemt for ham, for det gjorde hun altså ikke! ”Jeg kan næsten garantere dig for, at du bliver slået ihjel, hvis du vader tilbage til New York nu, kun fordi du reagerede og ringede 9-1-1! Du er nødt til at lytte til mig, når jeg siger, at du er i fare! Da du ringede, kastede du dig ud i sager, du ikke bare kan forlade igen.. Du kan ikke gemme dig i New York,” afsluttede han med en fast tone. Desuden ville det ende ud med at blive en leg som katten efter musen, og det ønskede han jo heller ikke for hende. At hun så valgte at lægge sig til at sove, havde han bestemt ikke noget imod, for så kunne det være, at han kunne få noget ro resten af vejen frem? Heldigvis!

Samuel drejede roligt ind på en mere øde privat landevej så langt ude i ingenting, at det ikke var fordi at man kunne se noget omkring, andet end sten og sand og så et lille hus frygtelig langt ude. Han smilede let for sig selv, som han satte farten ned over den hullede vej, selvom det slet ikke var noget som han tog sig af som sådan. Hun havde sovet godt hele vejen, og nu hvor de var ved at være ved vejs ende, så var solen faktisk også begyndt at vise sig i horisonten igen. Selv kunne han godt bruge noget søvn efterhånden, men han var trods alt nødt til at sikre sig, at hun var i sikkerhed først, for det ville blive hans førsteprioritet! ”Så er vi her..” Han drejede op helt ved huset og ved hoveddøren, så det ville være nemt for hende at komme ind, selvom.. kunne hun selv? Han vendte sig mod hende, som han roligt løsnede hendes sele, inden han tog sin egen, kun for at hoppe ud af bilen igen. Han gik over på hendes side af bilen. Her kunne han jo godt smide facaden bare lidt. Han åbnede varsomt døren. ”Skal jeg hjælpe dig ind?”

Sophia forstod sig virkelig ikke på hvad alt dette handlede om. Den virkelige Nathan var død, men levede videre på grund af sin bror? Det gav absolut ingen mening, og det gjorde hende bestemt heller ikke tryg! Det var 7 år siden hun sidst havde været en del af dette også selvom det ikke havde forladt hendes sind på noget tidspunkt. Det gjorde ondt at hun havde levet i frygt og nu faktisk på sit vis gennemlevede det hele endnu engang. Hun himlede blot med øjnene af hans ord. Det var forvirrende og hun hadede det, hun forsøgte jo bare at finde hoved og hale i det hele men det var ikke til! Hvordan hun selv var i farer kunne hun ikke se, for det var vel ham som havde problemer og ikke hende? Hun havde aldrig gjort nogle noget! Hele hendes liv var i New York, hun havde sin lejlighed, selvom den ganske vidst ikke var meget at prale af, men efter i aften var hun nok uanset blevet fyret, med andre ord hun stod i lort til halsen, det var ikke noget hun bare kunne flygte fra! Tanken gjorde hende både vred og frustreret også selvom hun var faldet mere til ro og ikke længere var nær så bange. Hun fornemmede det stramme greb om rattet, næsten som forsøgte han at tage sig i at hæve stemmen eller lange ud efter hende, det i sig selv var noget som fik hende til at være lidt mere påpasselig med sine ord. Hans ord skræmte hende. Hvis hun ikke kunne finde tryghed i New York, en by som bestod af alt for mange mennesker, hvor pokker kunne hun så finde fred? Hun var aldrig blevet jagtet eller overvåget men han formåede faktisk at gøre hende lidt bange. ”Så.. så siger vi det,” mumlede hun kortfattet og lod øjnene forblive lukket. Det tog hende ikke lang tid at falde i søvn under den beroligende vuggen fra bilen, og mørket der omringede dem. Hendes åndedrag blev tungt og efterlod hende i en sød søvn.

Det var blevet lyst hvilket var noget som havde vækket Sophia for ganske kort tid siden. Hun ville gerne strække sig, men hun turde stadig ikke at bevæge sig det mindste med de skader hun havde pådraget sig. Der var ikke blevet sagt så meget som et ord. Solen var stået op, og det lod faktisk til at blive en forholdsvis varm dag.. som det så ud nu om ikke andet. Mascaraen var løbet ned over hendes kinder. Hun havde valgt at ignorere det, og stirrede i stedet ud af vinduet og forsøgte at finde ud af hvor de befandt sig, men hun havde ikke den fjerneste idet. Hun betragtede huset som det dukkede frem.. det lå virkelig ude i ingenting, hun kunne end ikke huske halvdelen af vejen de havde kørt. Udefra så det.. temmelig hyggeligt ud også selvom det mest lignede et lille sommerhus ude i en halvvejs skov. Ingen ville have muligheden for at finde det uanset. Sophia blev siddende til han kom ud for at åbne døren, han havde jo sat lås på den! ”Jeg tror jeg klare den,” svarede hun roligt, og rejste sig meget langsomt, også selvom hun næsten automatisk endte med at miste balancen så snart hun kom på benene. ”O..kay jeg tror godt jeg v..vil have hjælp,” endte hun stille, og greb ud efter ham, For pokker hvor gjorde det ondt! ”Av, av, av,” mumlede hun stille og forsøgte at holde balancen. Hun var stadig lidt svimmel, desuden var hun både beskidt og blodig. Allerede nu kunne hun konstatere at det ikke var hendes dag!

Det var slet ikke fordi at Samuel ville bringe tingene op til nogen former for diskussion, men hun gav ham bestemt heller ikke noget andet valg. Han var ikke en mand som man bare lige skulle bide skeer med, så det at hun lagde sig til at sove i stedet for, var slet ikke noget som han havde noget imod, for det gav ham da om ikke andet, så lidt mulighed til at trække noget luft og bare.. slappe lidt af, for det var skam også det som han havde brug for efterhånden, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
At ankomme til stedet, var noget som tydeligvis havde taget utrolig lang tid, og ikke noget som han kunne gøre noget ved. Umiddelbart var huset såmænd hyggeligt, men det kunne virkelig godt bruge en kvindes kærlige hånd, for det var jo ikke altid at det var noget som han kunne slæbe med sig hjem bare sådan. Han havde jo faktisk aldrig nogensinde nogen med hjemme. Han vendte blikket mod hende. Hun ville selv? Han regnede bestemt ikke med at det var noget som ville gå i længden, men nu måtte de jo trods alt bare se, og så måtte de jo tage den, når det måtte komme så langt, det var der ingen tvivl om. Han endte dog temmelig hastigt med at skulle tage fat om hende, for han kunne jo se at hun havde ondt og knapt kunne gå. Hun kunne vel have brækket andet end ribben i det fald? Desuden havde hun hudafskrabninger, og det var tydeligt, at selv hovedet havde fået et lille slag, hvilket bestemt heller ikke var noget som faldt helt i den gode jord ved ham, men igen, så var det jo ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget med. ”Du har jo så lært det på den hårde måde; Aldrig hop fra en bil i fart..” endte han ganske sigende, som han varsomt og noget så forsigtigt, endte med at tage fat omkring hende, kun for at føre hende med sig op til døren, som han roligt puffede op. Møblementet var noget middelmådigt, og kun med det som man næsten kunne forvente sig af et hjem. Ikke mange møbler, hvor der var en enkelt stol og en sofa, et sofabord og et temmelig lille tv, men det var der! Ingen blomster og ingen former for nipsting – ligesom han var vant til. ”Ja.. her skal du så være de næste mange måneder,” endte han ganske sigende, som han roligt fik hende med sig hen på sofaen, hvor han forsigtigt satte hende fra sig. ”Måtte jeg kigge på dine sår..?” endte han stilfærdigt. Det ville jo være langt nemmere, hvis hun faktisk arbejdede med ham, fremfor imod ham!

Sophia havde ikke ønsket at gøre det til en større diskussion end det allerede var blevet, så i stedet havde hun direkte valgt at ignorere ham og i stedet ligge sig til at sove. Den sidste tid havde de ikke sagt et ord til hinanden, hvilket egentlig passede hende fint, for de havde tendens til at gøre hinanden hidsige og det kom der jo heller intet ud af. Selvom hun savnede sin egen seng og ikke mindst New Yorks uro, så var hun lidt spændt på at se hvor han førte hende hen, også selvom hun var blevet skeptisk da de var kørt ned af den lille sti omringet af skov der kun tydede på at det var virkelig lang væk fra alting, og der havde hun virkelig ikke taget fejl! Ude fra så det ganske hyggeligt ud, også selvom hun af ren stædighed hadede stedet.. det var jo ikke hjem og hun var bekymret for huslejen som stod og ventede på hende og hvad der skulle blive af hendes ting. Selvom hun meget forsigtigt forsøgte at komme ud af bilen, knækkede hun sammen næsten med det samme. Hun greb om ham for at finde bare lidt støtte det var et helvede at bevæge sig. Hendes åndedrag blev mere anstrengte og hyppige, for at trække vejret ned i maven kunne hun ikke. Hun vendte de mørke øjne mod ham lettere forundret over at han så.. roligt tilbød sin hjælp. Hun nikkede stille.”Det skal jeg da lige love for,” medgav hun næsten med antydningen af et smil på læberne. Det havde virkelig været dumdristigt men hun havde været bange.. et sted var hun stadig bange udelukkende fordi hun ikke havde nogen idé om hvad der skulle ske herfra! Sophia lod ham roligt fører hende med sig indenfor i det lille hus.. hytte.. hvad man nu kunne kalde det! Hun stirrede på det direkte uimponeret. ”Hah.. Det har i den grad brug for en kvindes kærlige hånd. Ihvertfald hvis jeg skal bo her” konstaterede hun. Møblementet var ikke kun middelmådigt men bestod også kun af det mest nødvendige, der var ingen hjemligt eller varmt over det, ikke så meget som en plante eller en nipsgenstand! Her kunne hun ikke bo i måneder, hun var vant til byen ikke til.. dette og alt den natur der tilsyneladende lå omkring. Forsigtigt fulgte hun ham hen til sofaen hvor hun gled ned. Den var tilgengæld ret behagelig og stor nok til dem begge. Hvor slemt det stod til med sår havde hun endnu ikke fundet ud af, hun kunne jo ikke se sig selv! De nøddebrune øjne betragtede ham overvejende. ”Måske. Tag din skjorte af,” endte hun mere som en ordre end en direkte forespørgsel. I søvnen havde hun haft mareridt om hændelsen dengang for 7 år siden, om hun havde vist tegn på uro imens var ikke til at sige, men pointen var at hun huskede noget..! og hvis hun skulle tro ham så var hun nødt til at have det be- eller afkræftet.

Samuel havde egentlig bare ladet hende sove, for det havde været tydeligt at hun havde haft brug for det. Det var jo slet ikke fordi at han havde ment at skræmme hende, men så længe at han havde været i byen, så var han desværre nødt til at spille rollen, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det ellers. At få hende hjulpet indenfor, var noget som han desværre anså som direkte nødvendigt, og det var jo ikke engang fordi at hun kæmpede mod ham i samme grad. Måske fordi at det var gået op for hende, at han faktisk mente ordene i ramme alvor? ”Jeps. Det kunne med lethed havde kostet dig livet. Har det kun kostet dig nogle enkelte ribben, så har du faktisk været utrolig heldig,” påpegede han ganske sigende, som han vendte blikket mod hende, da han langt om længe, fik hende med ind på sofaen.
At hun faktisk ville have ham til smide skjorten, var noget som et sted kom ganske bag på ham, for det var slet ikke noget som hjalp ham på nogen måde. Han sendte hende en let usikker mine og tydeligt forvirret. Han sukkede let. ”Udmærket..” endte han ganske kortfattet, som han vendte sig om og kom hen til vinduerne. Fordøren fik han låst, som han fik trukket for gardinerne, for kun at forsikre sig om at der ikke var nogen til at kigge, hvis det skulle være, for han tog bestemt ikke chancen, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han vendte sig mod hende igen. ”Jeg troede ikke du var til det kinky..?” påpegede han, som han blinkede let til hende og begyndte at løsne skjorten, som han roligt og sikkert endte med at få af sine skuldre, så han kunne vende sig mod hende endnu en gang. Han var en flot muskuløs mand, selvom det var tydeligt, at han ikke havde været helt for heldig altid. Kroppen let prydet af forskellige ar, men ikke noget som var direkte livstruende af nogen slags – endnu om ikke andet, for han regnede ikke med at det skule få lov til at heale helt, før han ville komme til skade igen, selvom det nu bare var den risiko som han måtte løbe, for det var jo trods alt bare en del af jobbet. ”Kan du lide hvad du ser..?” spurgte han tydeligt med en mere kæk undertone, som han sendte hende et let smil. Han kunne smide masken lidt når han vidste at andre ikke kunne holde øje med ham. Det var faktisk helt befriende til tider!

Sophia havde i den grad haft brug for søvnen og selvom den havde været urolig og ikke specielt lang, så følte hun sig mærkværdig frisk. Det havde været en hård aften og nat og hun havde på fornemmelsen at det kun lige var begyndt. Et sted havde hun håbet at hele den her ting med Samuel og et sted langt ude havde været en drøm, men det var gået op for hende at, desværre var virkeligheden. Hun satte sig til rette i sofaen og turde knapt at bevæge sig, der var ingen tvivl om at hun havde behov for at blive tilset af en læge, men det havde han tydeligvis ingen intentioner om! Hun forsøgte at lade den tætsiddende kjole dække lidt af hende selvom den var flænset flere steder, også selvom man kunne ane det direkte forbrændte maveskind. ”Jeg er meget sikker på at der er røget et ribben, men det var forsøget værd,” påpegede hun bare lidt sigende. Hun fulgte ham med de intense mørke øjne, da han besluttede sig for at gå rundt og låse døre og trække gardiner for. Hun trak let på smilebåndet, også selvom det hurtigt falmede da han vendte sig mod hende. ”Genert? Jeg tror ikke du skal regne med at nogle ser dig herude,” påpegede hun lidt sigende, også selvom hun hadede tanken, for det betød jo også at der ikke var nogle som ville komme efter hende. Hans ord gjorde hende en smule stram i minen, for det var jo bestemt ikke ment på den måde! Og selv hvis hun havde så var han villig til bare at kravle i bukserne på hende? Selvfølgelig han var en mand! ”Det er jeg ikke!” vrissede hun let. Hun havde aldrig nogensinde været en mand nær, men det var noget som hun gjorde sit for at holde skjult. Alligevel kunne hun ikke lade værre med at sende ham lidt stjålne blikke. På trods af arene hist og her så var han en virkelig.. virkelig flot mand, den type som en kvinde ville vende sig efter på gaden. Hjertet sprang et slag over, selvom hun bare endte med at ryste på hovedet af sig selv. Det kunne for pokker ikke være rigtigt at hun skulle tænke sådan om hende, manden havde jo kidnappet hende! Den pludselig forandrede person forvirrede hende virkelig. Hun følte hendes kinder brændte, for hun kunne i den grad godt lide hvad hun så, men det skulle han for pokker ikke vide! Hun himlede irriteret med øjnene. ”Jeg er på ingen måde interesseret i din krop, Samuel. Vend dig om,” endte hun lidt besluttet, inden hun direkte ville tage sig selv i at savle. En kvinde var hun trods alt efter alt, og hun var jo heller ikke helt ung mere. Hendes irritation afslørede hende vel også lidt? Det var ikke normalt af en kvinde i hendes alder og med hendes udseende at være så 'uskyldig'. Hvad der dog forundrede hende mest var dog at han på sit vis havde fået en varme i blikket og det kække smil smittede næsten af på hende. ”Vend dig nu bare om og kom herhen” mumlede hun lidt kommanderende, hun kunne jo ikke strække sig!

Søvnen havde ganske vidst været nødvendig for hende, hvilket også var grunden til at Samuel havde ladet hende sove, også fordi at det havde givet ham en ro, og det var noget som i den grad også havde været direkte nødvendigt for ham! Det havde hjulpet lidt på det, selvom dette i den grad efterlod ham med temmelig meget ekstraarbejde, og det var en tanke som ganske vidst pissede ham af. Et par ribben var i den grad røget, også selvom det var til hendes eget held, at der ikke var røget mere end det, og det var helt sikkert! ”Du er heldig, hvis der ikke er røget mere end det, Sophia..” endte han ganske stilfærdigt, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Hovedet lod han søge let på sned, som han havde fået låst døren og trukket for, så det hele var endt en anelse mere dunkelt, også selvom det kun var for at holde alle andre nysgerrige ude, for det andet var da slet ikke noget som ville gavne nogle af dem, om det var noget som de nu ville det eller ikke! Hendes måde at reagere på, var noget som direkte fik han til at trække på smilebåndet, for det var noget som direkte more ham! ”Åh, jeg tror minsandten der er en med nogle skeletter i skabet..?” endte han som han blinkede ganske let til hende, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han blev stående med skjorten i sin ene hånd og lod hende blot stå og beskue hans krop. Han var faktisk stolt af hvordan han måtte se ud, for det var trods alt også noget som han faktisk gik temmelig meget op i, når han endelig havde tiden selvfølgelig. At hun ville have ham til at vende sig om, vidste han ikke helt præcist hvad han skulle sige til, men det var noget som han nok skulle finde ud af med tiden, ikke sandt? Han rynkede let i panden, inden han endte med at trække på skuldrene. ”Jeg kan godt nok ikke se hvad det skulle gøre godt for.. men okay..” endte han ganske kortfattet, som han roligt vendte sig om, selvom det nu var ganske forsigtigt, kun lige i tilfælde af, hvis hun havde i sinde at gøre ham noget, for han tøvede bestemt heller ikke med at slå fra sig, hvis det skulle vise sig at blive direkte nødvendigt, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han bakkede roligt mod hende, nu hvor hun alligevel havde bedt ham om at søge nærmere, selvom han ikke rigtigt kunne se, hvad det var hun ville få ud af det? ”Hvad søger du helt specielt efter..?” endte han ganske kortfattet, dog.. nysgerrigt.

Søvnen havde været nødvendig men også direkte tiltrængt! Selvom hun havde været præget af mareridt så, så hun det næsten som en god ting denne gang, for det havde fået hende til at huske noget som hun ellers havde fortrængt! Om Samuel så havde fået indblik i mareridtet vidste hun ikke, men eftersom han ikke havde kommenteret det, så gik hun ikke ud fra at hun havde været synderligt urolig, for han lod jo til at kommentere absolut alt! Sophia så ned af sig selv og den direkte miserable udseende krop. Hun havde været heldig, han havde jo ikke ligefrem overholdt fartgrænsen, men hun havde for pokker været desperat! Det hun frygtede mest var næsten kuglen som aldrig var blevet revet ud, lægerne havde advaret hende mod at hårde fald kunne få den til at vandre. ”Eftersom jeg stadig er i live flere timer efter, kan de ikke være alvorligt,” påpegede hun lidt usikkert, for det var mere for at overbevise sig selv end det var for at overbevise ham. De mørke øjne gled mod hans flotte krop. Det var nok ikke høfligt at stirrer på den måde, men selv hun måtte erkende at han bestemt ikke havde nogen grund til at skulle skjule sig! Sophia blev mere og mere stram i minen, for hun havde jo ikke fortalt nogle at hun aldrig nogensinde havde været en mand nær, alle troede jo at det automatisk fulgte med en forlovede men hun havde været mere fornuftig end som så. Selvfølgelig havde hun skeletter i skabet, det havde alle, men han drømte vel heller ikke om at de var af den art? ”Har alle ikke det?” spurgte hun meget neutralt for ikke at give ham yderligere hint. Hun fortog dog et lille træk i mundvigen der var tæt på et smil men som hurtigt falmede igen. ”Nej det forundre mig overhovedet ikke,” svarede hun hurtigt. Han ville for pokker ikke kunne se selv en flyvende ko lige for øjnene af ham! Nøje studerede hun hans ryg for at se tegn på ar. Hun ventede dog til at kom hende nærmere. Hun klynkede en smule da hun tvang sig selv op at sidde. Forsigtigt strøg hun fingrene hen over hans nøgne, varme skulder. ”Intet,” mumlede hun for sig selv. Måske han faktisk talte sandt i så fald? Hun faldt betydeligt mere til ro. ”Jeg drømte i bilen.. om den nat for 7 år siden, og jeg kom i tanke om at jeg i tiden fra jeg blev skudt.. og til jeg faktisk besvimede så din bror tage skjorten af.. den blev fundet på stedet tror jeg. Min point er at han havde en tatovering på venstre skulder,” forklarede hun roligt. Det var vel også tydeligt at hun faktisk stolede på ham, da hun selv valgte at beskrive det som hans bror, og ikke som ham der havde udført handlingen. De mørke øjne endte tårerfyldte og en smule frustreret, men hun forsøgte at skjule det udelukkende fordi hun nødig ville have ham til at vende tilbage til de hårde øjne og kølige tone, om hun troede ham eller ej, det var anstrengende når han råbte af hende! Langsomt trak hun hånden til sig og lod den falde tilbage i sit skød.

Samuel havde ganske vidst ladet hende sove, så han kunne få noget ro på resten af køreturen, for det var en lang tur, men de skulle jo også helst så langt væk fra New York som det var dem menneskelig muligt, på denne korte tid! Han vækkede hende jo først som de var kommet frem, og det var tydeligt at hun endnu var i live, men faktisk måtte have en anelse ondt, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Han nikkede med et skævt smil til hende. ”Du er i live og du kan mærke det.. Tro mig, det her skal du nok komme dig igennem,” endte han ganske sigende, for han var ganske overbevist om det. At hjælpe hende ind, var ganske vidst ikke det sværeste, men mere det at lade hende forholde sig i ro, for denne sofa, ville hun ganske vidst være bundet meget til efterhånden, og det var slet ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Hun havde reageret på et frygtelig dårligt tidspunkt, og det var noget som faktisk havde sat det hele i fare, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Hvis det havde kostet ham mere arbejde, så ville han nok ende med at få et flip uden lige, for han havde arbejdet for det her igennem så frygtelig lang tid nu!
At låse døren og trække for, var ganske enkelt kun fordi at han ønskede at beskytte hende, for man kunne jo ikke engang vise sig sikker nogen steder efterhånden, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit, også for hans vedkommende, det var der ingen tvivl om. Han var jo trods alt en agent, og det var også noget som han var nødt til at minde sig selv om til tider, og nu måtte han jo også. Skjorten havde han fjernet, kun for at blive stående der, selvom han havde stillet sig med ryggen til hende. Hånden mod hans skulder og ryg, var noget som satte en sitren i ham, for hvis der var noget som han ikke var vant til, så var det en blid kvindes rolige berøring, og den berøring der, var i den grad mild og blid! Han vendte sig mod hende, som hun begyndte at fortælle. Et sted så valgte han at tolke det som en overbevisning af sine ord, for han var altså ikke Nathan! ”En tatovering..?” Han vendte blikket mod hende, som han hurtigt havde vendt sig om. ”Kan du beskrive den tatovering for mig, Sophia?” endte han sigende. Det havde han jo slet ikke tænkt på!

Det at hun var fladet i søvn var noget som havde bragt lidt ro over steningen, desuden havde det givet hende muligheden for faktisk at lade den sårene krop slappe af, og sindet gøre det samme, hvilket kun var en god ting for det havde jo fået hende til at huske! Måske hun var i live men hun havde virkelig ondt. Det var kun et held at hun ikke havde vist tegn på indre blødninger eller noget som helst, for så havde et sygehus været uundgåeligt, hun tvivlede på at han var i stand til at ordne sådanne ting også! ”Gu' fanden kan jeg mærke at jeg er i live,” påpegede hun lidt sarkastisk. Hun ville sågar gerne slippe for det i øjeblikket, hun var jo ikke i stand til at gøre noget som helst! Sophia rejste sig på ingen måde fra sofaen, ikke nu hvor kroppen endelig kunne slappe en smule af. Ganske nøje studerede hun hans ryg, lod de forsigtige fingrer undersøge efter spor af ar, for han kunne jo have fået den fjernet for mange år siden, men hun følte absolut intet. Det var svært for hende at forstå hvorfor han trak for.. de var halvvejs inde i en skov og guderne måtte vide hvor langt de var væk fra New York, hun så ikke rigtigt nogen risiko. Stille trak hun hånden til sig igen, for det var bestemt ikke fordi hun ville bruge tiden på at kærtegne... eller dåne over en mand som havde holdt en pistol for hendes tinding, og samtidig smidt hende ned i et bagagerum! Hun nikkede bekræftende. Nathan havde haft en tatovering, hvorfor vidste han ikke det, det var trods hans bror! Hun rynkede på panden.. ”Det.. det tror jeg nok,” svarede hun og lod blikket glide i, kun i forsøget på at huske formen. Det gav hende en kvalmende fornemmelse at huske tilbage på da hun havde ligget blødende på gulvet og set op mens gerningsmanden havde klædt sig af. ”Den.. det var en drageagtig ting,” hun brugte hans skulder som papir, og lod med lukkede øjne, pegefingeren tegne en usynlig cirkel på hans skulder, for at angive størrelse. ”Den var.. orange.. en grøn hale.. hovedet jagtede halen på den,” forklarede hun måske i stikord, men hun gav ham bare hvad hun nu engang kunne huske, samtidig med at hun illustrerede ved at lade pegefingeren glide i mønstre over en venstre skulder. ”Undskyld jeg kan ikke huske mere,” endte hun og lod de mørke øjne komme til syne bag øjenlågene igen. Endnu engang trak hun hånden til sig og lagde sig lidt mere til rette i sofaen, også selvom det jo en smerte igennem kroppen på hende. Kjolen rev lidt i de åbne sår. ”Tror du at du kan hjælpe mig med at få den her af?” spurgte hun og hentydede til kjolen. Blufærdig var hun ikke, for det var trods alt bare som at vise sig i.. bikini? Desuden hvis han skulle tilse hendes sår var det nøvendigt!

Roen havde Samuel virkelig nydt så lang tid, at han havde haft muligheden for det, også fordi at han var en mand med et voldsomt temperament, så der skulle faktisk ikke meget til, før han blev sur, selvom han vidste, at det var en temmelig stor risiko ved hans arbejde, for han kunne jo ikke få bearbejdet noget som helst, andet end det som han selv var i stand til at tage sig af i det store og hele! Han vendte blikket mod hende, som han fik hende med sig indenfor. ”Nemlig, så det er jo trods alt en god ting..” Så længe at der ikke var nogen tegn til indre blødninger, så skulle det jo nok gå, ellers var han jo helt klart tvunget til at skulle søge til et hospital, og det var noget som kun ville gøre ondt værre for hans vedkommende.
Tanken om at hans bror havde haft en tatovering, var slet ikke noget som Samuel havde taget højde for, og selvfølgelig kunne det være farligt, hvis han ikke havde den på ryggen! Han vendte blikket direkte mod hende. At hun kunne beskrive den, var han dog taknemmelig for, for at han talte sandt, var vel også ved at gå op for hende? Selvom det slet ikke var noget som gjorde ham det mindste i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Han nikkede sigende til hendes ord, som han forsøgte at forestille sig den for sig. At hun ikke helt kunne huske den, irriterede ham lidt, men med en så traumatisk oplevelse, så var det vel heller ikke helt underligt? Han endte med at stille sig med fronten mod hende endnu en gang. ”Vil det være behjælpeligt at tegne den..?” endte han sigende, som han roligt betragtede sig af hende. Ja, han kunne godt se, at hun var træt og havde brug for hvile, for ikke at glemme, at han skulle have tilset hendes sår – hvis han kunne komme til det selvfølgelig. At hun direkte bad ham om at hjælpe hende med kjolen, fik ham kun til at smile – ja, han var jo trods alt en mand med alt hvad det indebar! ”Selvfølgelig..” Han fandt roligt en kniv frem fra sin lomme. En lille lommekniv, men alligevel farlig, hvis det kunne bruges som et våben. Han tog fat om kjolen, hvor han med en rolig og kontrolleret hånd, endte med at skære den op. ”Bare rolig, jeg køber en ny til dig, når jeg tager til byen næste gang,” endte han med en hastet stemme. Bare inden hun skulle begynde at råbe op endnu en gang. Desuden var kjolen så ødelagt, så det ville vel gøre godt med en ny alligevel?