First step on the way!

Sophia havde slet ingen idé om hvad der foregik bag facaden, men han foretog sig en masse underlige opkald. Hun tvang sig selv til at slappe af, så hendes vejtrækning og larmen fra bilen ikke ville være i vejen for hendes hørelse. Det var gået op for hende at han forsøgte at få fat i nogle bestemte, og det handlede om hende men mere kunne hun heller ikke rigtigt få ud af det. Igen forsøgte hun at vride sig lidt men det var ikke nemt på den trænge plads. Desuden var håret i vejen for hende og det var ikke til at stryge lokkerne bort når der var så lidt plads at færdes på, det var helt sikkert. Hun holdt vejret og lyttede til hans ord også selvom hun kun hørte hans ord, og det lød bestemt ikke godt! Hendes hjerte begyndte igen at hamre. Hun var svimmel men om det var hele situationen eller om det var den kvælende fornemmelse ved at ligge på en trange plads og køre af sted, var svært at sige. Samtalen fortalte hende dog også hurtigt at han bestemt ikke havde glemt hændelsen for 7 år siden.. han talte nok om hende og Isabell, for det havde været de eneste to overlevende fra den aften, men hun var i Vegas, så der var vel ingen farer for at hun skulle ende med at opleve noget lignende? Hun undrede sig over hvad det var han havde arbejdet på, for ingen af dem dengang havde haft kendskab til ham før han var brudt ind, så hvad pokker havde de med hans forbrydelser at gøre?! Hun følte vreden vælde op i hende. Et sted langt ude i ingenting? Hjertet sank helt ned i knæene på hende, hun var nødt til at ud derfra, og han ville slå hende ihjel uanset, så det ville næsten være mere humant i et trafikuheld! Desuden var lyden af biler blevet langt mere sjældent, det var tydeligt at de langt om længe var kommet ud af selve byen og ud på en af de små landeveje. Hun bad i sit stille sind, det ville blive pokkers smertefuldt og måske slå hende ihjel men det var vel hendes den bedste mulighed? Selvom det var noget af et bøvl fik hun sig vendte om modsat så fødderne hvilede på bagagerummet. Låsen havde givet et lille klik fra sig da hun havde tvunget kjolen ud af den greb. Den havde trukket sig op over hendes lår, men hun kunne ikke tage sig af sin nøgenhed i øjeblikket. Sophia endte direkte med at ligge de få kræfter hun havde i sparket mod bagagerummet som endte med at glide op. Farten fra bilen tvang hende direkte ud af bagagerummet og direkte ned på den hårde astfaldt. Der var ingen biler i nærheden ganske vidst, men alligevel følte hun en helt igennem ulidelig smerte som hun rullede rundt hen af vejen og bilen fortsatte. Planen havde været at gemme sig i en grøft, men dem så hun desværre ingen af!

Samuel var nødt til at spille sin rolle når han var ude. Det var noget andet når han endelig var hjemme, men det var noget som han var så frygtelig sjældent, for hvorfor skulle han? Han havde ikke nogen at tage hjem til eller noget som helst, for han var jo ganske alene, og det havde han været hele livet. Han havde kun lige smækket røret på og smidt telefonen ved siden af sig på passagersædet og med den vrede mine, som fik ham til at vende blikket mod vejen. Han rystede let på hovedet, som han igen vendte blikket mod mobilen, da en besked tikkede ind endnu en gang – koordinaterne til deres nye sted, hvilket var noget som han havde det ganske fint med. ”Gud sende jer til helvede, hvis det her ikke virker..” endte han med en vrissen som han tog fat omkring mobilen endnu en gang. Han smilede let for sig selv. Han kunne jo slet ikke komme længere ud i ingenting, end der hvor han var på vej nu. Han nikkede let for sig selv. Han kendte vejen allerede, og af den grund, så håbede han virkelig, at han var alene på vejene, ellers ville det gå helt til hundene, og det ville han i den grad blive pænt træt af! Han speede op ved at træde på pedalen, også selvom det voldsomme bump, hurtigt fangede hans opmærksomhed, hvor blikket gled direkte mod hans bakspejl. At se bagagerummet åbent, gjorde ham direkte bleg i ansigtet. Hun var vel ikke hoppet ud, var hun!? Han hamrede direkte foden direkte i bremsen og fik hurtigt selen af. For pokker, det kunne jo slå hende ihjel at hamre kroppen direkte ned i asfalten på den måde! Og han ville nødigt ende med at skulle køre hende på hospitalet, for han kunne jo ikke engang blive der og sikre sig at hun faktisk kunne komme med ham væk igen, for han kunne jo ikke engang lade hende gå nu! Han hastede hurtigt ud af bilen og vendte sig direkte mod hende. ”Hvad pokker er det du har gang i…?!” endte han med en direkte vred stemme, for det var slet ikke noget som han kunne skjule det mindste i den anden ende. Han hastede direkte mod hende. Der var ingen gemmesteder i nærheden – heldigvis for hans vedkommende, for her i mørket og midt ude på landevejene, så var det og kunne det være temmelig svært overhovedet at skulle få øje på hende, men heldigvis kunne han se hende! Og han lod hende bestemt ikke gå!

Hvad de foregik i bilen var ikke noget Sophia direkte var klar over, det at sørge for at være stille så han ikke fattede mistanke var noget som tog hele hendes fokus. Hun forsøgte ikke at trække vejret med panik, og forsøgte ikke at skramle for meget bag i, så han ville opdage hvad hun havde gang i. Det var ganske vidst en direkte desperat handling med henblik på at det kunne slå hende ihjel, eller om ikke andet give hende nogle temmelig alvorlige skræmmer, men under alle omstændigheder var det hendes eneste vej ud af den sindssyge mands greb! Bagsmækken gik op og hun faldt ud. Med den fart han kørte med blev hun nærmere kastet og rullede yderligere end hel del meter han af den hårde asfalt som brændte den fine hud. Kjolen havde næsten trukket sig op om maven og var pludselig fuldkommen revet i stykker. Sophia gispede af ren og skær smerte for det føltes som var hun blevet gennembanket! Håret faldt over hendes ansigt hun forsøgte at se igennem det, for at finde et gemmested, men der var ingen grøfter, kun marker, og hun kunne ikke kæmpe sig selv hen på en af dem før han ville se hende. Benene skælvede. Det gjorde ondt bare at trække vejret. Hun kunne føle pulsen dunke rytmisk overalt på kroppen. Selvom hun ikke var i stand til at se særlig meget i mørket, så hørte hun ham sætte bremsen i bund og døren smække. Hun skjulte ansigtet mod vejen og håbede på at han ikke ville få øje på hende i mørket. Igen holdt hun vejret i frygt for at han skulle høre hende. Tårerne strøg ned over hendes blødende kind, ikke nok med at hun var bange, men det gjorde også frygtelig ondt i mere eller mindre hele kroppen, hun turde slet ikke at forsøge på at vende sig om. Den vrede tone virkede på sit vis som irriterende baggrundsstøj, det eneste hun kunne fokusere på var smerten i hele kroppen. Stoppede det her forbandede mareridt ikke snart! Hun forstod ikke hvorfor han ikke bare kunne lade hende dø! Det blev også tydeligt for hende, at han havde set hende og bestemt ikke havde tænkt sig at lade hende slippe så nemt. Desperat forsøgte hun at trække sig frem og væk fra vejen bare for at komme væk. En klynken forlod hende, for det skar i hele kroppen at bevæge sig, hun havde aldrig prøvet noget lignende! ”Av,” hviskede hun hæst, og håbede et sted virkelig at han ikke hørte hende, men det var svært at forblive lydløs når hun følte at hver knogle i kroppen var brækket, desuden følte hun sig ret svimmel, men hun huskede ikke rigtigt om hun havde slået hovedet på vej ud, det havde hun jo nok, men hvis det gjorde at hun slap for ham, så havde det været det hele værd!

Tanken om at Sophia direkte havde valgt at kaste sig ud af bilen og direkte ned i vejen og så i den fart som han havde kørt i, var jo rablende vanvittigt! Det var jo slet ikke fordi at Samuel ønskede hun skulle komme til skade, for pokker da! Han ønskede at passe på hende, ellers havde han da skudt hende midt på parkeringspladsen, og det havde han jo trods alt heller ikke gjort! Han hamrede bremsen i og forlod hastigt bilen. Han havde set hende, også selvom det faktisk var svært nok som det var i forvejen her i mørket, så af den grund, så var han heldigvis glad for, at de ikke var kommet længere ud end det som de havde, for så havde han vel slet ikke fået øje på hende? Og det var noget som kun kunne gøre ondt værre for ham!
At hun havde ondt, forstod Samuel til gengæld også godt, også selvom det nu ikke var noget som han kunne tage sig af. Han ville ikke lade hende ligge her, og han kunne jo ikke sætte hende af på et hospital. Han måtte bare nå det sikre hus og sætte hende af der, og så håbe at han kunne finde en mulighed hvorpå at han kunne få hende behandlet lidt, for dette kunne jo faktisk være ganske farligt i længden! Og det vidste han jo også godt! Han endte direkte med at gå hen til hende og tog næsten.. varsomt fat om hende, kun for at få hende op på benene. ”Hvorfor fanden gør du det der..? Du kan for pokker da slå dig selv ihjel!” endte han med en fast tone. Han endte direkte med at tage omkring hendes arme, frem for hendes mave, kun for at tvinge hende med sig tilbage til bilen. Det var tydeligt at bagagerummet end ikke havde været i stand til at holde hende der, og et sted så var det noget som faktisk måtte irritere ham en god del, for han havde da håbet at turen dertil ville være langt mere smertefrit! Også så hun ikke kunne se hvor de faktisk var på vejen hen! ”Forbandede kvindfolk.. Jeg behøver jo ikke engang gøre det.. Du formår det jo fint selv..!” endte han med en kortfatte og næsten vrissende stemme. ”Hvorfor skal du gøre det hele så besværligt for mig..?” endte han med en ganske kortfattet stemme, for det var noget som faktisk måtte irritere ham en god del, og han kunne jo slet ikke gøre noget ved det bare sådan! Han smækkede bagagesmækken i, som han nåede hen til den. Han skulle bare have hende tilbage i bilen og det skulle være lige nu!

Det havde måske været direkte desperat at kaste sig ud af en bil i den fart, men hvad var man ikke villig til at gøre når ens liv var truet? At Samuel ikke havde planer om at skyde hende, var slet ikke noget hun havde tænkt på, for efter at have haft en pistolmunding holdt til tindingen så ville hun mene at det var en handling som havde talt for sig selv. Hun hadede våben! Hun kunne høre ham komme nærmere, lyden af hans sko, det havde været de samme som på hotellet da han var kommet ud på parkeringspladsen. Sophia blev liggende så stille som hun overhovedet kunne, også selvom hun havde forbandet ondt. Hvor slemt det var, var svært at se i mørket. Der var ingen tvivl om at hun havde brug for behandling, men hun regnede bestemt ikke med at han havde tænkt sig at fører hende til nærmeste sygehus, de var jo også kommet et godt stykke væk fra New York, hun vidste ikke engang hvor de var henne!
Selvom han tog varsomt fat om hende, så stønnede hun hæst og bed sig hårdt i læben for ikke at ende med at skrige i smerte. Tårerne trillede ned over kinderne. Den ene side blødte, hun kunne føle det løbe ned over sit ansigt. ”Av, av, av av,” mumlede hun stille mens hun kom på benene. Med begge hænder greb hun om hans arme for at finde bare en smule støtte, hun havde virkelig lyst til at skrige. Blikket gled ned i jorden, hun kunne ikke se på ham. Hvorfor kunne han ikke bare gøre det, nu var de endda på et forholdsvis øde sted! ”Jeg foretrækker at g..gøre de..det selv, frem for at l..lade and..andre få æren,” fik hun frem selvom det var tydeligt anstrengt, og der var en sner af vrede at finde i hendes tone. Hun støttede sig næsten til ham, for i den tilstand var der virkelig ikke meget hun kunne gøre! I samme øjeblik han begyndte at gå og hun forsøgte at følge ham, mistede hun direkte balancen og gav et skrig fra sig. Et kort øjeblik var hun overbevist om at smerten ville slå hende ihjel, hun kunne knapt holde sig stående! Hun stirrede direkte med ærefrygt på bagagerummet, tanken om at skulle derned igen og i den tilstand var næsten ikke til at bære, desuden virkede det som om der var så langt derhen, hun ville jo aldrig kunne følge trop! Hans ord fik hende til at sende ham et tydeligt sigende blik. ”Hvor m..m..mange ha..har du mødt s..som friv..villigt har ladet s..sig kidnappe af e..en morder?” spurgte hun stakåndet, og tydeligt ironisk. Hvis han nogensinde havde mødt en kvinde som så, ville hun først for alvor begynde at stille spørgsmål! ”Det ville være l..lettere fo..for både du og jeg, hv..hvis du b..are slog mig ihj..el” påpegede hun bestemt, for det pinte hende direkte at han trak den ud, frem for bare at få det overstået!

Tanken om at Sophia bare have kastet sig ud af bilen og håbet på det bedste, var virkelig en desperat handling, hvilket var noget som Samuel sagtens kunne skrive under på, for det var ikke ligefrem noget som gjorde det nemmere eller bedre for nogen af dem, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han tog fat om hende, også selvom hans intentioner slet ikke indebar at hun skulle have ondt eller noget lignende, for det var det slet ikke! Han ønskede hende faktisk i sikkerhed, også selvom det bestemt ikke var fordi at det var noget som hun gjorde nemt for ham på nogen måde! Han vendte blikket direkte advarende mod hende, som hun atter måtte begynde at klynke, for det var slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det kunne han på ingen måde! ”Hold din mund..” mumlede han ganske kortfattet, for det var ikke engang fordi at det var løgn på nogen måde! Han lod hende dog alligevel støtte sig til ham, for han ville ikke slippe hende. Han ønskede slet ikke at hun skulle have ondt, for det var ikke noget som nogen af dem fik det mindste ud af, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han himlede let med æren og rystede så på hovedet. ”Du er nok noget af det mest dumdristige som jeg nogensinde har fået æren af at støde på.. Sophia..” mumlede han med en tydelig utilfreds mine, for hun gjorde det bestemt heller ikke nemt for ham, og det var efterhånden en tanke som måtte irritere ham noget voldsomt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han smækkede døren til bagagerummet i og trak hende med op til passagersædet ved siden af førersædet, for så vidste han da at han kunne holde hende under lidt bedre kontrol end det som han havde gjort til nu! Han vendte blikket mod hende. ”Ikke mange.. men det er da underordnet, er det ikke..?” Han tvang døren op, hvor han derefter direkte forsøgte at tvinge hende ned af sidde på sædet, og med selen som han hurtigt måtte tvinge omkring hende. Børnesikringen satte han til, inden han smækkede døren i, så han vidste at hun ikke kunne komme nogen steder. Han kom over på den anden side og satte sig ind på førersædet. ”Og tager jeg ikke meget fejl, så har du sikkert brækket et ribben eller to, så jeg anbefaler dig at blive siddende lige der.. Jeg har ikke i sinde at slå dig ihjel..” mumlede han ganske kortfattet, som han endnu fik bilen i gang igen. Han satte hastigt farten op og kørte ned af den mørke landevej.

Det havde både været dumdristigt og livsfarligt, men Sophia var virkelig desperat efter at komme ud af hans kløer og langt væk fra ham! Det eneste hun kunne tænke på var den varme og indbydende seng som stod hjemme i sin lejlighed, og som det ikke lod til hun ville se længe. Hun støttede sig til ham, også selvom det var modvilligt, og at hun direkte måtte kæmpe for i det hele taget at holde sig på de skælvende ben. Hvor mange skrammer og hvor slemt det stod til kunne hun ikke svare på, men smerten var næsten ulidelig! Hun bed sig fast i læben og forsøgte ikke at give udtryk for smerten, da han havde bedt hende om at holde mund, men det gjorde mere ondt end det hun kunne håndtere bare lige sådan! Stakåndet hev hun efter vejret og lod sig slæbe hele vejen hen til bilen. Hun havde mest af alt lyst til at slå ham for i det hele taget at røre hende, for smertefrit var det bestemt ikke! ”Du kender mig navn?” hun så på ham med direkte gennemborende øjne. Hun mindedes ikke at have fortalt ham det nogensinde, men hun kunne faktisk ikke.. huske så meget lige nu.. hun måtte have slået hovedet. Det lettede hende om ikke andet lidt at han faktisk smækkede døren til bagagerummet i, også selvom hun blev fuldt mod passagersædet. Det var ikke fordi hun havde meget andet valg end at sætte sig ind. Næsten automatisk endte hun med at smække til ham, mest i ren reaktion fordi det gjorde ondt! ”Egentlig ikke” vrissede hun. Det var slet ikke behagelig at få trukket selen over sig. I loft-lyset kunne hun skimte blodet som lød både ned af hendes arme og hendes ben. Kjolen var revet op i hele den ene side, hun trak den lidt over sig, bare for at skjule sig lidt. Da døren blev lukket satte hun sig forsigtigt til rette, med ryggen halvt om halvt mod ham. Hun skælvede og var stadig kold, og tanken om at have ham siddende ved siden af sig gjorde hende direkte rædselsslagen, men nu kunne hun da om ikke andet se hvor de kørte. Sophia værdigede ham ikke et blik, selvom hun vidste at han havde ret. Der var røget et ribben eller to, desuden havde hun nok et par kødsår langs siden, det føltes ekstra slemt, det var ikke fordi hun ville komme nogle vegne i den tilstand hun var i, og særligt ikke nu hvor hun sad på førersædet. Hun stirrede stift ud af frontruden og ud i mørket, næsten i håb om at hun før eller siden ville glemme at han i det hele taget sad der. Hans ord overraskede hende dog en del. Han ville ikke slå hende ihjel? ”I så fald kan je..jeg ikke s..se hvad alt d..det her skal gøre go..dt for,” påpegede hun tydeligt anstrengt. Bare det at trække vejret gav hende lysten til at græde, men hun holdt det inde i frygt for hvad han ville ende med at gøre hvis han så det.

Det kunne meget nemt gå hen og koste hende livet, hvis hun ikke stoppede med at handle på den måde, som hun havde, og det vidste Samuel udmærket godt, selvom det ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han ønskede slet ikke at se hende komme til skade, så et sted var det vel også hans samvittighed som nærmest forbød ham at smide hende tilbage i bagagerummet? Desuden kunne han holde øje med hende når hun sad ved siden af ham på førersædet, så det var skam også noget som han havde det helt fint med! At hun havde ondt, kunne han godt gætte sig til, så det at hun græd, sagde han intet til, for han kunne vel godt holde bare lidt igen? Selvom han vidste at skaden allerede var sket, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Ja, han kendte hendes navn. ”Ja jeg gør,” svarede han som var det noget af det mest logiske her i verden, men det var jo ikke engang fordi at det var en løgn! Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at bringe det op til en diskussion, for han ville bare have hende med i bilen, inden de gjorde sig mere opmærksom på det hele, og det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde! Han vendte blikket direkte i retningen af hende, som han endelig fik hende bakset ind i bilen, også selvom hun endte med at slå til ham. Han lukkede øjnene kun for en kort stund, for ikke at ende med at slå igen, for det var slet ikke noget som gavnede dem på nogen måde overhovedet! ”Pas på..” mumlede han let, som han endte med at smække døren i og tage pladsen ved siden af hende, kun for at for at komme videre, for de kunne bestemt ikke blive der!
Nu hvor tankerne var blevet luftet, også fordi at han tydeligt kunne se at han var nødt til det, ellers ville hun da slet ikke falde til ro. Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet. Måske hun ikke kunne se det, men det kunne han og det var for pokker da også det vigtigste! Han var en mand med temperament, og hun havde virkelig trigget meget af det efterhånden! Han så kort på hende. ”Så langt så godt.. Det er ikke noget som jeg burde forklare dig, men.. jeg er ikke den mand som du tror jeg er.. Jeg ve du ringede efter politiet Sophia.. Jeg var nødt til at handle, før du ødelagde det mere,” endte han ganske kortfatte. Løgn var det ikke. Hun havde virkelig spoleret alt!

Det var bestemt dumdristigt, særlig hvis man så på den kugle som hun endnu havde i sig efter skudsepisoden.. hun havde aldrig haft pengene til at få den fjernet, selvom hun var blevet advaret om at den kunne vandre, det havde været en chance som hun var nødt til at tage. Hun var allerede kommet slemt til skade så det var ikke noget der kunne forhindret og hun ville gerne have gjort det igen hvis det betød at hun slap for ham, men det lod ikke rigtigt til at der var andre muligheder nu hvor han havde tvunget hende ind på passagersædet. De kolde øjne og den vrede tone var noget som hun huskede alt for godt, han virkede dog ikke.. nær så triumferende, selvom hun kort havde set det på parkeringspladsen, det var vel bare fordi hun havde gjort ham vred? Hun sad med den største afstand hun kunne få til ham, selvom han sad på førersædet lige ved siden af hende. Hun nægtede at se på ham, hun turde ikke, også selvom hun et sted var nysgerrig. Hun huskede ikke at have fortalt sit navn, men hun kommenterede det ikke yderligere, for hans tone fortalte hende at det ikke var noget hun skulle spørge ind til. Mørket og den beroligende bevægelse fra bilen gjorde hende søvnig. Hun var direkte udmattet, og nu hvor hun sad stiv for at det ikke skulle gøre ondt, så var det virkelig fristende at falde i søvn, også selvom hun ikke kunne få sig selv til det.
Ganske kort så hun mod ham med et skeptisk blik. Det havde ikke været meningen at slå ham, men hun havde ondt og han var faktisk ret voldsom, hun var ikke helt sikker på at han kendte sin egen styrke. Det var gået op for hende at han var en mand som var styret af temperament, til nu havde hun ikke følt nogen blid hånd, eller bare et formildet blik, og hun var direkte bange for ham, det lyste langt ud af de nøddebrune øjne. Sophia kunne virkelig ikke se hvorfor han gjorde alt dette hvis ikke han havde i sinde at slå hende ihjel.. ville han holde hende på pinebænken i stedet for? Hun forsøgte at holde kroppen i ro, for dens skælven gjorde det bestemt ikke bedre. Hun endte med at se direkte forundret på ham. ”Hvordan vidste du at jeg ri..ngede?” spurgte hun en smule mere kontrolleret. Hun havde jo knapt nok nået at ringe op før hun havde smidt på igen! ”Jeg ved udmærket hvem du er tak. Det er m..måske 7 år si..siden men jeg glemmer det ikke lige sådan,” svarede hun tydeligvis frustreret. Hun hadede at tænke tilbage på det, han havde ødelagt hendes liv for 7 år siden, og nu var det et mareridt hun skulle gå igennem igen!

Samuel havde altid været styret af sit temperament, og det var også det som var med til at gøre at han var den bedste til dette job, og det var også derfor han var hoppet ind i rollen, og havde formået at fastholde den igennem så frygtelig lang tid, for det var bestemt ikke fordi at det var nemt altid, men han kunne vel bare forsøge? Han kunne ikke rigtigt gøre noget andet ved det, men det lå der, og det var skam også det som var ham det vigtigste i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At få hende ind i bilen var faktisk ikke så svært som han havde regnet med, men igen, så havde hun helt klart brækket noget, og det var selvfølgelig noget som gjorde det hele langt bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være. At hun havde slået ham, var noget som gjorde ham direkte vred, for han tillod bestemt ikke nogen at slå på ham! Han var en mand som vidste hvad han ville have, og det var uden det mindste tøven!
At få bilen op i fart, tog ikke Samuel særlig lang tid, for i hans kørsel, kunne man måske mærke at han var vred? Han vendte blikket mod hende. Det hele ville være nemmere, hvis hun bare faldt i søvn, for så kunne han slappe mere af og bare komme frem, for det andet var virkelig ved at gå ham på nerverne! Han himlede let med øjnene. ”Kan du bare ikke holde mund for bare to minutter?!” endte han med en direkte fast tone, og vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Han holdt stadig foden godt på speeden og farten godt oppe. En lidt aggressiv kører var han vel også? Han sukkede dæmpet. Ja, han vidste hvad hun hed og at hun havde ringet, og det var nok til at han skulle reagere på det, og det var også det som han havde gjort. ”Jeg har mine kontakter..” mumlede han kort, som han drejede af mod højre og direkte ud på en af de store landeveje, hvor det var fuldkommen mørkt og sort og kun med månen over dem som eneste lyskilde. Han trak svagt på smilebåndet og rystede på hovedet. ”Det er ikke mig du kan huske, Sophia.. Det er min kære storebror,” endte han ganske sigende, som han satte farten op. Chancen for at møde politiet herude var jo lig nul, så det turde han godt. Han holdt øjnene på vejen denne gang. ”Min tvilling..” tilføjede han ganske kortfattet, dog langt mere rolig nu, end det som han havde gjort til nu. Det var nemmere nu, hvor han vidste, at folk ikke kunne holde øje med ham.

Sophia kendte ikke hans navn, hun vidste i det store og det hele ikke meget om ham, mens hans blik var aldrig et hun ville glemme det var helt sikkert! Hun kunne se vrede lyse langt ud af ham og derfor brød hun sig slet ikke om at se på ham. Hun næsten krøb helt ind til sædet i håb om at forsvinde ind i det, men det virkede på ingen måde. Hun stirrede fast ud af vinduet også selvom der ikke var andet at se end mørke og så månen. Stjerner var der ingen af. Det havde måske ikke være vanskeligt at få hende ind i bilen, men hun havde ikke rigtigt haft et valg, for hun havde uden tvivl brækket mindst et ribben, hun kunne knapt gå eller stå, desuden var hun så udmattet at hun allerede nu sad og kæmpede for at holde øjnene åbne i det hele taget. Sophia kunne godt mærke at han kørte mere aggressivt og at han trykkede mere på speederen og det gjorde hende nervøs, men i stedet for at påpege det for ham så sank hun en klump og lukkede øjnene, forsøgte at lukke det ude, for det hjalp tydeligvis ikke at sige noget til ham, hun var bange nok i forvejen. Hun sukkede og forsøgte at bekæmpe tårerne som hun igen følte sig presse på. Hun var vant til at lade sig hundse med, så det sagde hun nu ikke noget til. ”Det er dig som bliver ved med at snakke,” vrissede hun tydeligt irriteret. Hun havde en dunkende hovedpine, og hans ustyrlige raseriudbrød hjalp hende overhovedet ikke! Hun endte med at vende blikket mod ham, tydeligvis slet ikke overbevist. ”Det er v..vidst en langt ude forklaring se..selv for dig,” påpegede hun og følte næsten for at le. Hun lod mærke til at han var mere.. rolig? Hans øjne var ikke nær så hårde som de havde været for et øjeblik siden og det forvirrede hende. Han kunne vel ikke tale sandt? ”Det er f..for tilfældigt,” mumlede hun uforstående. Hvorfor skulle hun lige støde på ham af alle, det var jo ikke til at forstå ud af alle som færdedes i New York! Hun tog sig til hovedet, og først nu gik det op for hende at det blødte. Hun havde altså slået det. Et suk forlod de rosenrøde læber. ”Okay hør her.. Hvis ik..ikke du vil slå mig ihjel så s..sæt mig af, jeg vil frygtelig gerne hjem i min seng,” endte hun næsten bedende. Desuden havde hun brug for en behandling, også selvom en tur på sygehuset ville koste hende den opsparing hun havde brugt år på, så hun en dag ville kunne købe sig et hus og muligvis få sig et kørekort! Hvordan hun så skulle komme tilbage til New York skulle hun nok finde ud af, hendes taske var jo blevet efterladt på parkeringspladsen og han havde ødelagt hendes telefon. Den tid den sorg, hun ville bare væk fra ham!

Samuel havde altid været aggressiv, men han forsøgte virkelig at tackle det, men det var bestemt heller ikke altid lige nemt, og nu hvor Sophia havde formået at ødelægge det hele for i aften, så havde han kun en tydelig ting som gjorde ham direkte vred, for det havde virkelig været med til at ødelægge det hele, og det var en tanke som gjorde ham arrig! Han mente slet ikke at råbe og skrige af hende, men han kunne ikke gøre for det! Han havde begge hænderne på rettet og med blikket på vejen, også selvom han havde øje for hende ud af øjenkrogen. Han var nødt til at være påpasselig, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid, for han ønskede næsten bare at kigge på hende, smække til hende og bede hende om at tage sig sammen, selvom det næppe var noget som ville hjælpe ham på nogen måde overhovedet! At hun ikke stolede på hans ord, var nu ikke noget som han ikke havde regnet med, for han kunne faktisk godt forstå hende. Han himlede med øjnene. Hån var bestemt ikke noget som han kunne bruge til noget som helst i denne stund. ”Den er måske langt ude, men det er også derfor jeg kan arbejde som jeg gør.. Ren og skær logik, søde ven..” endte han ganske sigende og med den samme ganske kortfattede mine, som han igen vendte blikket mod hende kun for en kort stund. Han var langt mere rolig i bilen end det som han var udenfor, for der var han nødt til at tvinge minen direkte op i ansigtet, han måtte hoppe ind i rollen og det behøvede han jo trods alt ikke her.
Turen var lang og ville tage timer, så Sophia kunne lige så godt falde til ro, for det andet var slet ikke noget som ville hjælpe dem på nogen måde. Han himlede let med øjnene endnu en gang og så igen på hende. ”Jeg ville gerne hvis jeg kunne, men du har set mig, ’genkendt’ mig og du har kontaktet politiet. Du er selv i fare nu, så det kan jeg ikke.. Tjek handskerummet.. afsluttede han igen, som han vendte blikket mod vejen endnu en gang. Han skulle bare frem til det hus og det skulle være nu. Hun skulle tilses, men det krævede jo selvfølgelig at hun lod ham gøre det. Efterhånden så var han vel.. vant til at gøre det? Vant til at tage sig af sine egne sår, så kunne han vel også tage sig lidt af hendes?

Manden var rasende, og hun bebrejdede ham ikke. Det eneste hun var ked af, var at hun ikke havde nået at give yderligere besked til politiet. De kunne da om ikke andet have sporet hendes kald og så komme hende til hjælp! De havde jo været på et offentligt sted, så det var ikke fordi at der ikke havde været hjælp at hente, men hvordan pokker skulle man forklare nogle af de snobbede kollegaer at manden der roligt sad og nød deres kaffe var en morder? Selvom hun primært stirrede på vejen, så sendte hun ham i tide og utide et stjålent blik, både for at holde øje med ham men også fordi hun overvejede graden af sandhed i hans ord. Det havde ikke været direkte hån, men det var vel heller ikke underligt at hun forholdt sig meget skeptisk overfor hans ord? Det virkede virkelig langt ude! ”Jeg er frygtelig ked af det.. men den forklaring er for langt ude til at jeg kan tro på den,” svarede hun mere kontrolleret for efterhånden sad hun så stabilt at hun om ikke andet kunne abstrahere lidt fra smerten. Hun skulle tilses, men det var tydeligt at han ikke havde tænkt sig at køre hende på sygehuset, hun vidste jo at de skulle langt væk til et øde sted, hun vidste ikke hvor eller hvor lang tid det ville tage, men det var begrænset hvor lang tid hun kunne ham vågen, Hans ord fik hende til at sende ham et direkte irriteret blik, også selvom hun ikke turde at stille sig for meget imod. Langsomt strakte hun frem. Hun slap et gisp, og forsøgte for sent at sluge det sammen med klumpen i halsen, han skulle ikke se at hun havde ondt, det gjorde ham jo tydeligvis vred, også selvom han var blødt mere op. Hun åbnede handskerummet og så det lille skilt ligge der som noget af det eneste. ”Skiltet?” spurgte hun stille og greb fat om det uden at afvente svar. Hun så på det, og følte det næsten som en direkte lussing. ”Speciel Agent Samuel Leighto Sanchez? Så det er dit navn?” spurgte hun lidt stakåndet og lænede sig igen tilbage, også selvom hendes øjne igen blev våde. Hun stirrede længe på skiltet. New York police? Hvor ville hun gerne tro ham! ”Jeg.. jeg stoler ikke på dig.. Samuel. Ikke før du sætter mig af, jeg skal nok holde mund.. bare vær sød at sætte mig af,” hun lod de tårerfyldte mørke øjne glide mod ham direkte bedende. Det var det eneste hun ønskede, lidt fred og ro i sin seng! ”Desuden.. sådan et kan vel forfalskes ligeså nemt som et ID?” spurgte hun lidt sigende, næsten som forsøgte hun at overbevise sig selv om at han ikke kunne være one of the good guys! Skiltet stak hun roligt mod ham med en skælvende hånd. Hun vidste virkelig ikke hvor vidt det var troværdigt eller ej!

Samuel havde altid haft problemer med sit temperament, men det var ikke til at sige, med den evige konkurrence med hans kære bror, også selvom det ikke var noget som han havde brug for at tænke over nu. Manden havde været død stort set siden den hændelse for 7 år siden – heldigvis, selvom han vidste at det var hårdt sagt, for det var jo trods alt hans familie, men af den grund, så ville han ikke dømmes på grund af det som hans tvillingebror havde gjort! At hun ikke stolede på hans ord, forundrede ham nu egentlig ikke, og det var ikke noget som han kunne sige noget til. Han trak let på smilebåndet til hendes ord, men det var nu bare sådan at det var. Han vendte blikket kort mod hende, inden han vendte blikket mod vejen endnu en gang. ”Og præcis derfor kan jeg spille min rolle i feltet,” endte han ganske tilfreds. Hvis folk hørte om tvillingerne – morderen og agenten, ville de grine, for det var jo direkte ironisk, men for deres vedkommende, var det jo faktisk sandt!
At få hende på et hospital ville slet ikke blive en mulighed, men han skulle nok få hende tilset så snart de ville komme frem. At hun fik fat i hans skilt, var vel om ikke andet så med til at sætte lidt tvivl i hende? Så hun måske kunne overveje den sandhed i hans ord, for den var der om ikke andet, og det var det som han ønskede at lade hende vide! Han nikkede til hende. ”Samuel Sanchez, det er mig,” endte han sigende, som han lod hende sidde med det, kun for at tage imod det, da hun rakte ham det. Han smed det bare tilbage i handskerummet, og uden at gøre noget yderligere ved det af den grund. At hun ville tro på at det var falsk, var en tanke som kun irriterede ham. Han trak svagt på smilebåndet og satte sig roligt tilbage på sædet og bare gloede ud af frontruden. ”At forfalske det, er ikke det sværeste, men stempel og gravering er straks en anden sag, ikke sandt..?” Hun kunne jo kigge efter på det, hvis hun ikke troede på ham, for det hele var der jo! Han sukkede opgivende. ”Jeg skal nok sætte dig af, så snart vi når den destination som jeg har fået, og ikke så meget som et sekund før. New York er for farligt for dig nu,” fastholdt han med en tydelig stædig tone, for det var et sted en tanke som faktisk måtte irritere ham til en tydelig grænse! ”Du ved slet ikke hvilken fare du selv har sat dig i. Min bror tog næsten livet af dig dengang, og jeg lader ikke andre gøre det nu. Det er mit job at passe på dig,” endte han med en ganske sigende og bestemt tone.

Hvis hun valgte at stole på ham, så kunne hun jo næsten regne ud at hans bror ikke længere var i live, for ellers havde han vel ikke været i stand til at spille rollen? Hun ville gerne være lettet ved tanken, men det ville jo være direkte naivt faktisk at tro på hans ord! Under alle omstændigheder så måtte hun erkende at han var en fantastisk skuespiller, for det virkede på ingen måde som om det havde været en rolle! Yderst stille tillod hun sig at lade blikket glide mod ham, næsten som forsøgte hun at sporer løgn, men det eneste hun så var en meget alvorlig mine. ”Det giver ikke nogen mening,” mumlede hun stilfærdigt og lukkede øjnene for et øjeblik. Det var langt mere end hun kunne forholde sig til og hendes hoved dunkede tungt. Skiltet formåede at gøre hende i tvivl om hans historie, for det virkede jo.. troværdigt nok. Alligevel havde hun stadig et hav af spørgsmål, og hun kunne godt mærke at hun ikke i forvejen var særlig velset i hans øjne. Nu vidste hun om ikke andet hvad han hed. Hun tøvede et øjeblik, før hun alligevel besluttede sig for at stille bare nogle af de utallige spørgsmål. ”Lad os antage at jeg tror på din historie så. Hvad hed din bror og hvad blev der af ham?” spurgte hun nysgerrigt. Det var vel ikke underligt, at hun ønskede at vide hvad der var sket med ham? For et øjeblik stirrede hun tomt ud af vinduet, før hun endte med at nikke lidt medgivende. ”Jo. Jo det ville være sværere,” medgav hun lidt opgivende, for der havde han jo en point. Næsten opgivende lagde hun panden mod det kølige vindue, også selvom hun hurtigt fortrød det drej i kroppen. Hun bed tænderne hårdt sammen, og strøg de nu næsten tørrer lokker bag ørerne. ”Hvad er det for noget ævl med at jeg er i farer? Du kan ikke bare.. påstå at du er en af de gode, og så fører mig langt ud i ingenting eller hvad din plan nu var! Jeg har et job der skal passes, og en husleje der skal betales!” endte hun direkte frustreret. Tanken om at skulle sidde fuldkommen alene på et gudsforladt sted var direkte skræmmende? Hun hævede hånden og lagde den næsten mod sit bryst ved hans ord, blot for at huske kuglen som var gået igennem. ”Passe på mig?! Du har lige kidnappet mig, for ikke at snakke om at true mig med det der.. våben!” udbrød hun hidsigt. Når hun blev bange eller frustreret, så var det et tydeligt tegn på at grænsen var nået, hun kunne ikke tage et sekund mere af alt det her! Han var irriterende, han var højrøvet og han forvirrede hende langt mere end hvad hun kunne holde til! Efterhånden følte hun sig virkelig svimmel og ikke mindst udmattet. Forbandet være den mand!