First step on the way!

Samuel havde – i hans øjne, faktisk kun valgt at redde hendes liv, ved at handle som han havde, for det satte jo hele hans arbejde i stor fare, og det var slet ikke noget som han brød sig om på nogen måde, for det var uden tvivl også noget som gjorde ham direkte hidsig! At hun kunne få sig selv til at blive så sur! Men det var jo typisk kvinder.. Hun havde jo slet ikke set hvad han egentlig havde gjort for hende, ved at gøre som han nu gjorde, og det var noget som virkelig måtte irritere ham! Han fnøs ganske let. ”Hvis du foretrækker en kugle i panden, så er du mig langt værre, end hvad jeg har forhørt mig omkring,” sagde han ganske kortfattet. Ikke bare satte det her hele hans arbejde i fare, men lige så hendes eget liv, og det irriterede ham, at hun slet ikke kunne se det! Var hun virkelig så dum? Han fik tøjet af hende og fik hende placeret i karret. At hun derimod skulle blive hidsig, var noget som direkte frustrerede ham, hvor han himlede med øjnene. ”Havde du ikke ringet 9-1-1, så havde vi heller ikke haft det her problem,” sagde han ganske kortfattet. Selv vidste han at politiet ikke ville sende vognen. Det var hans job at komme ud af den kattepine igen, og det havde han jo trods alt også gjort, ville han da selv mene om ikke andet. At hun skulle hæve stemmen, var slet ikke noget som han havde tålmodighed til, hvor han direkte vendte blikket mod hende. Hun havde ingen anelse om hvor meget han egentlig havde gjort for hende, så hun havde bare at snakke ordentligt til ham! ”Jeg har ikke været andet end ærlig overfor dig, fra jeg fik dig i bilen og kørte dig herud! Og tro mig.. Havde jeg ikke gjort det, kan jeg trygt love dig for, at du havde fået en kugle i hovedet. Ikke af mig, men af andre! Du har sat hele mit arbejde i fare!” Nærmest udbrød han. Han havde måske ikke fået noget igennem det sidste lange stykke tid. Ja, det var vel ved at løbe op i år nu? Han ville ikke sætte flere i fare, end det som han havde gjort i forvejen. Han forlod badeværelset og smækket døren i efter sig, så hun kunne bade i fred – forholdsvist om ikke andet, for han blev stående ved døren.
Som tiden gik, og det gik op for ham, hvor roligt der egentlig var derinde, så rynkede han i panden. Han vendte blikket mod døren. Det var slet ikke fordi at han var fristet til at gå derind, for hun var da bare møghamrende irriterende! Men han var vel nødt til det. ”Så slå mig da ihjel..” Han åbnede døren og trådte ind. Intet.. Det åbne badeværelsesvindue, fangede hurtigt hans opmærksomhed. ”Det er løgn!” hvæsede han kraftigt. Han stormede ud af huset, for at kigge efter hende. Med brækkede ribben, så kunne hun næppe være kommet langt!

Sophia var ikke rigtigt sikker på noget i denne situation. For et par timer siden, havde hun været på arbejde.. en ganske normal dag og nu var hun blevet kidnappet, havde forsøgt at slippe ud af en bil og.. det måtte næsten være en ond drøm. Et sted kunne hun ikke lade være med at undre sig over hvad pokker denne Samuel havde forventet sig af hende, for hvilken kvinde ville ikke kalde 9-1-1 hvis de pludselig stødte på den mand som i sin tid havde revet hende gennem det værst tænkelige mareridt nogensinde? Han fejlede med at plante en kugle i hovedet på hende dengang, hun var forundret over at han også fejlede denne.
Det var en kamp om at komme op af badekaret nu hvor han var væk, men adrenalinet var stadig ikke ude af hendes system tydeligvis. Hun fik kæmpet sig op. Det gjorde ondt, men ikke nær så ondt som hun havde frygtet. Det var vel begrænset hvor lang tid der ville gå før han opdagede at hun var væk? Hun kunne ikke løbe langt i den tilstand, så hun måtte søge tilflugt til at samle lidt energi og eventuelt finde hjælp et sted i nærheden. Der måtte vel være nogle? Med besvær og et halvvejst støn, kom hun ud af vinduet. Hun støttede sig en smule op af væggen og missede med øjnene. Solen var temmelig stærk i dag. Normalt ville hun have tilbragt en sådanne dag i Central park. Hendes hjerte slog lidt tungere.. hvor hun dog ønskede at komme hjem. Haltende begyndte hun at søge efter et sted hvor Samuel næppe ville lede. Hun holdt vejret mens hun krydsede gården og forsøgte at holde sig væk fra alt der hed vinduer. Lyden af hans stemme fra badeværelset indikerede kun at han havde opdaget det, før hun umiddelbart havde regnet med. Denne gang satte hun i løb selvom tårerne hurtigt pressede sig på. Hun dryppede fra vandet og færdes fuldkommen nøgen, men der var trods alt ingen til at se det. Instinktivt kastede hun sig bag en stor sten som stod ved indkørslen til selve huset. Den var stor ok til at skjule hende.
Sophia satte sig op af den, og lagde en hånd mod sine ribben. Det gjorde virkelig ondt! Tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder, og selvom hun var forpustet så måtte hun holde vejret, i frygten for at blive opdaget. Hun havde et liv.. et hjem og et arbejde, ikke mindst en familie som hun var nødt til at finde hjem til!

Sophia var væk, og det var bestemt ikke hvad Samuel lige havde regnet med at han skulle bøvle rundt med, for hvis hun kom ud, og de forkerte fandt hende, så ville det ikke bare koste ham hans årlange arbejde, men så sandelig også hendes liv, og det var jo ikke ligefrem det som man kunne sige, at han havde det mindste brug for i den anden ende. Han stormede ud af huset, selvom der jo uden tvivl var utrolig få gemmesteder, så var der nok, hvis man virkelig ønskede at gemme sig. Vinden var varm for en gangs skyld, men så langt ude i ingenting som de befandt sig, så håbede han da om ikke andet, at han kunne finde hende, inden nogen anden gjorde! For så langt ude af byen, var de jo trods alt heller ikke, så det var slet ikke fordi at man kunne sige, at han følte sig tryg endnu. De var stadig for tæt på.
”Hvis du tror, at du gør dig selv en tjeneste, ved at hoppe ud af vinduet, med et par brækkede ribben, så tager du fejl, Sophia!” kaldte han med en fast tone. Ja, det gav ham mere stress, end det som han havde i forvejen, og det var uden tvivl en tanke, som ganske enkelt måtte pisse ham af, for han fandt sig slet ikke i det! Han så sig omkring. Det var slet ikke fordi at det var noget som gjorde nogen forskel for ham. Han himlede med øjnene. Kvinder var og blev bare besværlige! Og lige præcis derfor, ønskede han slet ikke at have nogen! Desuden kunne han heller ikke, på grund af det liv som han havde, og et sted, så var det jo også bare en konsekvens, som han kunne og måtte tage med i det hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. ”SOPHIA!” udbrød han med en fast tone. Nu var han da kun for alvor ved at blive hidsig! Det var jo lige før, at han fik fristelsen af, selv at sætte en kugle for hendes pande, og så slippe for det bøvl, men det ville han ikke.. Han ville ikke gøre den slags, også selvom det var den form for folk, som han mængede sig med stort set hver eneste dag. Han så sig omkring, søgte efter hende, også selvom hun virkelig havde fundet sig et ganske udmærket gemmested. Hun havde for pokker brug for hvile, så det ribben kunne heale ordentligt, men det var jo ikke ligefrem nemt, når det var sådan hun gik frem for dagen, og den tanke frustrerede ham uden tvivl. ”Jeg beder dig for pokker bare om at komme indenfor igen, så vi kan ordne de ribben. Du kan ikke, og må ikke søge ud, og da slet ikke sådan her!” afsluttede han tydeligt frustreret. Han vidste ikke om hun kunne høre ham eller noget som helst, men han vidste da i hvert fald, at hun ikke kunne være kommet langt væk!

Sophia blev siddende bag den store sten og holdt vejre.t Hun kunne høre ham gå i gruset ikke langt derfra hvilket gjorde hende utryg. Hun kastede blikket hen af vejen. Hvor langt mon der var ind til midtbyen? De var tydeligvis endt temmelig langt ude. Uanset så måtte hun bare bide smerten i sig og så vente tålmodigt på at han ville opgive sin søgen efter hende. Hun lukkede øjnene og forsøgte at få sin vejrtrækning under kontrol, hvilket ikke var nemt når hun mest af alt, havde lyst til at skrige. Hendes hår dryppede. Heldigvis var det lunt, men hun frøs en smule alligevel, eftersom hun var både kold og nøgen, desuden var der nogle nælder som brændte hende i ryggen, men hun forsøgte bare at affinde sig med det, for han skulle ikke se hende, ikke høre hende. Hjertet sad i halsen jo tættere han kom på. I det store og det hele virkede han som en fin mand, men hun stolede ikke på ham. Når hun så på ham, så hun den samme mand som koldt havde set ned på hende, med pistolmundingen rettet mod hendes hoved.
Det pludselige råb fik hende til at fare sammen. Hun slap et lidt højlydt gisp, hvilket slet ikke havde været meningen! Hurtigt førte hun hænderne til munden også selvom skaden allerede var sket. Hun tiggede og bad til at han ikke havde hørt det. En tårer strøg ned over hendes kind men blev stoppet af hænderne på vejen. Selvom hun i virkede meget fattet og rolig, så var hun bange og der var ikke rigtigt nogle steder at flygte hen, hvilket kun gjorde det værste. Hovedet gled mod stenen, hun pressede sig ned i nælderne, og forsøgte bare at lade vandet fratage hende en del af smerten. Hun gjorde det nok kun sværere for sig selv, for hvilken kidnapper ville give hende et bad og alt muligt hvis han alligevel bare ønskede at give hende en kugle for panden? Det gav jo slet ikke mening! Hun havde lyst til at råbe af ham, men modstod fristelsen. Hånden hvilede mod hendes side. Ribbenene havde det virkelig ikke godt, og det var heller ikke godt at rende rundt på den måde, men hvilket andet valg havde hun? Han kunne ikke hjælpe hende, hun skulle se en læge, for hun havde heller ikke råd til at være væk fra arbejde på den måde!

Det var slet ikke fordi at Samuel ville reagere på godt eller skidt, men det var bare som om, at han ikke rigtigt kunne gøre andet. Han var jo allerede klar over, at dette var noget, som ville ødelægge det hele, uden tvivl, og det var slemt nok som det var! Han have ikke brug for en kvindes stædighed at slås med oveni alt det andet! Gemmestederne var måske ganske få, men ikke desto mindre, så vidste han, at hun ikke kunne være kommet særlig langt med brækkede ribben, for det ville da gøre ondt af helvede til.
Langsomt nærmede Samuel sig den store sten, som hun havde gemt sig bag. Hans blik gled mod den. Det ville være det mest oplagte gemmested heromkring i hvert fald. Han trak vejret dybt og kneb øjnene sammen. Han havde et ensomt liv nok i forvejen.. Han havde ikke brug for mere modstand end hvad godt var. ”Jeg ved du er her.. Så du kan lige så godt bare komme frem og indenfor, og få noget tøj på,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme. Ja, han var virkelig ved at blive sur efterhånden, men det var hun vel også ligeglad med? Hun var blind for hvad han gjorde for hende, og det var noget som naturligvis irriterede ham grusomt! Det høje gisp havde han dog hørt, hvilket automatisk fik ham til at søge i en cirkel udenom stenen. Han kunne lige ane hendes skikkelse deromme bag den. Hun måtte da have ondt, så hvorfor ikke bare få det bedste ud af det? Han ønskede hende jo heller ikke ligefrem noget ondt, for så havde han da gjort det, allerede for lang tid siden, og det var jo ikke ligefrem fordi at man kunne sige, at det var tilfældet i denne situation. ”Sophia, du kan lige så godt gøre det nemmere for dig selv, uden at gøre mig mere hidsig, end hvad jeg er i forvejen! Du sætter ikke bare dig selv mere i fare, men også mig!” endte han med en fast tone. Han stoppede op, da han fik øje på hendes skælvende skikkelse. Det måtte virkelig gøre ondt. Han kendte jo til det, for det havde han selv prøvet efterhånden temmelig mange gange igennem hans mange år med det her arbejde. ”I stedet for at sidde der som et forskræmt dyr, så kom med ind.. Jeg gider ikke det andet..” mumlede han tvært, idet han selv søgte i retningen af hende og tog om hendes arm, for at tvinge hende op at stå. Kunne hun ikke høre, jamen, så måtte hun jo føle!