I elevatoren

Steven var vendt tilbage til hospitalet for at få de sidste ting på plads vedrørende den snarlige økonomiske støtte, han ville yde for stedets behandling og forskning. Ved det første møde havde de fået klarlagt forholdene for bidraget, og de havde fået lavet de vitale indledende aftaler, men der manglede endnu enkelte formaliteter, som skulle på plads, før det hele var ovre. Det var dog det værd, da det altid var glimrende PR at støtte de lokale hospitaler, og god PR var i hans branche uvurderlig.

Han havde fået en grundig rundvisning af en af stedets erfarne læger, som havde vist ham faciliteterne og fortalt ham om deres arbejde, og hvad de savnede på stedet, som nogle af hans penge sandsynligvis ville gå til. Indtil videre var han yderst tilfreds med sine oplevelser på stedet, og han havde allerede besluttet, at han ville give et pænt bidrag.

Denne gang gik det noget bedre end første gang med at finde rundt. Han havde sørget for at gøre sig umage denne gang med hele tiden at lægge mærke til, hvor han gik, så ikke han ville risikere at løbe ind i samme situation som ved sidste besøg.

Efter endt rundtur og en afsluttende inspektion af nogle af de nye fremtidige kræfter i form af de prominente lægestuderende og deres mentorer og besøg hos de daglige ledere af hospitalet, var det nu tid til at vende hjemad igen.

Han havde bevidst valgt at lægge besøget sidst på dagen, efter sine andre møder og arbejdsopgaver for i dag, da han ikke vidste nøjagtigt hvor længe det ville ende med at tage. Derfor havde han ikke flere møder for i dag, men ville nu vende direkte hjem for et øjebliks afslapning efter en travl dag med møder og forhandlinger. Han havde ganske vist noget papirarbejde, som skulle udfærdiges og underskrives, men intet som ikke kunne ordnes fra hjemmekontoret, så det havde han i sinde at gøre.

Han havde været på de øvre etager af hospitalet, og trådte nu ind i elevatoren for at komme tilbage til stueetagen. Da han trådte ind var elevatoren tom, og tilbød et moments fred fra de stirrende øjne, men dette kunne jo hurtigt ændre sig. Han trykkede på den rette etage, og elevatoren satte i gang.

Kit havde været hele hurlumhejet igennem for i dag. Hun var en del af en forsøgsordning omkring Huntingtons, og indtil nu havde hun fået doneret blod til videnskaben, været igennem samtaler og fået sit samtidige all-around-tjek. Hun var træt i hovedet og havde siddet ude i venteværelset og drukket cola, som man gjorde når man havde givet blod. Det galt bare om at få noget sukker og noget væske indenbords igen hurtigt, så Kit havde brugt rimelig lang tid på venteværelset med at spille angry birds og drikke cola. Det var endt i at hendes telefon næsten var løbet tør for strøm og hun var begyndt at tage hjemad.

Kits udseende var ikke noget særligt i dag. Hun var iført sorte skinnyjeans, en hvid tanktop og en blå høttetrøje. Hættetrøjen var lynet op og mobilen lå i lommen. Kits hår hang løst, da hun havde taget hestehalen ud, da hun fik tappet blod. Elastikken havde hun smidt ud, fordi elastikken alligevel var helt færdig og uelastisk. Hun gik ud til elevatoren og trykkede på knappen, så elevatoren ville stoppe på hendes etage. Hun havde normalt ikke problemer med at give blod, men hun vidste hun skulle tage direkte hjem, ellers nåede hun at blive dårlig. Hun var allerede blevet lidt småsvimmel, men hun skulle bare lige ned i toget. Så det gik nok. Hun kunne købe en halv liter vand i kiosken.

Da elevatoren endelig kom, smilede hun venligt til manden, der stod derinde og stillede sig ind i elevatoren. Hun tjekkede elevatorknapperne, men han skulle åbenbart også hjem. Havde hun ikke set ham før et sted? Han var i hvert fald en flot fyr, selvom han nok var lidt ældre end hende. Hun nåede ikke at tænke meget mere, for da elevatoren begyndte at køre ned ad, blev hendes bevægelsescenter i hjernen åbenbart forvirret. Nok pga. den manglende halve liter blod. Hun følte sig først bare køresyg, men så begyndte blodet lige så stille at forlade Kits hoved. Hun svajede først en smule, og kunne godt mærke hun var ved at besvime. Hun prøvede at sætte sig ned, men knæene eksede under hende og kunne ikke bære hendes ellers ret lave vægt. Hun besvimede ikke helt, men det var tæt på, og blev hun ikke grebet, ville hun ramme jorden med røven først.

Steven ventede tålmodigt på, at elevatoren skulle nå sit mål i stueetagen, så han kunne komme ud af hospitalet. Han vidste, at mange følte sig ukomfortable ved at være på et sygehus, sandsynligvis på grund af de mange syge mennesker, de klinisk hvide gange og de sterile læger, som huserede. Steven selv havde dog ingen rigtige problemer med det, for ham var det blot endnu en bygning, som ventede på hans penge for at blive renoveret og udbygget. Han kunne dog godt mærke, at det alligevel var noget andet, men atmosfæren generede ham ikke. Det var godt nok med lidt afveksling fra alle de habitter, budgetter og det politiske spil fra hverdagen.

Han hørte den karakteristiske klokke, og elevatordøren gik op og dræbte endegyldigt enhver tanke om en fredelig, ensom elevatortur. Han havde nu heller ikke regnet med andet, og i et så stort og travlt hospital ville det undre ham meget, om han fik lov at køre så langt i en elevator uden andre passagerer. Men han havde vænnet sig til de stirrende blikke, de hviskende stemmer og den stille summen af liv, når det gik op for folk hvem han var, så han generedes ikke længere af det. Det var trods alt hans liv, så han havde været nødt til at lære at se de gode ting ved det, ellers havde det været helt ulideligt - og hvad var pointen i at nå sin drøm og være en af de mest influensrige og velstående mænd i live, hvis ikke man kunne nyde det?

Der var kun en enkelt person, som skulle med elevatoren på denne etage, en ung kvinde. Han kunne ikke helt bedømme, hvor gammel hun var, men han skulle tage meget fejl, hvis ikke hun var et stykke yngre end han.

Han sendte et høfligt, imødekommende smil til hende, da hun trådte ind i elevatoren, og så så ellers bare fremad mod elevatordøren og lod hende i fred, mens de begyndte at køre nedad igen. Han bemærkede, at hun så på etageknapperne, men ikke trykkede, hvilket ville tyde på, at hun skulle samme sted hen som ham.

Knap var de kommet i bevægelse, før han bemærkede ud af øjenkrogen, at hun blev mere og mere usikker på benene, og idet han drejede hovedet for at spørge, om hun var okay, gav hendes ben tilsyneladende efter, og for at hun ikke skulle kollapse på elevatorgulvet, rakte han instinktivt hænderne ud og greb fat i hende og holdt hende på benene.

Han var nødt til at gå lidt tættere på hende for at få et ordentligt greb, men han kunne jo ikke bare lade hende dejse om midt på gulvet.
Han havde ingen problemer med at holde hende oprejst. Nok var hans branche fyldt til renden med middelaldrende, fedladne mænd med mere flæsk end rygrad, men da han var noget yngre end de, og ikke havde en familie eller anden tidssluger uden for arbejdet, blev hans hjemmetræningslokaler flittigt brugt. Dette havde sat sine klare spor på hans krop, som dog så godt som altid var godt gemt væk bag habittens folder.

Kit besvimede ikke helt, men det var da sortnet godt for øjnene. Hun var ikke væk i meget mere end et par sekunder, før blodet kom tilbage til hovedet igen. Langsomt, men sikkert. Hun blinkede forvirret et par gange. Hun lå da ikke på gulvet? Hvorfor stod hun stadig op? Hun huskede da halvt, at hun faldt..? Hun kom op at stå på sine egne ben, og selvom hun stadig var lidt ustabil, så kunne hun da bære sin egen vægt. Først da bemærkede hun armene under sine, der tilsynladende havde grebet hende. Hun greb fat i det lille "gelænder" i elevatoren, som de syge kunne holde fast og vendte sig langsomt mod sin redningsmand. Der var ingen grund til at dreje sig så hurtigt, at hun drattede om igen. "Wow...Tak. Tro det eller ej, mig og lægen jokede lige præcis om det her," sagde Kit med et udmattet grin. Hun havde det faktisk okay igen, selvom hun var godt bleg. Bleg var hun altid, men hun var endnu blegere nu. En smule koldsved havde lagt sig på hendes pande og hun tog en dyb indånding.

Kit tog endnu et kig på sin redningsmand. Hun så ikke så meget tv, og slet ikke nyhederne, men han virkede bekendt. "Hvor har jeg set dig før?" spurgte hun undrende. Det røg bare ud af hende inden hun fik tænkt sig om. "Eller faldt jeg faktisk før?" måske havde hun slået hovedet og halucinerede en eller anden fyr, hun havde set på tv. Hun rystede kort på hovedet. Hvor uhøflig troede hun lige hun kunne være? "Jeg mener... Hej! Jeg hedder Kit. Du virker bekendt," prøvede hun igen. Hendes hjerne fungerede åbenbart på halv kraft lige nu. Hun sendte manden et undskyldende smil. "Jeg plejer normalt at tale pænere, når jeg falder ind i folk i elevatorer," Hun håbede ikke han troede hun var sindsyg. Hun prøvede bare at lave sjov med hele situationen. Hvad skulle hun dog ellers gøre?

Det sidste Steven havde forventet, da han trådte ind i elevatoren, var at noget som dette skulle ske. Hele situationen var da også kommet bag på ham, ligesom hans reaktion havde. Da han havde grebet fat i den unge kvinde havde han slet ikke tænkt sig om, men blot reageret på rent instinkt. Normalvist ville han jo aldrig blot gå hen til en fremmed og tage fat i dem på denne måde, så meget havde han jo lært om almindelig dannelse, men lige i dette tilfælde havde han vist ikke haft det store valg.

Han kunne fornemme, at hun var begyndt at komme til sig selv igen. Han ventede et øjeblik mere, indtil han var sikker på, at hun var i stand til at stå på egne ben, før han slap sig greb om hende og trådte et skridt tilbage.

Steven smilede overbærende og muntert ved hendes første kommentar, ”Man siger jo, at man skal passe på, hvad man ønsker.. Måske det samme gælder her?”

Hun virkede til at have det fint igen, og Steven åndede lettet op. Godt nok var de midt i et hospital, men lige her var de trods alt alene, og han anede intet om medicin eller sygdom. Hvad skulle han gøre, hvis hun pludselig faldt om igen?

Det gik nu op for ham, at hun i første omgang ikke vidste, hvem han var, men hun lod dog til at genkende ham. Måske hun stadig var omtåget efter hvad end der var sket med hende?

”Steven Noble,” præsenterede han sig og rakte en hånd frem i hilsen, ”Intet at bekymre sig om.. Er du okay?”

Det var godt nok længe siden, han var blevet mødt på denne vis, men det var der vel heller intet at sige til, hun havde trods alt netop mistet bevidstheden, om end kun for en stund.