Lægebesøg

Kit trådte ind på hospitalet. Et af de steder hun hadede mest i verden. Uanset hvad hospitalergjorde, så forbandt hun dem med død, sygdom og ulykke. Det var virkelig ikke et sted hun brød sig om at være. Det føltes også som om man ikke måtte grine eller tale for højt. Lidt a la et meget deprimerende bibliotek. Kit havde håret i en hestehale og var iført en simpel hvid tanktop, et par sorte jeans og en mørkeblå hættetrøje ud over sit tøj. Hun bed sig i underlæben, da hun stillede sig ind i elevatoren sammen med en masse mennesker. De fleste lignede besøgende, men bagerst stod der en enkelt fyr med et stativ med et drop på. Kit havde høretelefoner i ørerne og hørte musik, så hun slap for at tænke alt for meget på hvad der skulle ske.

Kit stod af på sin etage. Hun havde været her før. Hun skulle ind og give noget blod. Hun havde sagt ja til at være med i en forsøgsordning, så der kunnes forskes i en eventuel kur til hendes sygdom. Derfor deltog hun ind i mellem i nogle test, donerede noget blod til forskningen og så kontrollerede lægerne samtidig om hun havde fået nogle symptomer siden sidst. Denne gang skulle hun dog bare have tappet blod. Da blodet gik direkte til en særlig forskning, donerede hun ikke blod sammen med andre bloddonorer. Hun satte sig i venteværelset og tog sin hættetrøje af. Hun tog den dog hurtigt på igen, da det var en smule køligt i venteværelset. Så ventede hun ellers bare på at hendes navn blev kaldt op. Hun tog musikken ud af ørerne og gav sig til at spille Angry Birds på sin mobil i stedet.

Sage sorterede de sidste bunker papir og fandt den journal frem som havde ligget åben på bordet. På grund af en åndssvag fejl aftenen før, havde hun fået dagens absolut kedeligste opgave på skadestuen, hvilket irriterede hende lidt. Irritationen var dog væk i samme øjeblik hun var blevet forflyttet til et undersøgelseslokale for at tage en blodprøve af en ung kvinde i forskningshenseende. Hun havde netop tilbragt et par timer på skadestuen hvor der ikke var sket særlig meget, men efter at have læst Kits journal, så hun faktisk frem til at møde hende. Roligt åbnede hun døren ud til det stort set fyldte venteværelse. Et varmt smil spillede over hendes læber. ”Kit Peterson?” spurgte hun ud i lokalet. Stort set alle de ventende så op på hende med håbfulde øjne og ventede på at komme til og hun måtte desværres skuffe 99% af dem.
Den unge kvinde var dog et lidt mere særlig tilfælde, eftersom hendes blod ikke skulle bruges til donation men derimod til forskning. Hun lod de klare øjne søge ud over mængden mens hun forsøgte at gætte sig til hvem det var hun ledte efter – noget som selvfølgelig synes at være en umulig opgave.

Sage rettede lidt på den hvide kittel hvorunder hun bar et par jeans og en langærmet rosa bluse. ”Kit Peterson er hun til stede? spurgte hun igen da der ikke var kommet respons den første gang. Sygdomme ramte til tider unge mennesker, men med en sygdom som Huntingtons som ikke kunne undgås, måtte det være ekstra forfærdeligt. Hun havde om ikke andet haft et håb om at kræften ikke ville ramme hende dengang.

Kit reagerede ikke første gang, fordi hun var så pokkers optaget af at spille spil. Hun nærmest sprang op, da Sage kaldte hendes navn anden gang. "Ja! Sorry! Jeg sad lige i min egen verden," sagde hun, mens hun gik hen mod lægen. Det var en rimelig ung kvinde, der åbenbart fik æren af at tappe hendes blod i dag. Måske var det faktisk en læge, som man gad snakke med? Det var altid gamle krager eller nyudlærte, der havde fået æren indtil videre - og det var pisse irriterende. Kit elskede at møde nye mennesker, og selvom det ikke var under de fedeste omstændigheder, så måtte hun vel få det bedste ud af det. Kit granskede Sages ansigt, for at se efter medlidenhed. Hun var lidt træt af at alle de andre unge læger hun havde haft, altid havde skullet fortælle ih- og åh hvor synd det var for hende, og at de følte med hende. Hun havde haft en lang periode med selvmedlidenhed, og det kunne ses, hvis man kiggede efter. Hun havde stadig tynde, aflange ar på sine underarme, selvom de ikke var så tydelige pga. hendes blege hud. Hvis en læge kiggede hende i næsen kunne set sikkert også ses hun havde sniffet stoffer, og lungerne afslørede helt sikkert også alt hun nogensinde havde røget. Men den tid var ovre nu. Hun havde styr på sig selv nu.

"Jeg har spist alle mine jernpiller denne gang." sagde Kit, mens de bevægede sig ind i undersøgelseslokalet. Der var kun en enkelt briks til patienten, modsat almindelige bloddonerlokaler, hvor der kunne være mange samtidig. Men da Kit og hendes læge muligvis skulle snakke om personlige ting, så blev det gjort på denne måde. Det havde en læge forklaret hende engang. Så var der vel også større sikkerhed for at blodet ikke fik forkerte mærkater på. "Jeg plejer ellers at være elendig til at huske dem, men denne gang lykkedes det." Det plejede altid at være det de psurgte hende om, og det stod sikkert også noteret i hendes journal.

Sage smilede og nikkede roligt mod hende, da det endelig gik op for hende at hun blev kaldt på,. Hun rettede sig helt op og ventede tålmodigt på at hun nærmede sig. Godeftermiddag Frk. Peterson. Jeg er Sage Callaghan og skal hjælpe med at tage dine prøver i dag,” præsenterede hun. Til tider nagede det hende lidt, at hun ikke kunne tiltalte sig selv som 'Dr' men det måtte lige vente nogle år endnu. Journalen holdt hun ind mod brystet med den ene hånd mens hun rakte den anden hånd frem mod hende som en hilsen. Umiddelbart lignede hun jo en ung, frisk kvinde, men journalen fortalte både omkring misbruget og hendes selvskadende adfærd. Det værste var næsten at hun ikke kunne bebrejde hende, for hun havde trods alt tyet til selv samme midler. Når det var sagt så lignede hun ikke en der på nogen måde var påvirket af rusmidler. ”Kom med ind,” bad hun roligt og åbnede døren ind til undersøgelseslokalet hvor der kun var en enkelt briks.

Det var tydeligt at Kit allerede kendte smørren. Hun lukkede døren bag dem og lagde journalen på bordet. ”Det er godt. ” svarede hun og gjorde gestus mod briksen som tegn til at hun skulle sætte sig. ”Før vi begynder, Frk. Peterson, er jeg nødt til at vide om du fortrækker at ligge eller sidde og om du har problemer med nåle?” spurgte hun og satte sig ned på en skammel ved siden af briksen. I tilfælde af nåleforbi ville hun ikke haste igennem det, og der var overraskende mange som ikke havde tillid til deres læge. Ifølge journalen var det ikke første gang hun havde prøvet det, men man kunne aldrig tage nok forholdsregler, desuden virkede hun en smule pirrelig hvilket oftest indikerede et tegn på ubehag eller mistillid. Hvis du har nogle spørgsmål eller ønsker, må du endelig sige til,” bad hun og rullede lidt frem og tilbage på skamlen. Det med at sidde stille ville hun aldrig blive god til!

Kit rystede bare på hovedet, mens hun gav Sage hånden. Der var ikke noget spørgsmål hun skulle have afklaret. "Jeg foretrækker at ligge. Jeg plejer ikke at falde om bagefter, men lad os nu ikke friste skæbnen." sagde Kit med et skævt grin "Men jeg behøver abolut ikke kigge med," tolføjede hun. Hun var ikke bange for nåle, men hun ehøvede heller ikke at kigge med. Hun satte sig op på briksen og undrede sig endnu engang over hvad er stod i hendes journal. Der måtte stå noget om hvad hun havde gjort ved sig selv tidligere i forløbet, men Sage havde ikke vist medlidenhed den samme ynkelige måde som de andre nye læger gjorde. "Og før du spørger. Ja, jeg er ædru og nej, jeg er ikke påvirket af noget andet." sagde hun og tog sin hættetrøje af og lagde i fodenden af briksen, så lægen også kunne se at hun ikke havde nogle snitsår nogle steder. Desuden var det svært at donere blod med trøje på.

"Jeg lagde mærke til at du ikke sagde "doktor" foran dit navn... Medicinstuderende?" spurgte Kit interesseret. Denne Sage vidste ufattelig meget om Kit bare ved at læse hendes journal, så det virkede naturligt også at vide noget om Sage. "Du virker cool nok... De andre studerende er altid så... så pjevsende!" sagde Kit i mangel på bedre ord. "Det er lidt irriterende..." tilføjede hun. De ældre madammer var bare upædagogiske. De gav hende bare ordre. Det var en lidt underlig oplevelse at blive beordret rundt, når man gjorde noget frivilligt.

Sage trykkede kort hendes hånd og førte hende med sig ind i undersøgelseslokalet, der var oplyst af den varme sol uden for. Hun nikkede forstående. ”Du har ret, lad os ikke tage chancen. Jeg vil nødig skulle fører dig ned på skadestuen bagefter,” medgav hun med et lille grin. Hun var afslappet omkring det hele, det hjalp de fleste patienter også i forhold til den tillid der skulle opbygges mellem læge og patient på kort tid.
”DEt behøver du ikke,” lovede hun og vendte ryggen til hende for at finde de ting hun skulle bruge. Hun rullede hen til hendes side igen og lagde nålen, samt to små beholdere på et lille bord ved siden af. Det var ret tydeligt at Kit havde prøvet det før, og været ude for nogle uheldige situationer.
Sage så i hendes blik. ”Dine pupiller er som de skal være, jeg kan se dine smukke blå øjne, og du har en fin glød i kinderne. Jeg ved at du ikke er påvirket,” bekræftede hun endeligt. Mistanken havde ikke engang været der, som tidligere forbruger og som læge kendte hun symptomerne.

Hun nikkede med et lille smil og rejste sig for at vaske sine hænder over ved en vask ved døren. Det er jeg. Der går desværre et par år før jeg kan kalde mig 'Doktor',” bekræftede hun ærligt. Mange patienter ville ikke underligt, gerne lære deres læge at kende, og hun kunne ikke bebrejde dem, for de vidste jo meget om dem på grund af journalen men de vidste intet om dem. Hun tørrede sine hænder og iførte sig handsker før hun vendte sig mod Kit igen. Det var ret forståeligt at hun var blevet træt af pjevsede læger. ”De mener det godt, Kit. Det er en skam med en sygdom som Huntingtons og særligt at leve med bevidstheden om det i din alder hvor du bare skal leve livet, men jeg tror ikke at medlidenhed hjælper det mindste. Sygdommen slår dig ikke ihjel i dag eller i morgen, hvis du er heldig når du slet ikke at blive påvirket af den. Det vigtigste er at du lever uden frygt,” svarede hun og satte sig ved hende med det stille smil. Efter sit eget sygdomsforløb vidste hun hvad hun snakkede om.

Kit kunne ikke lade være med at komme med et lille grin. "Du behøver ikke bære mig. Bare smid mig ind i elevatoren, så finder de mig vel, når den åbner," sagde hun med endnu et grin. Det, at Sage ikke behøvede at spørge om hun var påvirket, betød meget. Hun vidste tilsynladende hvad hun lavede. Det var også det indtryk Kit havde fået til at starte med. Kit kunne dog ikke lade være med at ryste lidt på hovedet, da Sage gik igang med at forklare at sygdommen måske ikke ville ramme hende. "Jeg ved det, men min mor døde ret tidligt. Så taler statistikken også for at jeg gør," Sådan hang det desværre sammen, selvom hendes far selvfølgelig hjalp Kits mor lidt på vej mht. døden. Kits tonefald passede ikke helt til deres rimelig alvorlige emne. Hun kunne lige så godt have sagt, at det var godt vejr i dag. Man nåede et punkt, hvor man bare måtte sige det som det var, uden noget særligt tonefald. "Og så gør medlidenhed mig jo ikke rask." Hun vidste ikke om hun var bange for at dø, men det var nok fordi at det ikke var noget hun behøvede at være bange for, før hun begyndte at udvise symptomer. "Jeg er ikke bange. Ikke endnu i hvert fald." Sagde Kit og overvejede sit næste svar. "Ikke for det i hvert fald." Der var til gengæld så mange andre ting hun var bange for. Hun ville så gerne have en mand og børn, men hun ville ikke give genet videre. Hun skulle også til at komme igang med at lave nogle børn, hvis hun skulle nå det inden hun blev syg - altså hvis hun blev syg lige så hurtigt som sin mor. Desuden krævede det også en mand af en særlig støbning at kunne acceptere, at hans kone eller kæreste næppe ville blive meget ældre end 45, og langsomt blive mere og mere hjælpeløs og glemme sine børns navne. Der var også noget andet hun ville vende med sin læge nu hun havde hende. "Jeg ville også gerne høre mulighederne for sådan en attest, så I ikke genopliver mig, hvis jeg dør... Er der andre end mig og min læge, der skal skrive under på den?" spurgte Kit. Hun havde ikke planer om at underskrive en endnu, men det var altid godt at vide.

Sage grinte lidt sammen med hende. ”Det har du ret i. Det ville gøre mit job meget nemmere,” svarede hun morende, tydeligt ment som en joke. Selvfølgelig ville hun stå der hvis der skete noget. Blikket gled ned over hendes arme. Antydningerne af ar var der endnu, men det lod til at det var længe siden hun havde gjort skade på sig selv. Jo mere hun lærte om Kit, des mere så hun lidt sig selv i hendes situation. Kvinder som Kit var grunden til at hun sad hvor hun gjorde. Hun lagde nålen fra sig og skubbede sig lidt tættere på for at fange hendes blik og understrege alvoren af det hun skulle til at sige. ”Statistikker tager fejl, til tider. Jeg kan og vil ikke love at du kan gå upåvirket gennem livet, men der er en chance for at du kan blive ramt af sygdommen i en alder hvor du om ikke andet har levet, selvom din mor døde i en ung alder,” forklarede hun sandfærdigt. Både hendes mor og mormor var døde inden deres 50 års fødselsdag af kræften, men hun havde overlevet. Denne omgang om ikke andet. ”Min mor og min mormor var også syge og døde i en ung alder af en arvelig kræftsygdom. Jeg fik den også, men jeg er i live.. så godt som i hvert fald,” tilføjede hun med en blid latter. Hun var et eksempel på at statistikker ikke altid var troværdige.
Sage gjorde nålen klar. ”Læg dig ned, og lad os få det overstået,” bad hun med det stille smil og ventede tålmodigt. Det var en god ting at hun ikke var bange, frygt forhindrede hende i at leve og hun havde endda en ganske vidst uhyggelig sygdom, men ikke desto mindre, en de forsøgte at holde hen. ”Det gør det ikke, det er det vi prøver på,” medgav hun ærligt. Smilet falmede dog lidt da hun spurgte ind til en attest. Hun rømmede sig. ”Hvis du vælger at det kun skal være dig og din læge, så vil ingen kunne modsige det. Du kan også vælge at lade det være op til dine pårørende i den situation. Men Kit.. en sådan attest gælder jo fra den er underskreven, det er slet ikke nødvendigt at tænke i de baner endnu,” forklarede hun med tungt hjerte. Det var hårdt når det gik ud over så unge, måske også fordi hun selv huskede sine egne mange bekymringer?

Kit lagde sig ned på briksen, mens hun tænkte lidt over det Sage havde sagt. Hun vidste godt statistikker ikke altid passede, men hun ville ikke lade være med at tro på den. Hun ville ikke antage at hun levede til hun blev 80, og så blive skuffet når hun fyldte 30 og ikke havde mange år tilbage. Sådan skulle det ikke være. "Jeg ved det," sagde hun om statistikken. "Og chancen er jo også at I kære læger finder en kur. Men... Det kan jeg bare ikke gå og håbe på." sagde hun og løftede hovedet en smule, så hun kunne tage hårelastikken ud og tage den om håndledet. Man lå af helvede til med hestehale i. Hun drejede hovedet, så hun ikke behøvede at se på hvad Sage lavede. Hun behøvede absolut ikke at kigge med. Det gjorde hende faktisk tit en smule dårlig.
"Jeg ville heller ikke skrive under på sådan en endnu. Det var mere til når jeg sådan rigtigt begyndte at fejle noget." Så håbede hun at det aldrig ville ende i en situation som det var endt med hendes mor og far. Hendes plan var også at flytte til en stat, hvor aktiv dødshjælp var lovligt, når hun engang nåede dertil. Hun kunne ikke bede et familiemedlem om at slå hende ihjel. Det galt bare om at få det hele ordnet inden tid var. Men hun havde bestemt ikke planer om at dø endnu. Der var forhåbentlig mange år til. "Hvem ved? Måske er det ikke Huntingtons, der slår mig ihjel. Måske er det en spritbilist?" sagde hun med et skævt smil på læben. Morbid humor måske, men den triste stemning orkede hun ikke mere af. "Og du behøver ikke tælle, når du stikker. Jeg ved jo udemærket at i alle sammen stikker, når I har talt til to." "Jeg stikker på tre" var lægeverdenens største løgn.

Der var ingen grund at dødsdømme det hele på forhånd som Kit tilsynladende havde gjort.. eller været tæt på at gøre i hvert fald. Hun så på hende og bandt et stramt bånd omkring hendes arm så blodåret ville fremstå tydeligeligere. ”Chancen for at vi finder en kur er måske ikke stor, men chancen for at vi finder noget der kan holde det i skak er langt større. Du behøver ikke at være bange Kit, ikke nu,” svarede hun roligt og stak nålen ind i åren. Blodet strømmede hurtigt ud i den lille beholder, som hun forseglede da den var fuld og skiftede til den næste. ”Jeg kan godt forstå at du gerne vil kende dine muligheder, men du burde ikke tænke på det nu.” Sage sendte hende et varmt smil og tog den sidste beholder frem.
Der skulle være nok til at de kunne foretage en del forskellige prøver. ”Vi er der lige straks,” mumlede hun forsikrende inden hun forseglede den sidste beholder og gjorde et stykke vat klar. Så forsigtigt som hun præsterede fjernede hun nålen for i stedet at ligge vatten over såret. ”Hold det her over, og bøj din arm,” bad hun og vendte ryggen til hende for et øjeblik så hun kunne udfylde de små mærkater på beholderne. Kit fik hende igen til at grine. ”Det er rigtigt,”[/color] medgav hun og rejste sig. Der stod et mindre køleskab i lokalet hvor sukkerholdige drikke som regel stod klar. Hun tog en ud og åbnede den. ”Har vi overhovedet lov til at have nogle beskidte tricks tilbage? Her tag den her,” hun rakte hende colaen og satte sig ned på skamlen ved siden af hende igen. Måske der var mange som sad og ventede, men Sage gav ikke slip på hende før hun var sikker på at hun klarede den. ”Hvordan har du det? Føler du dig svimmel eller utilpas på nogen måde?” spurgte hun en kende bekymret, det var trods alt ret relevant for hende at vide.