Buying new friends

Forholdet med omverdenen og firmaets, partiets og ikke mindst Stevens eget ansigt udadtil var en vital faktor i hans erhverv og noget, som jævnligt skulle vedligeholdes og plejes.

Det kunne med årene blive vanskeligt at vedblive at finde nye måder at gøre dette på. Han havde i dag en hel del velgørenhed i form af diverse fonder, ulandshjælp og medicinsk forskning i bagagen; meget apropos sidstnævnte havde han nu - under råd fra sine PR rådgivere - besluttet at støtte et af de lokale hospitaler.

Han var, som vanligt, ankommet i bilen ført af sin chauffør. Mens han ventede i bilen, var Steven fortsat ind for at tendere til sit aftalte møde med hospitalets bestyrelse for at få detaljerne vedrørende bidraget på plads.

Der var gået en rum tid med at forhandle omstændighederne og forudsætningerne, men til sidst blev der enighed om en gensidigt gunstig aftale.
Efter endt møde og opnået enighed stod Steven nu på den klinisk hvide hospitalsgang. Han var blevet ledt til lokalet af en af de ansatte - en sygeplejerske formodede han - og var nu i færd med at danne sig et overblik over hvor han helt nøjagtigt befandt sig.

Han kastede et blik ned på uret på venstre håndled, og kunne med lettet hjerte konstatere, at der endnu var et godt stykke tid, før han skulle videre til det næste punkt på dagsordenen. I en normalt tætpakket hverdag var dette en kærkommen nyhed, særligt når han ikke var komplet sikker på, hvor langt han befandt sig fra udgangen. På vejen ind havde størstedelen af hans fokus lagt på at forberede sit forestående møde, og kun en ganske sparsom andel havde været gået til at registrere hvor eller hvor længe, han havde gået.

Han rettede kort på kraven på jakken, inden han begyndte at gå mod udgangen.

Helt direkte mod udgangen kunne han dog ikke være gået, for efter en rum tid måtte han erkende, at han ikke genkendte det sted, hvor han befandt sig. Hvor han helt nøjagtigt var på hospitalet, eller hvordan han havde forvildet sig hertil, anede han ikke. Sikkert var det dog, at der ikke var nogen dør her, som førte ud af bygningen.

Hele morgenen var hospitalets ansatte blevet forberedt på det fine besøg de fik i løbet af dagen. Sage havde ganske vidst ikke helt fået med hvad det drejede sig om, men hun vidste så meget at der var en masse penge i spil – penge som skulle bruges i forhold til forskning og i forhold til at holde sig opdateret med den nyeste teknologi og elektronik inden for medicin.
Mødet havde hun i sig selv ikke havde noget med at gøre, i stedet havde hun passet sit arbejde. Samtlige af hospitaltes dygtigste ansatte havde deltaget i mødet, hvilket ville sige at der havde været mere for alle andre at lave.

Sage forlod den sidste stue på sin rute for nu. Det var ved at være frokosttid og hendes mave havde knurret uafbrudt de sidste to timer. Med hendes søger hægtet fast ved sin buksekant skjult under den hvide kittel, strøg hun ned af de sterile gange. På vejen ned fjernede hun sine gummmihandsker og smed dem i en af de skraldespande hun passerede. Hurtigt bed hun sig fast i at der var begyndt at komme flere mennesker på gangene igen, og hun måtte automatisk konkludere at mødet var hævet. Om det så havde været en succes eller kæmpe fiasko kunne hun ikke rigtigt læse.

Med fremadrettet blik, fik hun hurtigt øje på den høje skikkelse for enden af gangen. Han var ikke svær at se eftersom han skilte sig meget ud fra mængden med sin beklædning, som var alt for fin til et hospital som dette. Hun satte kurs mod ham med et muntert smil på sine læber og hænderne plantet i lommerne i sin kittel. ”Undskyld mig, Sir.. De ligner en som er faret vild?” sagde hun med en lettere spørgende tone, selvom det i højere grad var en konklusion. Hun huskede selv hvordan det havde været de første dage, hvor svært hun havde haft ved at finde rundt. Kan jeg hjælpe Dem?” spurgte hun videre og havde ingen idé om hvem hun faktisk stod overfor. Et manglende TV og alt for lidt tid til at orientere sig i blade, skabte desværre nogle lettere pinlige situationer til tider.

Under mødet havde Steven, næppe overraskende, været stærkt underrepræsenteret. Hospitalet havde forståeligt nok bestræbt sig på at fremvise sig fra sin pæneste side og se sig bedst muligt ud, og Steven ville ikke benægte, at de havde haft succes i at give et glimrende førstehåndsindtryk.

Normalt ville man i hans situation nok have medbragt et følge af diverse rådgivere og forhandlere, men Steven adskilte sig her fra flertallet af sine kolleger. Han foretrak som oftest selv at lede forhandlingerne, og mente ikke, at han havde behov for et dusin mænd i ryggen for at fremføre sin sag og få den igennem.

Det var da også denne selvsikkerhed, stædighed og beslutsomhed, som havde bragt ham, hvor han var nu.

Han havde allerede hjemme fra besluttet sig for, hvad han ønskede ud af dette møde, og allerede fra begyndelsen havde han sat dagsordenen som han typisk gjorde, og gjort sit til at lede forhandlingerne mest muligt. Dog måtte han, ligesom alle andre, lejlighedsvist acceptere forlig og overenskomster, som ikke gik helt efter hans hoved, men få hvad han ønskede, det skulle han nok. Også i dag havde han da været ganske tilfreds med resultatet, og han nærede ingen tvivl om, at det var gengældt fra anden side.

Nu var der kun tilbage at få ordnet formaliteterne med pengene og så fra hospitalets side at gøre deres del. Der var endnu en smule at gøre, før det var helt i orden, men nu var grundreglerne sat og de nødvendige aftaler indgået.

Han bandede indvendigt over, at han havde ladet sig selv fare vild på denne vis. Havde han ikke haft et lille hul i sit skema, kunne dette være katastrofalt. Et enkelt forsinket møde kunne ødelægge en hel dags planer og, for en mand som ham, koste pengebeløb med en hel del nuller efter. Selvom det lige i dette tilfælde ikke var et problem, kunne han ikke tillade den slags, uafhængigt af omstændighederne. Uventede forsinkelser var en uhørt ting, havde altid været det.

Hans vildfarenhed havde tilsyneladende kunnet anes. Dette blev klart for ham, idet en ung kvinde, som tydeligvis arbejdede på stedet, nu kom gående mod ham på gangen og talte til ham.

”Åh, ja.. Jeg var netop på vej ud, men lader til at være gået forkert et sted.. De kunne vel ikke være så venlig at pege mig i den rigtige retning?”

Om hun var sygeplejerske eller læge - eller måske noget tredje, det kunne ikke udelukkes - var han ikke helt sikker på, dog havde han stærke formodninger, hovedsageligt baseret ud fra den hvide kittel, at hun var en form for læge. Dog forekom hun ham noget ung for en læge, så han tvivlede på, at hun var helt færdiguddannet, men nok snarere en lægestuderende på et eller andet niveau.

Den sidste uge havde mere eller mindre udelukkende drejet sig om de kommende forhandlinger. Sygehuset var blevet stadset op, og alle ansatte havde fået besked på at vise sig fra deres bedste side, men det var trods alt hverdag. Sage havde næsten glemt at mødet skulle foregå i dag, så det havde overrasket hende lidt at måtte vandre så meget frem og tilbage for at få tilset alle patienterne.
Hun havde hurtigt fået øje på den jakkeklædte mand som tilsyneladende var en eller anden form for besøgende, eller deltagende i mødet at dømme ud efter beklædningen og det hele. Han var en pæn mand.. næppe frygtelig meget ældre end hende, og hun havde et eller andet billede af, at de mænd som skulle deltage i mødet var nogle halvgamle nisser, med intet bedre end investere i, men det var trods alt bare hendes egen uvidenhed der slog igennem.

Hun burde have genkendt ham fra medierne, men han var ligeså fremmede for hende som de fleste andre på stedet. Hendes ansigt lyste op i et smil da han fik øje på hende og erkendte at han var faret vild. Det skete for de fleste, men det var næppe en trøst. #I så fald er jeg bange for at De er endt det helt forkerte sted. Følg mig,” bad hun roligt og vinkede ham med sig ned af gangen han var kommet fra. De fleste gættede hurtigt at hun ikke var læge, men at blive kaldt sygeplejerske var næsten en fornærmelse. Hun så virkelig frem til den dag hun kunne præsentere sig med den fornemme doktor titel.

Sage sagtnede farten en smule og kastede blikket over skulderen mod ham. ”Er De en pårørende?” spurgte hun og lagde mærke til hvordan alle de passerede bare gloede efter hende nærmest med åben mund, hvilket fik hende til at rynke lidt på panden. Havde hun noget et eller andet sted? Hun gned sin kind med håndryggen som havde der været snavs, det skete jo desværre i ny og næ i deres fag. Hun valgte at ignorere de mange blikke og førte ham i stedet med sig uden at haste med noget som helst. Det jo alligevel hendes pause – den eneste hun fik i løbet af en dag. Ikke at hun brokkede sig, hun forfulgte en drøm som hun aldrig havde håbet på at kunne forfølge og uanset hvad hun skulle gå igennem få at nå målet, så var hun indstillet og villig til at gøre det, hun havde trods alt overlevet 4 år efterhånden, så hun var halvvejs!

Steven beundrede de, som læste i flere år for at få sit drømmejob - så som læger, som jo læste i lange årrækker - i nogles tilfælde helt uden at vide, om de overhoved ville kunne få arbejde efter end uddannelse. Dette var noget, der i hans øjne viste dedikation og engagement.

Selv havde Steven måttet forlade skolen, da han i sin tid valgte at flytte til Amerika for at forfølge sin drøm. Han havde gået i skole hjemme i Canada, men havde ikke haft megen fritid, når han også arbejde næsten fuld tid ved siden af. Da han så endelig kom her til landet og fik åbnet egen forretning, var tiden bare ikke til skole. Det havde selvfølgelig været et kæmpe sats, og havde det mislykkes, ville han stå tilbage uden penge, arbejde og uddannelse - eller råd til samme.

Heldigvis var det ikke gået så galt, og han havde aldrig rigtigt savnet en uddannelse. Faktisk havde han aldrig kunnet mærke, at han ikke havde den. De fleste i hans branche havde selvfølgelig forskellige uddannelser og kurser indenfor forretning, marketing eller deslige, hvorimod Steven udelukkende havde bygget sit arbejde og sin forretning på erfaring, almen intelligens og andre dyder, som han havde bragt til glimrende brug over årene.
Steven var udmærket klar over, at han skilte sig noget ud med den obligatoriske habit, som sandsynligvis havde kostet mere end mange af de studerende, og nok også enkelte færdiguddannede medarbejderes, garderober. Dette tænkte han dog ikke meget over, da hans ansigt i sig selv var temmelig karakteristisk, og endnu havde han ikke kunnet komme ret mange steder, udenfor overklassens lag, uden at vække opsigt, så han tvivlede på, at en anden påklædning ville ændre ret meget på dette.

Han bandede indvendigt på alle de sprog, han kunne komme i tanker om, da han måtte sande, at han havde haft ret i sin mistanke om, at han havde fået forvildet sig helt på gale veje. Heldigvis virkede den unge medarbejder, som han havde fået kontakt til, til at være ganske hjælpsom, og han lod da ikke denne chance for at komme på rette veje forbigå sig, men fulgte hende straks i den retning, han netop var kommet fra.

Han rynkede let øjenbryn ved hendes spørgsmål og funderede over det for en stund. Han vidste naturligvis ikke, hvor meget folk på stedet i almindelighed vidste, om end sladderen nok gik i samme stil som på andre arbejdspladser. Det var jo ikke helt umuligt, at han havde et familiemedlem eller en bekendt, som var patient på hospitalet, om end det nok ikke ville vare længe fra indlæggelsen, før ordet spredte sig om, at en statsmands pårørende var patient på deres stue. Han lod sig dog ikke dvæle ved det ret længe, men svarede blot på hendes spørgsmål, så godt som han nu kunne.

”Nej, jeg er her i arbejdsmæssigt henseende. Møde med bestyrelsen,” forklarede han.

Steven mærkede godt de mange blik på dem, men tænkte ikke videre over det. Dette havde han vænnet sig til gennem det seneste halvandet årti.

På trods af et frygtelig dyrt, tidskrævende og langt studie, så havde Sage ikke valgt at give op. Hun elskede livet på hospitalet, hvilket strålede ud af hende på kilometers afstand. Muligvis hun aldrig ville blive hverken rig og berømt fordi den ellers klækkelige løn ville gå til afbetaling af gæld, men for hende var det nok at hun kunne gøre en forskel fra andre.
Hun fulgte ham med ned af de kringlede gange. For dem som ikke var her hver dag, var det en stor udfordring at finde rundt, så det var efterhånden dagligdag at tilbyde sin hjælp og få rede på forvirringen.
De blev fuldt med nysgerrige og misundelige øjne, også selvom Sage ikke havde nogen idé om hvorfor. Hun havde oftest snuden begravet i bøgerne og ejede ikke et TV, så der var mange ting der gik hende forbi. Det var kun sladderen på hospitalet hun rigtigt blev indviet i, hvilket oftest drejede sig om de ansatte og derfor sjældent var særlig spændende.

Hun nikkede forstående og så op på ham.. han var en del højere end hende selvom hun ikke var blandt de laveste kvinder. ”Det forklare habitten,” konkluderede hun og lod blikket løbe ned over hans yderst velklædte skikkelse. Den dyreste kjole hun havde i skabet havde muligvis kostet hende 30$ og de var blevet spenderet med ret dårlig samvittighed. Hun gik ikke ud fra at denne mand havde samme økonomiske problemer. ”Jeg håber at De har fået et godt indblik i hospitalet?” spurgte hun roligt og førte ham ned af gangen hvor receptionen lå.

Kantinen lå ikke langt derfra og udgangen med de store glaspartier lå netop forud for dem, og henledte ret hurtigt opmærksomheden. ”Så er vi her. Udgangen er der, og hvis De sørger for at holde til venstre vil De finde parkeringspladsen,” forklarede hun med et næsten overdreven kropssprog som både pegede og fægtede lidt i luften. Mange lo af hende, men hun havde som regel god kontakt til sine patienter. Hun var lidt mere det muntre selskab end mange af de ældre kraver som passerede i ny og næ.

Sage stoppede op og foldede hænderne foran sig. ”Er der mere jeg kan være behjælpelig med, eller klare De Dem?” endte hun imødekommende. Måske hun kunne virke en kende overivrig måske ligefrem flyvsk i forhold til ham, men dette var hendes drøm og hun kunne umuligt skjule den passion hun følte når hun stod i det. Hun var trods alt på hjemmebane.

Selvom han aldrig havde arbejdet med det, og aldrig ville komme til det, havde Steven altid fundet videnskab i almindelighed som værende et ganske fascinerende emne. Han havde dog aldrig haft evnerne til at begå sig indenfor videnskabsområdet sådan helt for alvor. Hans evner, intellekt og innovationsfornemmelse fandtes indenfor noget anderledes områder. Desuden havde han på ingen måder uddannelsesbaggrunden, som den slags krævede. Nej, det ville være alt for sent nu under alle omstændigheder. Men så var det jo også belejligt, at han var yderst tilfreds med sit eget liv og fag.

Steven havde næsten glemt, hvordan det var at leve på et budget, som indeholdt flere nuller end tallet foran dem. Det var snart mange år siden, men helt glemt var det da ikke, da han havde levet med sin familie i Canada. De havde ikke været fattige som sådan, både mor og far havde haft arbejde, og Steven huskede aldrig at familien havde stået i gæld, i hvert fald ikke sådan alvorligt. Enten det, eller også havde forældrene bare valgt ikke at dele dette med børnene.

Han kunne slet ikke forestille sig, hvordan det måtte være at leve et liv, hvor man skulle gå og spare hver dag for at få råd til tilværelsen, eller hvor man ikke ejede sit eget hjem, eller skulle afsætte andele af sin løn til at give andre for at afbetale på en gæld. Han vidste dog, at dette var hverdag for mange mennesker, særligt i Amerika, og i særdeleshed studerende.

Steven studsede lidt over hendes kommentar vedrørende hans påklædning, da det jo ikke var usædvanlig påklædning for en mand som han, men han slog det fra sig og tænkte ikke videre over det.

Han smilede let for sig selv ved hendes spørgsmål, ”Jo tak, jeg tror, jeg har fået det, jeg skal bruge for nu.”

Han ville nok komme tilbage endnu en gang senere, for at kigge sig omkring en sidste gang og eventuelt få den rundvisning, han i første omgang takkede nej til i dag. Han satte sig altid grundigt ind i sagerne, når han skulle investere, og det handlede trods alt om forholdsvist store beløb. Det var godt nok ikke det store for hans økonomi, men det var stadig ikke at undervurdere. Alle pengene, hvor mange han end havde, var jo nogle, som han selv havde tjent, og derfor skulle han ikke bare klatte dem op på tåbelige investeringer. For nu havde han dog set det, han havde behov for, for at kunne gå videre med forløbet.

Da de endelig nåede enden på deres vandring, og udgangen endnu engang var i syne, åndede han lettet op. Nu kunne det da ikke gå galt.

Steven vendte sig nu mod hende og takkede med et imødekommende smil for hendes hjælp, ”Tak, jeg tror, at jeg klarer mig fra her," han holdt en kort åndedrætspause, før han fortsatte ”Men der må være noget, jeg kan gøre til gengæld, som tak for Deres hjælp.. Måske De vil tillade mig at købe Dem frokost eller noget? Det er da det mindste, nu hvor jeg har optaget så meget af Deres tid midt i arbejdet.”

Steven forsøgte kun at være høflig, og vise sin taknemmelighed for hendes assistance og håbede ikke, at hun misforstod hans hensigt og følte sig stødt eller

Videnskab var frygtelig fascinerende i alle former og skygger. Hospitalet her var netop kendt for sine mange forsøg og eksperimenter i håb om at opdage nye sygdomme og finde kurer mod alleredeeksisterende som man til nu ikke havde været i stand til at behandle. Sage var stolt af at være en del af det.
Politik derimod havde aldrig rigtig interesseret hende. Måske det var derfor hun ikke genkendte manden ved siden af hende. En af USA’s nok rigeste mænd og oven i købet ungkarl.. de fleste kvinder ville dåne. Det gjorde de fleste kvinder som de passerede faktisk også, Sage forstod bare ikke hvad meningen med det var, for hende var han blot en form for forretningsmand.

Receptionen var præget af lange køer som de måtte snige sig lidt uden for, for at komme til selve hovedindgangen. Sage elskede normalt de store glaspartier fordi det var så varmt og indbydende når solen først stod på himlen. Hun vendte sig mod manden der, ikke underligt, ikke lod til at være den allermest snaksaglige. Hun derimod lavede ikke andet end at kævle om fuldkommen irrelevante emner. ”Det er jeg glad for,” svarede hun og nikkede bekræftende.

Det var endnu ikke gået op for hende at hun stod med manden det hele drejede sig om. Det vigtigste var at han havde fået et godt indtryk af stedet, for selvom det ganske vidst var stadset ud, så var det fyldt med dygtige ansatte der kunne deres kram.

Det kom lidt bag på hende at han tilbød at købe hende frokost. Hun mødte hans smil og rystede på hovedet. ”Det er virkelig venligt af Dem, men det gør ikke noget, jeg skulle trods alt herned alligevel. De skal ikke give mig noget som helst, ellers tak,” afviste hun blidt. Det var sødt af ham, men med hendes syn på penge, så var hun virkelig dårlig til at tage imod enhver form for almisse, fordi hver eneste lille penny talte stort for hendes vedkommende, mere end de gjorde for de flestes. ”Og dog.. en kop kaffe fra vores automat lyder ikke helt ringe,” erkendte hun efter lidt betænkningstid. Det drejede sig om sølle 25 cent, det var lige til at overkomme og lidt at kvikke sig op på havde enhver brug for og særligt i denne branche, men han kendte det jo nok?

Den summende atmosfære at liv og travlhed på hospitalet kunne sagtens relateres og paralleliseres til hans egen verden. Selvfølgelig var det to vidt forskellige fag, som ikke havde noget direkte med hinanden at gøre og kun krydsedes ved ganske få lejligheder, såsom denne. Alligevel var der dog ligheder. Eksempelvist mindede stedet her ham lige nu en hel del om dengang, han selv startede op i forretning. Årene med forberedelse, observation og planlægning, de mange udfordringer i form af administration, som til tider kunne være en kedsommelig og besværlig affære, den umådelige konkurrencefølelse blandt folkene i miljøet, som han var sikker på man også kunne opleve indenfor medicinens verden, for slet ikke at tale om hans unge alder, som var en af hans nok største forhindringer, indtil han lærte at vende det til egen fordel og vinding.

For det meste af USA, og utvivlsomt også i resten af verden, var politik ikke mere interessant end en bunke småsten og jordklumper var for en ikke-geolog. Dette var han udmærket klar over. Når han var helt ærlig for sig selv, så havde han da i mange år heller ikke haft den store interesse for emnet, hvorfor han også kun for en håndfuld år siden rigtigt begyndte at bevæge sig indenfor dette område. Han vidste dog også, at politik spillede en stor rolle for forretningserhvervet, og med den ene fod i forretning og den anden i politik, havde han tilsammen det nok stærkeste våben indenfor begge brancher. Og da han med tiden formåede næsten fuldstændig at forene og kombinere de to, og fik dem til at spille sammen flydende og upåklageligt, kunne han slet ikke forestille sig kun at have den ene til sin rådighed. Det politiske spil, når man rigtigt befandt sig midt på spillepladen, kunne være nøjagtigt så spændende, nervepirrende, forræderisk og belønnende som noget andet.

Når man så isoleret på de enkelte områder af receptionen, som de nu fandt sig i, lignede den på mange måder receptionsområdet i mange andre steder, han havde været før. Det kunne ligeså godt have været en hvilken som helst anden form for forretning - hvilket et hospital her i landet jo var, når alt kom til alt - hvis man ikke lige medregnede de mange sygeplejerskeuniformer og lægekitler, som prydede de ansatte, som befandt sig i området, og naturligvis de syge mennesker, som havde fået forvildet sig hertil fra deres stuer eller hvor de nu ellers kom fra.

Som Steven havde beredt sig på, afviste den unge lægestuderende, som han endnu var overbevist om, at hun var, trods han ikke havde fået bekræftelse på dette, hans tilbud. Han havde allerede forberedt sig på denne situation, og skulle netop til at opremse en undskyldning, i fald hun havde misforstået hans gestus, da hun lidt derefter accepterede en kop kaffe i stedet.

”Naturligvis... Vil De vise vej, eller skal vi forlade os på min stedsans?” Det var lidt af et retorisk spørgsmål, da han tvivlede på, at nogen af dem havde den store tiltro til hans evne til at finde rundt på hospitalet lige nu, så den eneste mulighed ville nok være, at hun pegede i den rigtige retning.

Kaffe, og andre koffeinholdige dagligvarer, var bestemt ikke et ukendt element i Stevens liv. Hans indtag af disse gennem tiden havde han efterhånden intet tal på, men han vidste, at det ikke drejede sig om helt små mængder. Det havde da også kun været et spørgsmål om tid, før det ikke var tilstrækkeligt, og han havde måttet ty til noget stærkere sager. Dette var dog fortid nu. Han havde lært at acceptere sin krops begrænsninger, og erkendt, at han var nødt til at holde nogle pauser fra arbejdet ind imellem, noget han sjældent gjorde i de første mange år. Dette havde da også haft sine belønninger, men bekostningerne var heller ikke helt uden betydning. Havde han ikke opgivet denne livsstil, ville den utvivlsomt have taget livet af ham før eller siden.

Hospitalet var et frygtelig travlt sted. Hver dag vandrede flere hundrede personer ind og ud af stedet. Sage nød stedets forskelligheder og variation. Hun havde aldrig været god til at sidde stille for længe af gangen. Området ved receptionen var ikke anderledes fra så mange andre steder, men det var stadig et hyggeligt område med god udsigt og langt mere varmt end resten af hospitalet, der som så mange andre var hvidt og sterilt.

Det var virkelig pænt af ham at byde hende på frokost, men hun tog helst ikke imod den slags og særligt ikke for at gøre sit job. Hendes forhold til penge lidt mærkværdigt og hun ville ikke byde ham at ofre nogle af sine på hende. En enkelt kop kaffe kunne hun dog godt bruge også for at holde sig lidt kvik og oplagt. Hans ord fik hende til at grine lidt. Hun rystede på hovedet. ”Jeg ved ikke hvor troværdig jeg finder Deres stedsans,”[//b] erkendte hun og lagde hovedet let på sned. ”Kom med her,” bad hun begyndte igen at fører ham ned til næsten tomme ventepladser ikke langt fra receptionen.

Der var stort set altid tomt eftersom patienter blev henvist til de forskellige afdelinger. Med tiden var det mere blevet til et hvilested for læger, sygeplejerske samt hospitalets øvrige ansatte, når pauserne meldte sig, hvilket ikke skete ofte. Der sad en enkelt kvinde på et af sæderne som stirrede op på den flotte herre. Sage ignorerede hende og gjorde gestus mod kaffeautomaten der stod mellem sæderne. ”Den er ikke synderlig imponerende, men den er der og den sikre vores overlevelse vil jeg påstå,” sagde hun med en let kluklatter. Hvis han drog fra møde til møde, så kendte han jo nok behøvet for at holde sig i gang, til tider ved hjælp af visse hjælpemidler.

Af udseende kendte hun ham ikke umiddelbart. Mange stirrede efter dem, men han var en flot mand og eftersom halvdelen af stedets ansatte var kvinder, så gik hun ud fra at det var det som udgjorde hele sagen. ”Og hvem skal jeg takke for kaffen?” spurgte hun og fiskede lidt efter et navn. Hun lagde hovedet på sned og betragtede ham med et varmt og imødekommende blik.

Trods de mange forskelligheder havde Steven måske nok alligevel en håndfuld ting tilfælles med hospitalets læger - udover den åbenlyse høje gage de begge nød godt af, når de altså var færdiguddannede eller havde fået etableret sig godt i branchen, afhængigt af hvilket fag de tilhørte. I hvert fald var den travle atmosfære og de menneskebefærdede gange bestemt ikke ukendte fænomener for Steven. Der var langt flere mennesker, som dagligt kom og gik i de diverse kontorbygninger, som hørte under hans firma og dets datterselskaber, end han orkede holde tal på personligt; hvoraf han kun personligt mødte en brøkdel, og kendte endnu færre ved andet end navn, ansigt, profession og hvad der ellers vedkom deres forretninger.

Steven måtte erklære sig usikker på, hvad kutymen var på et hospital, og hvordan man normalvist udviste taknemmelighed eller almindelig god vilje til andre indenfor eller udenfor faget. I hans egen branche var ting som middage på de dyrere af byens restauranter, dyre gaver og andre bekostelige og raffinerede ting jo en naturlig del af hverdagen, især når man skulle blødgøre en potentiel kunde - så gjaldt alle kneb. Han kunne slet ikke vænne sig til, eller kapere, konceptet om en stram økonomi, så han fandt det ualmindeligt vanskeligt at tilpasse sig efter dette, når han bevægede sig blandt de lavere sociale klasser.

Han kunne ikke undlade at more sig over hendes kommentar om hans stedsans, og han gengjaldt hendes grin med sin sædvanlige stilfærdige, varme kluklatter, som bar tydelige præg af hans imødekommende, til tider charmerende, karismatiske personlighed; nogle af de yderst brugbare værktøjer, som gjorde ham til en fortræffelig forhandler og politiker. ”Nej, det forstår jeg så godt.”

Steven fulgte kvinden endnu engang, denne opmærksom på hvor de gik, så hun ikke ville være nødt til at lede ham tilbage til receptionen igen og bruge mere af sin arbejdstid på disse unødvendige udflugter.

Venteværelset, som de kom til, forekom bemærkelsesværdigt tomt; kun en enkelt kvinde var at se. Han lod sig dog ikke mærke med dette, men fulgte blot den medicinstuderende det sidste stykke til den store, firkantede, klodsede kaffeautomat af typen, som han kendte så godt.

”Imponerende eller ej, så har dennes slægtninge egenhændigt reddet hele nætter og dage af mit liv.. Hvad jeg dog skulle gøre uden dem i mit liv, det er mig en gåde,” medgav han hende.

Steven havde netop stukket hånden i sin ene jakkelomme, da det gik op for ham, at han ingen mønter havde på sig. Hvor ofte havde han også behov for dette? Skulle han bruge noget, som krævede småpenge, sendte han bare sin assistent af sted for at hente det. Det lykkedes ham dog at frembringe en en-dollar-seddel fra sin lomme - hvad den lå der for, det anede han ikke; han havde vel fået den retur for et eller andet og manglet et sted at lægge den. Han tog sedlen og priste sig netop nu lykkelig for, at de ikke var alene i venteværelset. Han gik de få meter hen til kvinden, som sad der da de kom, og bad hende, om hun kunne veksle hans seddel til to 25-cents.

Kvinden så lidt befippet ud, da han gik hen og talte til hende, men efter hun havde haft et par øjeblikke til at komme til sig selv igen, fik hun med en lettere ryst på hænderne fisket to 25-cents mønter frem fra sin pung og rakte dem til ham. Han gav hende dollar-sedlen og bad hende beholde differencen.

Da han havde mønterne i hånden gik han tilbage til automaten og fik købt to kopper kaffe. Han besluttede ved sig selv, at når han alligevel var ved automaten og havde gang i småpengene, så kunne han ligeså godt købe en til sig selv - han kunne godt bruge et ekstra lille boost lige nu. Det nød han gerne efter et endt møde, og nu var der jo et stykke vej til næste stop, når han forlod hospitalet.

”Steven Noble.. Men i dagens anledning, og for den vidunderlige modtagelse og behandling - for ikke at tale om det kønne smil, jeg har nydt så godt af - kan De kalde mig Steven.” Et mildt, venligt smil prydede netop nu hans læber. Han var i et ganske glimrende humør lige nu, og alle de kloge, veluddannede videnskabsmænd påstod, at smil skulle være sundt. Så hvorfor spare på dem? Der var nu intet som en solid dosis dopamin.

Steven var ikke en type, som lemfældigt gik omkring i byen og indledte sig i diverse upassende udskejelser, om end det hændte, at hans venlige og imødekommende natur blev misforstået. Han var dog yderst påpasselig med enhver aktivitet, som kunne skade hans navn og ry, eller hans forretnings og partiets. Der var blot alt for meget på spil, og så var det en lille pris at betale, en gang imellem at måtte sætte nogle grænser for privatliv og sociale relationer.

”Og må man høre, hvem jeg kan takke for at spare mig for en lang eftermiddag med at vandre hvileløst rundt i disse labyrint-lignende hvide korridorer?”

Selvom Sage endnu ikke kunne kalde sig for ’Doktor’ så havde hun for mange år siden fået indlbik i den travle atmosfærer. Man bemærkede det sjældent som patient, men med så mange forskellige tilfælde i løbet af en dag, så var det meget varieret. Hun kendte ikke det liv som denne Steven levede, men en mand der strålede så meget af en god indtjening, måtte som oftest betale prisen med sin tid.

Hun sukkede for sig selv ved tanken. Selv den dag hun var færdig, kunne hun ikke se frem til et liv i luksus, først der ville hun være i stand til at betale bare nogle af de regninger der nærmest dagligt væltede ind i hendes postkasse. Tanken glemte hun hurtigt mens hun førte ham med sig hen mod den ret typiske kaffe-automat. ”Jeg tror at Deres stedsans har talt for sig selv,” konkluderede hun muligvis lidt kækt, men det var trods alt ment som lette drillerier. De fleste farede vild på hospitalet, særligt når de ikke havde været der før. Hun selv havde ikke tal på hvor mange gange det var sket for hende, hvilket var frygtelig pinligt når patienter ventede.

Sage nikkede medgivende til hans ord og slap en let kluklatter. ”Man påstår ganske vidst at det er hospitalets ansatte der dagligt redder liv, men jeg tør vædde med at den automat der, har reddet ligeså mange liv som jeg selv og fem af mine kollegaer til sammen har,” svarede hun sandfærdigt og lænede sig tilbage i sædet.

Ligesom alle andre på hospitalet, stirrede kvinden i venteværelset op på Steven. Sage forstod sig virkelig ikke på hvad der var så interessant ved ham ud over det åbenlyse – han var en forbandet flot mand med en nærmest blændende smil, men så var det vel heller ikke værre? Hun valgte ikke at kommentere det, men fulgte ham i stedet med blikket hen til kvinden der fummelfingeret vekslede hans seddel til nogle mindre mønter som kunne bruges.

Hun lagde et ben over det andet og foldede hænderne i sit skød. Det var rart med lidt selskab i pausen for en gangs skyld. Hans præsentation fik hendes smil til at brede sig yderligere, hvis det overhovedet var muligt. Komplimenter var ikke ligefrem hverdag og havde aldrig været det, så om hun ville det eller ej, så løftede en så simpel kommentar hele hendes dag. Ud over det, så vækkede hans navn et eller andet i hende. Hun havde en fornemmelse af at hun havde hørt det før eller burde kende det, men hun kunne ikke sætte ansigt eller en givende situation på umiddelbart. ”I så fald så takker jeg ydmygt, Steven, for at have reddet min dag.. og mit liv,” tilføjede hun og nikkede roligt mod kaffeautomaten. Det var lige før han havde udført hendes job jo.

Sage fugtede læberne med tungespidsen. ”Mit navn er Sage.. Callaghan men kald mig endelig bare Sage,” tilføjede hun hastigt. Hendes navn var ikke typisk amerikansk men også hendes accent bar præg af noget andet end blot amerikanske traditioner og kultur. ”Desuden var det en smal sag,” fastholdt hun lidt afvisende. Selvfølgelig var hun glad for hans taknemmelighed, men han behøvede slet ikke at gøre noget stort ud af det.

Hun rømmede sig en smule og besluttede sig for at tage chancen med et lidt forsigtigt smil. ”Jeg spørger muligvis dumt, men jeg har en fornemmelse af at jeg har hørt Deres navn omtalt før?” spurgte hun næsten lidt flovt. Måske det bare var hende som var forbandet uvidende, men det irriterede hende, at hun ikke forstod hvorfor navnet fik en eller anden bjælde til at ringe!

Steven huskede ikke, hvornår han sidst havde været på et hospital, men det havde i hvert fald været en årrække. Han havde ikke haft behov for sygehjælp, så hvad skulle han ellers have lavet på et hospital? Han havde dog en basisk ide om, hvordan tingene fungerede der, om end størstedelen af hans få besøg på hospitalet havde foregået i Canada, hvor tingene jo foregik forholdsvist anderledes end i Amerika - på trods af deres fysiske nærhed.

Ingen familie, kun få - og ofte forholdsvist overfladiske - venskaber og aldrig være i stand til rigtigt at gå rundt i offentligheden uden at skæve over skulderen eller vide, at risikoen for at det utænkelige skulle ske var der. For slet ikke at tale om det stærkt indskrænkede privatliv. En pris, som langt de fleste utvivlsomt ville anse som værende ganske høj, men noget Steven for længst havde fundet fred med. Det var trods alt bare sådan, som tingene nu engang var. Det kunne dog gå ham på til tider, når han var hjemme og mørket faldt på, at han aldrig havde haft tid eller overskud til at få anlagt sig en familie. Eller i det mindste blive genforenet med sin egen. Men som en aspirerende forretningsmand, i sæedeleshed når man var så engageret og travl, som Steven havde været, var der bare ikke tid til dette i budgettet - og nu, da han muligvis ville kunne finde tiden til det, var det på det nærmeste for sent. I hvert fald i samme forstand, som før han blev, hvaad han nu var. Skulle han endelig beslutte sig for - og formå - at få sig en familie, hvilket han med al sandsynlighed ville, så ville han primært blive set i lyset af hans erhverv, nøjagtigt som langt de fleste gjorde nu. Men det var jo blot en del af spillets regler. Dette var de eneste punkter på hvilke Steven til tider kunne misunde borgere af lavere indkomst og social status - langt fra tilstrækkeligt til at fortryde hans liv og valg.

"Det tror jeg, at jeg må se mig nødsaget til at give Dem ret i.. Den har vist ikke vist sig fra sin bedste side i dag" vedgav han hende, bevidst om, at hendes kommentar ikke havde været men som spydig eller hånlig.

Hendes næste kommentar, som var et svar på hans og fulgte i sporet af kaffens til tider tilsyneladende magiske effekter, morede Steven samtidig med, at den dragede tydelige paraleller til hans eget liv og omstændigheder. "Det finder jeg ikke vanskelligt at forestille mig. Automater som denne spiller ligeledes en betydelig og ubenægtelig rolle på spillepladen i mit fag.. Det er der vist ingen, som vil eller kan modstå sig. Der er vist mange, som skylder sin formue og succes til denne vidundereliksir."

Det var efterhånden for nogen tid siden blevet tydeliggjort for Steven, aat kvinden foran ham ikke vidste - eller i hvert fald ikke var vidende om, at hun vidste - hvem han var. Hendes afsluttende kommentar gjorde kun dette endnu tydeligere, end det havde været før. Dette gjorde ham nu ingen ting, det var ikke alle, som havde lige let til at genkende ansigter, særligt ikke, hvis de ikke interesserede sig for forretning eller politik, hvilket det jo aldrig kunne undgås, at nogle ikke gjorde. "Hyggeligt at gøre Deres bekendskab, Sage" sagde han med et smil, inden han fortsatte, som svar på hendes spørgsmål, "Jeg er en af de som, lettere naivt, muligvis, er af den opfattelse, at der ikke findes dumme spørgsmål - kun unge mennesker tørstige efter viden - og dette er noget, som jeg kan lide og respektere." Hendes navn og accent gav ham en fornemmelse af, at hun ikke oprindeligt var fra Amerika, eller at hendes familie i hvert fald ikke var, men han valgte ikke at spørge videre ind til dette lige nu. "Det er ganske muligt.. Umiddelbart slår De mig ikke som en, der har en slående interesse for handel eller erhverv - så mit umiddelbare gæt er, at det må være i forbindelse med mit politiske arbejde."

Prisen for succes var som regel ’tiden’. Sage undrede sig til tider over hvor dagene blev af, når det hele fløj forbi i travlhed og et mylder af hundrede forskellige mennesker. Værst var det dog de dage, hvor hun havde skriftligt arbejde og måtte sidde hjemme i sin til dels, faldefærdige lejlighed på Manhatten.

Sage smilede for sig selv og skød de frustrerende tanker bort. Nu havde hun trods alt fundet selskab som kunne få hende til at falde lidt ned oven på dagens arbejde. Stresset måtte for nu vente til senere. ”Jeg vil ikke bebrejde den.. denne gang. Hospitalet er en labyrint hvis ikke man er vant til det, på mine første dage her, jeg var langt mere forvirret end Dem, så vær ikke ked af det,” kommenterede hun med et sagte smil. De første dage havde været et helvede. Hvad end han lavede, ville hun nok heller ikke være i stand til at finde rundt på hans hjemmebane, det var ganske naturligt.

Hun så op på automaten og kunne ikke lade være med at grine af deres helliggørelse af en noget så simpel ting. Der fandtes stærkere sager, men hun forsøgte for alt i verden at holde sig fra dem, nu hvor hun var blevet rask. ”Det er det tætteste man kommer på en livseliksir, vil jeg påstå. For os travle mennesker, vel og mærke, vi var næppe kommet langt uden,”[/color] medgav hun med et lille nik. Kvinden i venteværelset sad og sendte stjålne blikke fra sit blad, hvilket var lidt sjovt og samtidig en kende.. underholdende, Sage var jo ikke vant til alle de opmærksomme blikke der kom nu hvor hun gik med Steven. Tanken gjorde hende lidt nysgerrig.

Det frustrerede hende at kende, at hun ikke havde den mest fjerne idé om hvem han var. Hans navn fik klokker til at ringe, men umiddelbart var hun ikke stand til at placere ham. Måske hun havde set ham i forbindelse med fjernesynet, det ville give mening i forhold til hvor mange der tilsyneladende genkendte ham. ”I lige måde,” svarede hun sandfærdigt. Det var rart at møde en forretningsmand med evnen til at smile, oven i købet let og ubesværet.. det kunne smelte kvindehjerter, uden tvivl. ”Som ’ungt’ individ og studerende, så er det en holdning som jeg værdsætter mere end noget andet,” erkendte hun og lænede sig lidt tilbage, lettet over at han ikke så dumt på hende.

Sage kluklo og rystede hurtigt på hovedet. ”Nej jeg er bange for at den slags aldrig har fanget min interesse. Politik.. lidt mere. Hvad laver De inden for politikens verden?” spurgte hun lidt nysgerrigt. Der kunne hun muligvis være lidt mere med, ikke at hun var synderlig engageret i faget som sådan, men det kunne være interessant, desuden ville hun meget gerne lære ham lidt bedre at kende. Af en politiker at være, virkede han ret reel.. men selv det kunne vel variere alt efter hvad selskabet krævede? Hun var trods alt blot en simpel medicinstuderende.