Bestia

Our task must be to free ourselves by widening our circle of compassion to embrace all living creatures and the whole of nature and its beauty.

New Yorks gader er fyldt med hemmeligheder, som ingen mennesker forstår sig på. For de fleste er det en ganske normal verden med en logisk forklaring på alting, men der findes nogle uforklarlige væsner, som skiller sig ud…
I mange år har dæmoner fra en fjern fortid levet blandt menneskerne og tilpasset sig verden, som den har forandret sig med tiden. Disse kommer i forskellige skikkelser; nogle er farlige, andre er komplet harmløse - men fælles for alle er, at menneskene ikke kender til deres eksistens.
Disse dæmoner har tydelige træk fra dyreriget, hvilket afspejles i deres kvaliteter og i deres udseende, selvom de umiddelbart ligner mennesker, hvilket også er grunden til, at de kan tilpasse sig. De har stort set altid forsøgt at leve i skjul, og derfor viser de sjældent sit ”sande” ansigt til nogen, da mange mennesker ville lade sig skræmme. De kan dog til enhver tid skifte skikkelse mellem det menneskelige og det dæmoniske. Det skal dog siges at INGEN af racerne forvandles helt i deres sande skikkelse, men vil som regel fortsat have to ben og en krop men derudover de dyriske karakteristika.

Colubra.
Colubra arten stammer tilbage fra en fjern fortid, som end ikke de ældste blandt arten ved, hvor langt går tilbage. Artens gennemgående lighed er, at de i deres ”sande” skikkelse ligner en slange. Det vil sige, at de er dækket af skæl, hvor farven varierer alt efter hvilken slangeart, de er gjort af. Derudover er den spaltede tunge, de to spidse hjørnetænder og gule øjne kendetegn ved dem alle – dog ikke i den menneskelige skikkelse.
Slangearten afhænger desuden helt af arven fra forfædrene eller personligheden.
Der findes harmløse såvel som farlige Colubras, eftersom der findes giftige og ugiftige arter. Det vigtigste i forhold til arten er dog, at den naturlige slangeart skal være i stand til at tilpasse sig klimaet og miljøet, de befinder sig i. Det vil sige, at en slangeart som hører til i vandet ikke vil kunne trives i en by som denne – heller ikke som menneske.
Umiddelbart fortrækker disse at holde sig i mindre folkemængder, og der skal ikke meget til at forvirre eller true dem. De fortrækker desuden fugtige, mørke omgivelser, hvilket gælder uanset skikkelse. Slangerne har desuden en tendens til at overleve selv i fattige miljøer, da de kan holde sig mætte på små mængder kød som mus, rotter etc. Det er dog også set et par gange, at de i ny og næ har taget sig et større bytte.


Vulpes.
Vulpes arten er set som en af de mere harmløse af de andre racer, eftersom de er mere almindelige end de andre, og stort set kun nedlægger mindre bytte, mest høns. Arten er en af de nyere og har formeret sig i massevis på forholdsvis kort tid. Der findes ti arter inden for racen ”Vulpes”, der også er almindeligt kendt som ”De røde ræve”, hvilket kommer af, at deres pels oftest er rødlig med et strejf af hvid, brun, eller hvad der nu ligger for arten.
Racen er enten familiebestemt via nedarving eller bygget op omkring personligheden. Mange af arten ”Vulpes” fortrækker at leve uden for storbyens larm og jag, hvor de forvirres af lys og lyde; desuden er der bedre jagt muligheder uden for selve byen. De er meget egenrådige og finder mere eller mindre kun sammen, når det er tid til at formere sig – noget de går meget op i.
Det er snu, men egoistiske væsener, der oftest bliver set på som ”out-sidere” i forhold til samfundsgrupperne, fordi de ikke bryder sig om at flokkes. Derfor findes de som oftest heller ikke på arbejdspladser, der kræver et stort samarbejde mellem flere forskellige.


Columba
Arten columba er en af de mere fredelige. Ligesom de andre arter, kan man naturligvis finde nogle aggressive og farlige blandt disse, men de forekommer sjældnere end hos de andre arter.
De stammer fra duen, hvilket kommer til tydeligt udtryk, når de viser sin sande skikkelse. Når de er i denne form, ændrer deres kranium form til at assimilere en fugl nærmere end et menneske, dog stadig med menneskelige træk. De har en kort hals og et kort, slankt næb.
Ulig størstedelen af sine racebrødre ser disse mere majestætiske ud end frygtindgydende, hvorfor de i mange generationer har været et yndet jagtbytte for mennesker så vel som bestia. Af denne årsag er der ikke mange tilbage, og de er nu en af de sjældnere arter.
De er dækket i fjer, som kan varierer i farve og mønster, men er overvejende hvide eller lysegrå. De har smalle vinger, som flugter med armene, snarere end at være placeret på ryggen, og er derved den eneste kendte art på nær volucri noctus, som kan flyve.
De kan findes både i byerne og på landet, da de har tilpasset sig til at kunne overleve de fleste steder, og med små mængder mad, som kan komme i mange former og fra forskellige kilder, ikke ulig fuglen, de bærer mange træk fra. Det er ikke unormalt for denne art at være mistroisk, selv overfor andre fra sin egen eller beslægtede arter, som resultat af umindelige tider med forfølgelse og nær komplet udryddelse.

Volucri Noctus
Volucri noctus er et af de mere lyssky væsener, som gemmer sig i New York, ganske litterært ment. Denne art ligner, når de ikke kamuflerer sig som mennesker, en flagermus. De får store flagermuseører og groteske forvredne ansigter med en mørk, lettere læderagtig hud. De har desuden røde øjne, dog ikke når de er i sin menneskeskikkelse, da kan deres øjenfarve variere ligeså meget som et almindeligt menneske.
Denne art har en yderst veludviklet hørelse, hvilket gør dem særligt sårbare overfor høje, skingre lyde, og mange foretrækker rolige omgivelser. Til forskel fra de fleste andre racer, kan denne art findes både alene eller i grupper. Før i tiden var det normalt, at disse færdedes og levede i store grupper, men med tiden har de tilpasset sig og er begyndt i større grad end før at leve alene, da de så er vanskeligere at opspore for mennesker, som ønskede at udrydde dem.
Deres primære våben er de tynde, sylespidse tænder og de skarpe kløer. Volucri noctus findes i fredelige så vel som mere aggressive versioner. Dog er der en tendens blandt mange af arten til aggression, og mange kan have temperamentsproblemer.
Ligesom colubra arten foretrækker disse at leve i kølige, fugtige og mørke omgivelser, og helst steder, hvor mennesker og andre væsener ikke kommer.
Volucri noctus er en af de få arter, som besidder flyveegenskaber. Dette foregår ved brug af vingerne, som er centreret på deres ryg. Disse er, som resten af deres dæmoniske træk, ikke synlige, når de antager menneskeskikkelse, og de kan derfor kun benytte sig af sine vinger, når de antager sin anden skikkelse.
En kvalitet, som er helt særskilt ved denne art, er deres evne til at benytte soniske frekvenser som våben eller værktøj. Dette foregår ved, at de udsender et skrig, som er så højt og skingert, at det forårsager kraftige hovedpiner hos alle i nærheden og kan knuse glas. Dette bruges oftest som en afledning i konfliktsituationer for at give dem mulighed for enten at få overtaget over en fjende eller flygte.

Lutra
Lutra arten er en af de nyere racer i det amerikanske gadebillede. Hvor og hvornår disse stammer fra er ikke helt klart. De er dog en af de sidste arter til at ankomme til det amerikanske kontinent.
Trods sin forholdsvist nylige ankomst, har arten dog allerede integreret sig, siden ankomsten fra Europa og Afrika, hvor disse førhen har været mere almindelige.
Lutraerne anses oftest som værende temmelig harmløse, særligt blandt de andre racer. De er som udgangspunkt fredelige, og opsøger kun sjældent konflikt arterne imellem. Dog er de stærkt territoriale, og vil forsvare sig selv og sit hjem med tænder og kløer, hvis de føler en trussel udefra.
Ikke ulig mange af de andre racer, er denne art forholdsvist solitær, og ses ofte levende alene. Ulig mange af de andre arter, sker det dog også at flere lutraer vælger at leve sammen, og det er derfor mere almindeligt her end blandt de andre arter, at flere individer finder sammen i en gruppe, kaldet en ”familie”. Disse grupperinger varierer meget i størrelse, og kan være alt fra to-tre individer og op til en forholdsvist stor gruppe.
Når lutraen er i sin ”sande” skikkelse, bærer den mange lighedstræk med odderen, fra hvem den også har mange af sine andre artsbestemte kvaliteter. Den har en smidig, slank krop dækket af et blødt isoleret lag af underpels beskyttet af et ydre lag af længere hår. Dette fanger og holder på et lag af luft, som så holder dem tørre og varme under vandet.
Lutra arten er meget habile svømmere og dykkere, i det de bevæger sig let og hurtigt gennem vandet af ren natur og kan holde vejret længere under vand, og lever ofte nær vandet. Om dette er i form af større vandansamlinger som have, eller mindre forekomster såsom søer, floder og åer varierer blandt de enkelte individer og grupper. Deres høje stofskifte hjælper dem, sammen med pelsen, med at holde varmen under vandet. Det er ikke unormalt at en lutra lærer at svømme i en forholdsvist ung alder.
De har skarpe kløer, som også går igen ved deres negle i menneskeskikkelse, på både hænder og fødder, hvilket også er deres våben til forsvar mod fjender. Mange bruger meget tid på at holde deres negle, i særdeleshed tåneglene, nedklippede af denne årsag, da det ellers kan være besværligt og smertefuldt at bære fodtøj i hverdagen.
Deres foretrukne føde består hovedsageligt af fisk, men kan også inkludere en del fugle, insekter, frøer, krebsdyr og små pattedyr, især i perioder med mangel på fisk. I takt med at arten er blevet integreret i samfundet, er der dog færre, som spiser insekter, frøer og andre ting, som ikke almindeligvis indtages i lokalområdet, og deres føde suppleres i stedet med de mere normale fødevarer blandt menneskene.